Hvem har ansvaret, når en funktionsafprøvning afslører fejl og svigt i byggeriet? Ifølge advokaten peger pilen på tre parter: Bygherren, som ikke melder præcist nok ud, hvad det er, han vil have. Rådgiveren, som ikke projekterer byggeriet ned på et realistisk niveau. Og entreprenøren, som glemmer sin faglighed og uden kritisk vurdering følger de udstukne tegninger.

Som advokat i TEKNIQ Installationsbranchen er Preben Meinecke-Søes vant til at håndtere de tvister, der lidt for ofte opstår i kølvandet på byggeri og funktionsafprøvninger.

For ham er svaret på, hvordan man undgår uenigheder og gensidige beskyldninger faktisk ganske enkelt: Forberedelse, forberedelse, forberedelse.

– Man skal egentlig bare gå efter topmålet af dovenskab: Gør det rigtigt første gang! Dét er nøglen til en funktionsafprøvning uden skænderier – og det, der er værre, påpeger han.

Hvem har ansvaret?

Men hvem har egentlig ansvaret for, at byggeriet kører, som det skal, og at funktionsafprøvningerne kommer ud med rene 12-taller? Det kommer ifølge den erfarne jurist fuldstændig an på, hvad der er aftalt fra starten.

– Udgangspunktet er, at det er bygherren, som går ind i projektet og fastlægger, hvad er det for nogle krav, han har til bygningen. Det bliver alt sammen fastlagt i aftalegrundlaget mellem bygherren og entreprenøren. Og det sker jo på baggrund af den projektering, som rådgiveren udfører. Når man så bagefter kommer til funktionsafprøvningen - lever den så op til de krav, der er fastlagt? Hvis der er fejl, er det så en manglende kendt forudsætning, en udførelsesfejl eller en projekteringsfejl? Hvis for eksempel nu rådgiveren har lagt ruten til Rom, men når man kører efter hans vejledning, ender man i Napoli – så er det jo ikke entreprenørens skyld, forklarer han.

Preben Meinecke-Søes kender ikke til, at der er lavet statistik på området, men voldgiftspraksis tyder på, at alle tre parter er lige store syndere – og selvfølgelig er der også indimellem nogle leverandører, hvis varer bare ikke er gode nok.

Knivskarpe krav

Den væsentligste årsag til, at der opstår fejl og mangler, er altså typisk, at man i forberedelsesfasen ikke har været god nok – og ”man” her er alle tre parter.

Hvis bygherren ikke har været klar i mælet om, hvad det er, han vil have, og hvis han løbende begynder at ændre på tingene, efterhånden som der bygges – så er der stor risiko for, at det går galt undervejs, mener Preben Meiecke-Søes.

– Det er et problem, at bygherren nogle gange ikke er skarp nok. I relation til funktionsafprøvning er det hans job at definere, hvad hans krav er, og hvad skal der foretages af afprøvninger, siger han.

Samtidig har rådgiverne mange gange det problem, at de bliver presset økonomisk fra bygherrens side. Det resulterer i, at der ikke afsættes de nødvendige ressourcer til at projektere ordentligt – og så kan det ende som i Preben Meinecke-Søes’ skrækeksempel fra en kendt, københavnsk byggesag, hvor han på nogle installationer har set revisionstegning nummer 115, version 160. Det understreger vigtigheden af at projektere ordentligt færdigt, inden man går i gang.

En af fejlene, som entreprenørerne ifølge advokaten mange gange begår, er, at de køber materialer ind efter rådgiverens tegninger og lister, men uden at tænke på, om det nu også kan fungere i praksis og overhovedet er bygbart.

– Entreprenørerne skal være bedre til at bruge deres faglige erfaring og rutine og tænke, at hvis jeg laver det her, bliver resultatet så det rigtige? Det kan være størrelsen på rørene, det kan være kvaliteten, det kan være så mange ting. Eller man kan se på tegningen, at den mængde luft, der bliver leveret af aggregatet giver 80.000 kubikmeter luft, men når man går op på lokalerne, så kan man se, at de enkelte armaturer tilsammen bruger 100.000 kubikmeter. Dér skal entreprenøren spørge, jamen, hvad vil du så have, bygherre? Vil du have de 80, som du skriver på det her anlæg, eller vil du have de 100 heroppe? Det må man forvente, at bygherren tager stilling til, understreger han.

Ikke to sager er ens

Meget kommer også an på, hvad aftalen er mellem bygherren og rådgiveren, fordi der er forskellige krav til den ydelse, som ingeniøren og arkitekten skal levere. Nogle gange skal de bare projektere til det, der kaldes hovedprojektet; det vil sige det, der skal til myndighedsgodkendelse.

Men den projektering er ikke god nok til at bygge efter for entreprenøren. Han kan bare se, at her ligger et princip for, hvordan det skal være. Og her skal han ifølge advokaten blive bedre til at spørge ind til, hvordan bygherren præcist gerne vil have det. Hvilke rør skal bruges her? Hvad skal dimensionen være? Hvor meget varme skal der afgives? Hvor store radiatorer skal der være?

Og så skal rådgiveren sørge for at projektere ned til et niveau, hvor man faktisk kan bygge. Alternativet må være, at entreprenøren tager sig betalt for at færdigprojektere.

Ansvaret for de lidt for mange skæverter er altså ikke sådan lige at placere på en enkelt stol.

– De sager, vi sidder med, er meget forskellige. Man kan ikke sige noget entydigt. Men manglende forberedelse, og når bygherren ændrer mening undervejs – det er to af de helt store årsager til fejl i funktionsafprøvningen. Derfor kan det ikke siges nok:  Sæt tid og økonomi af til at forberede det her ordentligt. Tænk det igennem, råder den erfarne advokat.