Politik og regler SKRIV UD

Overblik: Branchen er langt fra tilfreds med regeringens energiudspil

af: Maria Rask Hetoft Poulsen 17-05-2016
(Foto: Colourbox)

I fredags præsenterede regeringens deres seneste energiudspil, der blandt andet indbefattede at skrotte kystnære havvindmøller og en reduktion i energiselskabernes energispareindsats.  

Læs mere her: Overblik over regeringens nye energiudspil

Siden i fredags er der kommet mange reaktioner fra de forskellige aktører i energibranchen. Energiforum Danmark har her prøvet at samle nogle af dem.

 I et svar til de radikales Martin Lidegaard fra den 9. maj 2016 har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt meddelt, at regeringen agter at stå ved de forlig, der er foretaget i energiaftalen fra 2012.

Klik her for at se det fulde svar

Alligevel møder regeringens nye udspil hård kritik fra forskellige fronter.

Energiselskabet Hofor er blandt kritikerne af regeringens plan om at droppe de kystnære vindmøller. Her forklarer vindchef Jesper Pedersen, at Hofors vinddivision er blandt de projektmagere, som har været med i udbuddet om, hvem der kan bygge parkerne billigst, og nu vil det være spildt arbejde, hvis regeringen lykkes med at droppe de kystnære havvindmøller.

- Jeg er meget overrasket over denne melding, fordi det er ikke mere end to uger siden, at vi fik de endelige udbudsbetingelser. Derfor håber jeg så absolut, at forligskredsen står fast, siger Jesper Pedersen til EnergyWatch. Han fortsætter:

- Ud over det, så kan men jo forstå på regeringen, at de gerne vil have en billig energisektor, og netop de kystnære vindmøller står til at blive de billigste, vi nogen sinde har bygget til havs. Nu vil man så droppe det. Det giver ingen mening, og det svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen, siger han.

Også i interesseorganisationen Dansk Fjernvarme er man meget skeptiske over for regeringens nye planer. Her mener man ifølge EnergyWatch, at regeringen svækker forsyningssikkerheden i Danmark, hvis vindprojekterne droppes.  

- Vi kommer til at stå i en situation, hvor vi lever på vores nabolandes nåde. Skridt for skridt er vi på vej i retning mod en lavere selvforsyning, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse, ifølge EnergyWatch.

I brancheforeningen Vindmølleindustrien kalder administrerende direktør Jan Hylleberg det for direkte løftebrud, når regeringen lægger op til at sløjfe planlagte kystnære havvindmøller, da arbejdet med at etablere dem har stået på i årevis. Til DR nyhederne siger han:

- Det er faktuelt forkert, at man begrunder det med, at den grønne omstilling er blevet dyrere. Den er blevet dyrere for nogle ganske få virksomheder, der har et meget stort el-forbrug. Men den samlede el-omkostning er billigere, end det var forventet i 2012.

Han påpeger ligeledes over for DR, at energisektoren primært laver meget langsigtede investeringer over 20-30 år, hvilket gør dybt problematisk, hvis man ikke kan regne med, at planlagte projekter bliver til noget i fremtiden, understreger han.

- Først og fremmest vil man sende et meget negativt og beklageligt signal til investorer, der har investeret tillid i, at de her projekter bliver realiseret og dernæst går vi glip af flere tusinde beskæftigede, som var tilknyttet projekterne i de år, møllerne blev bygget, siger Jan Hylleberg.

I Energiforum Danmark har sekretariatsleder Dorte Nørregaard Larsen ligeledes været ude og advare om, at de mange ændringer i den energipolitiske kurs skaber en fundamental usikkerhed.

Hun savner en forsikring af, at Danmark stadig har en overordnet målsætning for den danske energi- og klimapolitik.

- De forskellige politiske meldinger, der er kommet om energipolitikken den seneste uges tid skaber en fundamental usikkerhed. Vi havde en forventning om, at der var sikret en række tiltag gennem energiforliget fra 2012, så det er klart, at når regeringen åbner op for ændringer i energiforliget, så begynder vi at blive nervøse for Danmarks energipolitiske fremtid, sagde Dorte Nørregaard Larsen i fredags.

Klik her for at læse: Energiforum Danmark savner en forsikring om energipolitisk målsætning

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.