Energiår 2006
Ingeniørforeningen i Danmark har udnævnt 2006 til Energiår
Den 23. januar 2006 er Ingeniørhuset i København rammen om en stor konference, der markerer åbningen af Energiår 2006. Et år, hvor Ingeniørforeningen i Danmark gennem et væld af arrangementer vil kortlægge dansk teknologis potentialer og muligheder på energiområdet.
Konferencen sætter fokus på udfordringerne på energiområdet og kommer med et første bud på, hvordan disse udfordringer kan imødekommes gennem udvikling af ny teknologi og erhvervsudvikling.
Konferencen indledes med regeringens og EU's politiske overvejelser om fremtidens energisituation. Herefter vil internationale eksperter behandle de mest afgørende udfordringer for energisystemet med hensyn til forsyningssikkerhed og klimapåvirkninger. Endelig vil repræsentanter fra dansk erhvervsliv fortælle om de erhvervsmæssige perspektiver på energiområdet.
Eftermiddagen er reserveret til interaktive sessioner. Her får deltagerne mulighed for at præge diskussionerne inden for konferencens - og Energiårets - seks faglige temaer. Perspektiverne og konklusionerne fra hver session præsenteres i konferencesalen, hvorefter folketingets energipolitiske ordførere får lejlighed til at kommentere dagens oplæg.
Læs mere om konference og tilmelding på <ida.dk/Arr>Â
Læs mere om Energiåret på www.ida.dk/energiaar2006Â


