Velkommen til det nye digitale magasin

af: Lars Thygesen, formand for Energiforum Danmark


Så skete det endeligt: Energiforum Danmarks Magasin er nu blevet digitalt! Mange af jer var allerede med, da en lille smagsprøve blev givet på Energiforum 2017 i Nyborg i starten af marts.

Magasinet har i mere end 20 år været foreningens vigtigste talerør. Det er her, man kan læse om arrangementer, nye tiltag i foreningen, branchenyheder og meget mere.

Over de seneste år har kommunikationen gradvist flyttet sig til at blive mere digital. Lokalmøder, kurser og konferencer hører de fleste medlemmer nu om via nyhedsbreve eller på hjemmesiden. Branchenyheder og ny lovgivning hører mange om ad samme vej eller måske på foreningens profil på LinkedIn.

Det nye digitale format - som I møder for første gang nu – giver os mulighed for at bruge info-graphics, lyd og video i artiklerne. Alt sammen noget som skal være med til at højne standarden af foreningens kommunikation – og samtidig gøre vores artikler og nyheder lettere at dele.

Målet er også er en højere frekvens af nyheder og korte artikler, som kan publiceres og deles via nyhedsbreve, LinkedIn med videre.

De længere, mere dybdeborende og lidt tungere artikler reserveres stadig til magasinet, som vil udkomme cirka i samme frekvens som det nu tidligere papir-magasin, nemlig fem gange om året.

Jeg glæder mig meget til at følge magasinets udvikling i det nye format – og jeg håber, at I vil tage godt imod det.

Energiforum 2017 satte rekord

Fremtidens teknologier var også godt repræsenteret på Energiforum 2017, både blandt de mange spændende indlæg, men også hos de flotte stande i udstillingen. Vi hørte blandt andet om genbrug af byggematerialer, virtuelt design og så et teknikrum igennem 3D-briller.

Udover solide faglige input og gode diskussioner i debatboderne var et højdepunkt blandt de mange deltagere de små og store - og mere eller mindre organiserede - rum til den korte snak, en længere erfaringsdeling, udveksling af visitkort eller måske et glædeligt gensyn.

Traditionen tro bød Energiforum 2017 også på foreningens årlige generalforsamling. For første gang havde jeg fornøjelsen af at aflægge beretning, og dét om en god udvikling for foreningen. Økonomien er sund, vores nye tiltag - som akademiets kurser og vores målrettede indsats med studerende – blomstrer, ligesom vores møder og konferencer er velbesøgte og får rosende ord med på vejen fra deltagerne.

På generalforsamlingen skete der en mindre udskiftning i bestyrelsen. Du kan se bestyrelsen på Energiforum Danmarks hjemmeside.

Nå ja – fik jeg nævnt at Energiforum 2017 igen i år satte rekord både med deltagerantal og med deltagernes tilfredshed?

Rigtig god læselyst med vores nye digitale magasin!