Tema: Fremtidens energiløsninger. Illustration: Karin Winther 

Fremtidens partnerskab hedder OPI

af: Malene Bugge Larsen, projektmedarbejder, Gate 21


Fremtidens energiløsninger kræver innovative samarbejdsformer og tættere dialog mellem byggeriets parter. Offentlig-private innovationssamarbejder (OPI) er en model for offentlige og private aktører, som ønsker at samarbejde om at udvikle innovative løsninger. OPI giver mulighed for i fællesskab at udvikle et produkt, uden at skulle leve op til kravene om udbudspligt og risikere inhabilitet.

Stigende krav om effektiviseringer, optimering af driften og omstilling og modernisering af den offentlige sektor gør det nødvendigt at samarbejde på tværs af aktører og instanser. Offentlige og private aktører skeler i højere grad til hinanden, og de traditionelle systemer og strukturer for samarbejde gradbøjes. OPI er et vigtigt værktøj til effektivisering af arbejdsgange og til at højne innovationskulturen.

OPI-modellen fokuserer på at samle flere aktører, som på lige fod bidrager til at finde en fælles løsning, i et udviklingsforum. Målet er at skabe innovative løsninger. Ikke for innovationens skyld, men fordi løsningen skal give værdi.

Udbudsfri OPI

Fra primært at blive brugt inden for sundheds-, teknologi- og velfærdsområdet bruges modellen i dag også inden for klima, energi- og forsyningsområdet. Det skyldes ikke mindst, at opgaverne bliver mere komplekse. Muligheden for at udvikle løsninger i fællesskab gør det interessant og relevant for både offentlige og private aktører at indgå samarbejde.

Modellen for Udbudsfri OPI sætter en juridisk ramme, hvor aktørerne kan samarbejde om at udvikle et produkt eller en ydelse, som dækker udbuddets behov. Det betyder, at offentlige og private aktører i fællesskab kan udvikle, justere og teste ideer til nye produkter og løsninger.

OPI-aftalemodeller kan organiseres og gennemføres på flere måder, men fungerer som ramme for at sikre rettigheder og ejerskab over de udviklede resultater. OPI fritager desuden offentlige parter fra udbudspligten og håndterer problematikken om inhabilitet, hvis opgaven senere udbydes.

Løsninger testes undervejs

Udbudsfri OPI anvendes ofte i sammenhænge, hvor der er behov for at kunne samarbejde og udvikle på tværs af aktører, fordi der endnu ikke er et tilfredsstillende produkt på markedet. OPI er også markedsorienteret og inkluderer både intern og ekstern markedsdialog for at afdække løsningernes potentiale.

Incitamentet for at indgå i et OPI-samarbejde er blandt andet at eliminere risikoen for at vælge utilstrækkelige løsninger ved løbende at teste og justere løsninger eller produkter. Samtidig kan markedsdialogen være med til at kvalificere udbudsmaterialet og sikre konkurrencedygtighed. Sidst men ikke mindst kan udbudsfri OPI være med til at klarlægge, hvilke aktører som har rettigheder til løsninger og resultater.

Gate 21’s arbejde med OPI

Gate 21’s arbejde med OPI er mangeartet. Gate 21 har i projektet ”Plan C” bidraget til udviklingen af en håndbog for udbudsfri OPI, som beskriver, hvordan projekter kan planlægges inden for gældende udbudsretlige rammer, men som samtidig imødekommer potentielle risici for inhabilitet. 

Gate 21 har videreført dette arbejde i flere projekter, herunder projektet ”Skolerenovering i en helhed”. I projektet anvendes OPI som basis for at udvikle og teste indeklimaløsninger, som i første omgang skal demonstreres på en skole i Ballerup Kommune. Senest er OPI inddraget som metodik i projekterne Lighting Metropolis og Cleantech TIPP, sidstnævnte med det fokus at matche intelligent offentlig efterspørgsel og markedets udbud af løsninger.