Diskussionen om den russiske rørledning Nord Stream 2 er ikke kun et spørgsmål om energipolitik og prisen på gas, men også om sikkerhedspolitik. Det er et spørgsmål for dig og mig om, hvem vi vil være afhængige af.

Olie og gas har som andre ressourcer været midler i international politik, og kontrol med ressourcer har i årtusinder været omdrejningspunkt for menneskelig konflikt.

Når regeringen sender ”… Høring vedrørende forslag til lov om ændring af lov om kontinentalsoklen (tilladelse til visse rørledningsanlæg på søterritoriet)” ud, så er det ikke et spørgsmål om miljølovgivning, der ønskes reguleret, men indførelsen af muligheden at inddrage udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn.

En evig konflikt

Koblingen imellem energi og sikkerhed har altid eksisteret - både på makroplan og på mikroplan.

Gå en tur langs de danske åer, der hvor der var vandmøller i gamle dage. Spørger man lokalhistorikerne, vil de hurtigt kunne finde eksempler på voldsomme konflikter imellem dem, der havde vandmøller opstrøms og dem, der havde nedenstrøms. De kæmpede om vandpresset, og om, hvornår man måtte åbne og lukke for det opstemmede vand.

Vand har igennem årtusinder været en afgørende ressource, som mennesker var klar til at kæmpe om. På samme vis er gas og olie ressourcer, der enten kan udløse konflikter, eller som kan bruges i konflikter som et ikke-dødeligt våben.

Ressourcer under pres

Kampen om ressourcer skærpes i de kommende år. Det er budskabet i hovedparten af alle efterretningsrapporter, der beskæftiger sig med sikkerhed på 5-15 årigt sigte.

Den fremvoksende middelklasse i Asien er et af de helt store problemer. Tænk på Kina, hvor 400-800 millioner mennesker er hevet op fra fattigdom igennem de seneste cirka 20 år. Her ønsker man sig en velstand, der mindst er på lige fod med den, som man ser i Europa og USA – og det giver et massivt pres på ressourcerne.

Olie og gas er en del af dette pres. Tilsvarende udvikling har vi set tidligere i historien – blandt andet i Europa op igennem 1950’erne og 1960’erne.

Olie som politisk kampplads

Oliekrisen i 1973 er et godt eksempel herpå. Efter 1945 skete der en meget stor stigning i forbruget af olie. Den blev brugt til at levere strøm og varme til de mange nye biler og elapparater, der kom på markedet. I Vesten voksede middelklassen, og den havde et energitungt merforbrug.

Samtidigt voksede frustrationen blandt en række arabiske stater over, at oliepengene ikke gik i deres lommer, men i lommerne på de internationale olieselskaber. Her blev energi til et instrument i international politik, og energipriser afspejler den sikkerhedspolitiske situation.

Krisen i 1973 blev udløst af Yom Kippur-krigen, hvor Israel blev overfaldet af Egypten og Syrien. Israel modtog støtte fra USA og Iran, hvilket udløste en olieblokade fra de arabiske oliestater. Kort efter annoncerede de, at de både ville skære i produktionen og hæve olieprisen.

Oliekrisen medførte en tredobling af prisen på olie, og viser tydeligt, hvordan man kan bruge energiressourcer i international politik. Den viser dog også, at økonomi er afgørende. Det lykkedes ikke for de olieproducerende stater at stoppe den amerikanske støtte til Israel, men det lykkedes dem at tjene markant flere penge end før krisen.

Grumset gaskonflikt

I januar 2009 manglede europæerne gas. Eller rettere: Det russiske selskab Gazprom lukkede for forsyningen via gasledningen, der løber igennem Ukraine til Bosnien-Herzegovina, Bulgarien, Grækenland, Italien, Kroatien, Makedonien, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig.

Op imod en fjerdedel af EU-landenes gasforsyninger stammer fra Rusland, og 80 procent af disse forsyninger løber gennem Ukraine. Det var hverken første eller sidste gang, at Gazprom lukkede for gassen til Europa. Det skete også i 2006 og senest i 2016. Russiske Gazprom og ukrainske Naftogaz har skændtes om gasprisen og de afgifter, som Ukraine måtte tage for, at gassen løb igennem rør på ukrainsk territorium og videre til EU-staterne.

Konflikten om russisk gas gennem ukrainske rør har mange dimensioner. Det drejer sig om økonomi – hvor dyrt er det for russiske selskaber at bruge Ukraine som transitland, og hvor meget kan Ukraine tjene på denne transit?

Efter annekteringen af Krim drejer det sig i lige så høj grad om sikkerhedspolitik, idet Ukraine kan lukke for russisk gas til Europa, og derved presse Rusland i konflikten. Ud over den helt lokale russisk-ukrainske konflikt og dens effekt på EU, så er der den ekstra dimension, at USA med dets sanktioner imod Rusland – på baggrund af annekteringen af Krim – kan udføre sanktioner imod virksomheder, der er forbundne til den russiske gasindustri.

Ønsket om selvforsyning

Ukraine er ikke den eneste stat, hvor Rusland har brugt gas politisk. Da Litauen i 1990 brød ud af Sovjetunionen (Rusland) lukkede det for gassen.

Det er derfor naturligt, at stater i Europa overvejer, hvordan de kan blive uafhængige af olie og gas fra Rusland - og måske endda blive helt eller delvis selvforsynende. I Ukraine har man intensiveret egen gasproduktion og i Litauen har man besluttet sig for en gasterminal, der kan sikre leverancer fra for eksempel USA. I USA har man valgt at bruge skiffergas (shell-gas), fordi det gør landet langt mere uafhængigt af Mellemøsten.

Gas er med andre ord et våben - lige som de militærgrønne mænd, der lige pludseligt dukkede op på Krim. Ikke et direkte dødeligt våben, men et meget effektivt ét. Dette våben har dog en hage – man mister indtjening til gasselskab og statskasse.

Jeg tror ikke, at jeg har noget som helst i min husholdning, der er produceret i Rusland – prøv at se i din egen husholdning. Det udgør et massivt problem for Rusland, der er ekstremt afhængigt af energisektoren. Energisektoren udgør et sted imellem 20 og 25 procent af Rusland BNP og cirka 65 procent af Ruslands eksport. Derfor tilpasser Rusland sig også, og søger at komme uden om Ukraine ved at etablere flere alternative gasledninger.

Europas dilemma

Nord Stream, Nord Stream 2, TurkStream og South Stream var eller er russiske forsøg på at sikre den russiske gaseksport til Europa. South Stream blev stoppet af EU. Det kan EU, når pipelinen går på land, og derfor kan EU ikke stoppe Nord Stream og Nord Stream 2, og da Tyrkiet ikke er en del af EU, har EU ikke kunnet stoppe TurkStream.

I EU er vi som borgere nu fanget i et spil, hvor vi på den ene side gerne vil være sikre på gas og energi generelt. På den anden side er vi nok ikke helt så begejstrede for Ruslands annektering af territorium i en selvstændig stat, og Ruslands generelle ageren giver dybe panderynker rundt om hele Østersøen.

Nord Stream 2 skal sikre blandt andet gas til Tyskland – og her er man i et dilemma. På den ene side vil man gerne have gas leveret uden problemer. Men samtidigt vil denne pipeline ødelægge økonomien i det allerede dårligt fungerende Ukraine, og Kongressen i USA ser med stor skepsis på Nord Stream 2.

Energipolitik er sikkerhedspolitik, og den danske regering står over for en ikke særlig behagelig beslutning: Tilladelse til Nord Stream 2 – ja eller nej?

Se også

DR-programmet "Langt fra Borgen" rejser spørgsmålet: Skal russerne have lov til at føre gas gennem Danmark? Se videoen her: