Foto: Colourbox 

Energiforum Danmark - Vi giver medlemmerne ordet

af: Ulrik Blaabjerg, Energiforum Danmark


Energiforum Danmark arbejder konstant på at gøre foreningens fokus skarpere i forhold til vores medlemmer. Det har blandt andet resulteret i en redefinering af foreningens vision og berettigelse. I den forbindelse har vi spurgt nogle af vores medlemmer, hvordan de gør brug af Energiforum Danmark, og hvad de får ud af det.

 

Bygherren

Theis Petersen er bygherre i Københavns Ejendomme. For ham er en af de primære årsager til, at Energiforum Danmark er interessant og relevant både fagligt og personligt, den brede medlemsskare, der samler interesser inden for energi i ejendomme.

Theis’ arbejde hos Københavns Ejendomme, der primært tager udgangspunkt i energidataanalyser, projektudvikling og ledelsesinformation, betyder dog, at en del af foreningens tilbud ikke er relevant for ham.

- De mere tekniske dele af netværket er spændende, men ikke anvendelige i mit daglige arbejde. Her kunne måske efterlyses lidt mere strategisk fokus på området, lyder opfordringen fra Theis.

I Energiforum Danmarks ser han dog en forening der er ”med på beatet” i forhold til, hvad der rører sig inden for branchen og fremhæver et eksempel som sidste års temadag om non energy benefits ved energirenoveringer. Her kom indeklima på dagsordenen, og for Theis var det givende at få et indblik i et emne, der er omgærdet af en hvis usikkerhed.

Han opfatter nemlig Energiforum Danmark som værende med til at sætte et vigtigt fokus på samtidige tendenser og emner inden for energiforbrug i ejendomme. Om det så er med til at udfordre hans vanetænkning, er han dog mere usikker på.

Han deltager typisk i en håndfuld arrangementer årligt - arrangementer som ofte er med til at belyse problemstillinger eller emner, der præger hans og kollegernes hverdag i Københavns Ejendomme.

Der er en god indgangsvinkel til at undersøge branchens tilgang til et givent emne og er i høj grad er med til at konkretisere forskellige løsningsforslag og arbejdsmetoder inden for et område, mener han.

- Jeg har dog endnu til gode at afprøve en præsenteret løsning, men det skal nok komme, lover han.

Foto: Julie Malmstrøm. At styrke sit netværk udtrykker alle tre er en af de vigtigste grunde til deres medlemskab.

Leverandøren

Morten Dysted Dahl er administrerende direktør i EnergiData. Han synes, det er oplagt at være en del af Energiforum Danmark, fordi energi og energibesparelser i bygninger er et fælles fokusområde. Set gennem hans briller ligger foreningens styrke og berettigelse i det store netværk, som han og virksomheden fra tid til anden drager nytte af.

Morten og hans medarbejdere i EnergiData deltager jævnligt i Energiforum Danmarks arrangementer, ligesom EnergiData hvert år har en stand til årsmødet, hvor de præsenterer noget af det nyeste, de har lavet inden for deres felt. Her erfarer Morten, at det både er muligt at få et talerør til at fortælle om, hvad EnergiData kan inden for branchen, samtidig med at de altid får noget med hjem om, hvad kollegaer i branchen laver, og om hvad der rører sig.

Hos EnergiData ser man Energiforum Danmark som et sted, hvor der findes inspiration og viden.

- Skulle jeg pege på noget, som der godt kunne være mere af, ville det være krydsfeltet mellem software, data og energiforbrug, mener Morten.

Underviseren

For Erik Andersen, adjunkt på Erhvervsakademiet Lillebælt, er det især muligheden for at holde øje med, hvad der rører sig inden for energiforbrug i bygninger i bred forstand, der er en af årsagerne til hans årelange medlemskab.

Erik forklarer desuden, hvordan han aktivt i sin undervisning på energiteknologstudiet bruger den viden og information, der er tilgængelig på Energiforum Danmarks hjemmeside, arrangementer og så videre.

- De studerende besøger årsmødets foredrag og udstilling og deltager gerne i lokalarrangementer, når der er noget, som er relevant. Det er også det en god og nem måde at vedligeholde sit netværk på, siger han.

Erik Lillebælt har igennem mange år deltaget i Energiforum Danmarks arrangementer. Her er årsmøderne en årlig tilbagevendende begivenhed, som han betragter som et oplagt sted at møde tidligere kolleger og få plejet netværket.