Tema: Fremtidens energiløsninger. Foto: Schneider Electric 

Fremtidens skruetrækker er digital

af: Niels Boel, forretningsudviklingsdirektør Schneider Electric


Teknologien vil meget hurtigt revolutionere byggebranchen – og det kræver, at vi tager chancer og investerer i uddannelse og nye værktøjer, hvis vi ikke vil hægtes af udviklingen.

Byggebranchen vil med den teknologiske udviklings hastighed på kort tid være helt anderledes, end vi kender den i dag. Brugen af Augmented Reality-teknologi – som eksempelvis Microsofts HoloLens – vil gøre det muligt for ingeniører at designe de tekniske løsninger i byggerier langt mere effektivt og brugervenligt.


(Video fra YouTube)

 

I videoen tager NCC Microsoft HoloLens i brug på en byggeplads og bringer den virtuelle verden ind i byggeriet. Man befinder sig med Augmented Reality i midten af det spænd, som hedder Mixed Reality – et blandingsforhold mellem virkeligheden og det virtuelle.

Som man kan se, bliver det nemmere for de aktører, der indgår i den tekniske del af et byggeprojekt, at se det færdige resultat undervejs i processen. Det kan hjælpe med at installere de tiltænkte funktioner med færre fejl, end vi ser i dag.

Brugen af Augmented Reality stiller også nye krav. Vi skal være klar til at imødese og omfavne ny teknologi på en måde, vi ikke har gjort tidligere. Det kræver, at vi tager chancer indimellem og investerer i nye værktøjer, som endnu ikke har vist sig som normen inden for branchen.

Ellers flytter vi os ikke.

Uddannelse med visuelle værktøjer

Anvendelse af ny teknologi kræver også, at vores uddannelser flytter sig. Vi skal uddanne vores folk på en anden måde, end vi gør i dag. Teknologien giver nemlig også helt nye muligheder for uddannelse. Se for eksempel bare, hvordan børn bruger YouTube som leksikon, hvis der er noget, de ikke ved. Den visuelle uddannelse åbner nye muligheder.

Ny software-teknologi giver mulighed for at bruge internettet som undervisningsplatform. En tekniker under uddannelse behøver ikke fysisk at være i nærheden af et ventilationsanlæg, men kan undervises online med et fiktivt ventilationsanlæg præsenteret digitalt foran sig.

Uddannelse med øget brug af visuelle værktøjer bringer en større forståelse ved at give indsigt i mekanismer, som ellers kan være svære at forstå, som hvordan luftstrømme bevæger sig i kanaler, og hvordan det ændrer på varme og kulde.

Forskellige temperaturers effekt på luftstrømme i ventilationsanlæg kan ligeledes visualiseres digitalt og give teknikere under uddannelse større indsigt. Måske åbner det også for, at byggebranchen kan henvende sig til helt nye faggrupper, end tilfældet er i dag. Det kunne være andre typer af rumlige og datadrevne analytikere.

Worldwide undervisning

Schneider Electrics Innovationscenter i Lund har faciliteterne til at undervise Worldwide i bygningsautomatik. Der kan etableres ’klasseværelser’ online, hvor underviser og tekniker under uddannelse er ’face-to-face’ via skærme, og det kan på sigt udvides til Virtual Reality.

- Da vores teknikere opererer for kunder i hele verden, er det af stor værdi for os, at vi kan uddanne og erfaringsudveksle i et fælles digitalt forum. Vi fokuserer af samme grund meget på at integrere Mixed Reality og 3D-design i vores online-sessioner, så vi får endnu mere ‘hands-on’ – digitalt – på vores anlæg og bygninger, fortæller Schneider Electrics Glenn Knuthson, Global BMS Training Centre Director.