Inspiration SKRIV UD

Ny bydel i Aarhus bruger ikke skraldebiler

af: Kasper Elton Jensen, 15-02-2017

Den nye bydel Aarhus Ø er blevet bygget på en måde, der gør det muligt for byens beboere at slippe for at have støjende skraldebiler i gaderne. De Bynære Havnearealers Affaldsværk (DBHA) har nemlig etableret et underjordisk affaldssugesystem, hvor affaldet bliver suget væk under jorden.

Aarhus Kommune går målrettet efter at blive CO2-neutral i 2030, og det er der med det nye affaldssystem i den nye bydel Aarhus Ø taget et stort skridt på vejen imod. Det nye system betyder, at affaldet bliver suget igennem underjordiske rør med vakuum til en fælles affaldsterminal, der er placeret et stykke fra det nye beboelsesområde ved havnen i Aarhus. Dermed slipper skraldebiler for at køre flere ture igennem beboelsesområdet, hvilket nedsætter antallet af skadelige partikler fra skraldebilerne i luften. Alle de nye boliger og ejendomme i den nye bydel har tilslutningspligt til anlægget, der tilmed er drevet af vindmøllestrøm, hvilket gør affaldssystemet bæredygtigt – både økonomisk og miljømæssigt.

Det var heller ikke svært at få opbakning til projektet blandt bygherrerne bag byggeprojektet ved havnen i Aarhus, fortæller Gert F. Rasmussen, direktør for DBHA:

”Vi ville gerne lave et affaldssystem, der både var grønt til fordel for beboerne og samfundet, og som også matchede de høje arkitektoniske standarder i kvarteret. Det vandt opbakning hos bygherrerne, og det er vigtigt for den fremtidige drift, at hele kvarteret bakker op om løsningen”.

Det er første gang, at en hel bydel får etableret et affaldssugesystem i Danmark, og med det nye system forventer Aarhus Kommune, at kunne skære to tredjedele af CO2-belastningen sammenlignet med belastningen fra traditionelle affaldsindsamlinger.

Danmarks Grønne Investeringsfond har finansieret affaldsprojektet i Aarhus med et tocifret millionbeløb dels i håbet om, at lignende systemer kan blive mere udbredt i resten af landet.

”Affaldssugesystemet er kun udbredt i begrænset omfang i Danmark, men det er absolut skalerbart. Både i forbindelse med nybyggerier og i forbindelse med affaldsindsamling i gamle bykerner. Vi håber, at vores medfinansiering kan bidrage til, at modellen bliver mere udbredt, ” siger Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond til fondens hjemmeside.

Systemet fungerer således, at der er anlagt et stort hovedrør, der har forgreninger ud til de forskellige bygninger, hvorefter affaldet kan transporteres fra bygningerne til affaldscentralen med op imod 70 km/t via et vakuum skabt med energi fra vindmøller.

Affaldssuget forventes at kunne betjene 10-12.000 beboere, når byggeriet ved havneområdet i Aarhus er færdigt.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.