Foto: Colourbox 

Gud, kan man det? Kommune tryller tang om til kroner

af: Malene Bugge Larsen, projektmedarbejder, Gate 21


Energiforum Danmark sætter i en ny serie fokus på usædvanlige, overraskende eller ligefrem sære projekter, som har fået os til at udbryde: ”Gud…kan man virkelig det?!”

Har du ideer til serien, så send dem til info@energiforumdanmark.dk.

 

Kommune tryller tang om til kroner

Guldborgsund Kommune arbejder på at forvandle tang og andet strandopskyl til et paradis for larver og insekter. De kan nemlig bruges til foder, så lokale landbrug ikke behøver importere soja- og majsprotein fra udlandet. Det sparer både penge og CO2 og giver borgerne rene, velduftende strande.

Når ålegræs og tang skyller op på Guldborgsund Kommunes 328 km kyst, står borgere, turister, motionister og andre, der gerne vil nyde stranden, over for et problem. Strandopskyllet går nemlig i forrådnelse, og det giver lugtgener og forhindrer aktivitet på stranden.

I badesæsonen rydder Guldborgsund 1,5 km kyst – og det koster kommunekassen dyrt. Samtidig importerer landbruget foderprotein i form af store mængder soja- og majsprotein fra Sydamerika, og det har store klima- og miljømæssige konsekvenser. 

Tilsammen har det givet kommunen incitament til at tænke kreativt og på tværs af sektorer: Strandopskyllet skal gøres til en bioressource, som er interessant for virksomheder. I denne kontekst er projektet BIOFISK - Bioøkonomi I Organisk Foder Innovation for Strand Kommuner – opstået. 

Anne Holl Hansen, programleder for Bioøkonomisk Satsning i Guldborgsund Kommune fortæller:
- Det er et rigtig spændende projekt, som har fået både national og international bevågenhed allerede inden det er gået i gang. Vi glæder os til at præsentere resultaterne i løbet af de næste par år.

BIOFISK skal gøre det attraktivt for investorer og producenter at producere bæredygtige foderproteiner, som er baseret på insekter som fx Black Soldier Fly-larver, der bliver dyrket på strandbiomasse og andre relevante restfraktioner.

Foto: Guldborgsund Kommune

Lokal værdi

En effektiv udnyttelse af strandopskyl som bioressource vil betyde, at kommunens virksomheder fremover kan reducere importen af soja- og majsprotein – og CO2-udslippet - og i stedet producere mere bæredygtigt foder.

BIOFISK understøtter Guldborgsund Kommunes indsatsområde ”bioøkonomi”, og kommunen forventer, at projektet vil skabe stor lokal værdi i form af vækst og beskæftigelse. Samtidig vil det være til glæde for borgere og besøgende på strandene, at opskyllet tang ikke længere ligger og lugter i strandkanten.

Synergi og nye samarbejder

BIOFISK skaber synergi mellem delresultater fra andre projekter i en ny grøn forretningsmulighed.

Projektet arbejder på tværs af sektorer som landbrugssektoren, agroindustrien og akvakultursektoren, og det betyder, at indsatserne er forankret flere steder. Det styrker grobunden for nytænkende værdikædealliancer og synliggør lokale kompetencer og muligheder inden for proteinproduktion.

Foto: Guldborgsund Kommune
Foto: Guldborgsund Kommune

Til glæde og gavn for andre kommuner

En stor del af de danske kommuner er kystnære kommuner. Lykkes det at udvikle og dokumentere effektive biotekniske produktionsmetoder, som gør strandopskyl til et vækstmedium for insekter, der kan bruges til foder, vil det være til stor gavn for andre kommuner.

International opmærksomhed

Guldborgsund Kommune har deltaget i en konkurrence om at blive en case i interreg-projektet Baltic Blue Biotechnology ALLIANCE og blev en af de seks vindere. BIOFISK får derfor ekstra ekspertstøtte fra EU’s baltiske regionspulje, og projektet følges med stor opmærksomhed både inden for og uden for Danmarks grænser.

 

Kontakt info:
Bioøkonomiske Satsning
Guldborgsund Kommune
Programleder Anne Holl Hansen
mail: Ahh@guldborgsund.dk
tlf: 54731978