Energibesparelser SKRIV UD

Nyt byfornyelsesprojekt skal energisikre gamle bygninger

af: Kasper Elton Jensen, 22-09-2016
Foto: Colourbox

Et nyt byfornyelsesprojekt i København med en 117 år gammel murstensbygning som omdrejningspunkt, skal sikre at gamle bygninger opnår den samme energisikring som nybyggerier.

Formålet med projektet er, at nytænke måden man udfører boligrenovering og sanering på i dag. Bag projektet, der har fået navnet Living in Light, står en lang række aktører fra Københavns Kommune, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, Energiministeriet til en række private partnere som Velux, Dovista og Cenergia.

”Projektet er nødvendigt for at vise, at man kan få 100 år gamle københavnske bygninger ned i energiniveau. Med det her projekt kommer bygningen ned i lavenergiklassen, der flugter med de nugældende krav til nybyggeri. Det står i skarp kontrast til de traditionelle byfornyelsesprojekter, der ikke kommer tilnærmelsesvist ned i den energiklasse. Almindeligvis bliver vinduerne udskiftet i sådanne projekter, hvilket ikke giver nogen særlig energibesparelse”, siger projektleder Jakob Klint fra bygherrerådgivningsvirksomheden Kuben Management til fagbladet Ingeniøren.

Projektet har udover at ville energisikre gamle bygninger, også til formål at italesætte energirenovering på en ny og anderledes måde, så energisikring kan komme på byfornyelsens dagsorden. Det skal, ifølge projektlederen, gøres mere attraktivt for borgerne, ellers kan København godt droppe planerne om, at blive klodens første CO2-neutrale hovedstad inden for ni år.

”Energi er ikke sexet. Det er simpelthen ikke energibesparelser, som folk vil betale penge for. De vil have et flot køkken og et lækkert badeværelse. De vil have nogle åbenlyse forbedringer som lys, altan og bedre adgang til udearealer. Så hvis energi nogensinde skal blive en del af byfornyelsesdagsordenen, må man tænke på helheden”, udtaler Jakob Klint.

Denne helhed er, ifølge projektlederen, ensbetydende med udvidelse af boligens gårdfacade, der forøger lejlighedernes boligareal med 50 procent. Udvidelsen er af glas og fungerer, med projektlederens selvvalgte titel som en såkaldt bolighave, der dog ikke er helt problemfri.

”Man sætter jo nogle enorme kræfter i gang, når man arbejder med glasfacader, og overophedningen var tydelig i de første beregninger, vi gennemførte. Vi måtte derfor eksperimentere med forskellige glasfacadeløsninger”, fortæller Jakob Klint.

Eksperimenterne førte til ideen om bolighaven, hvor en trelagsglasfacade kan åbnes i sommerhalvåret. Løsningen betyder, at temperaturen holdes på under 27 grader bortset fra 20 timer om året. Det forventes, at energiforbruget med bolighaven som facade bliver 8 procent lavere end ved normale glasfacader, da man undgår overophedningen. Derudover skal udvidelsen samtidig gøre projekter som dette økonomisk bæredygtigt, da boligens værdi eksempelvis vil stige for andelsboliger, ligesom husejeren af lejeboliger vil kunne indkræve husleje for flere m2.

Kilde: Ingeniøren

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.