Foto: Colourbox 

Indeklimaet er afgørende for at bevare kunst

af: Soffi Gantzhorn Hildebrand, studentermedhjælper

Indeklima bliver ofte forbedret efter parametre som sundhed og komfort. Men på landets museer er kravene til indeklimaet fastsat ud fra kunstens kriterier; og kunst kræver først og fremmest en stabil temperatur og en middel luftfugtighed. Det ved de alt om på Statens Museum for Kunst, der renoverede sine tekniske installationer i 2016 og stadig arbejder med at optimere løsningerne.


Verdens største samling af Christian Købkes og Vilhelm Hammershøis værker, skulpturer fra 1300-tallet og et væld af malerier fra Vesteuropas største kunstnere fra år 1300-1800 trækker hver dag masse af besøgende til Statens Museum for Kunst. Men de mange besøgende påvirker indeklimaet. Det samme gør deres overtøj og de mange vejrskift i Danmark generelt.

Derfor er det en både svær og vigtig opgave at sikre et godt, og ikke mindst stabilt, indeklima på Statens Museum for Kunst; for med ansvaret for en kunstskat, der rummer mere end 260.000 nye og gamle værker, er der ikke råd til at slække på kravene.

Kunst frem for mennesker

Store udsving mellem temperatur og luftfugtighed kan ganske enkelt ødelægge malerier, tegninger og andre kunstgenstande, som udstilles og opbevares på museerne. Derfor er tanken på værkerne, og ikke på hverken besøgende eller personale, når indeklimaet skal sikres. Og kunst har andre behov end mennesker.

Det fortæller projektchef i Jysk CTS, Peter Sebelius, der har arbejdet med indeklimaet på netop Statens Museum for Kunst.

- Hos mennesker kigger man meget på CO2-indholdet i luften og finder en passende temperatur til de mennesker, som befinder sig i rummet, siger han og uddyber:

- Med indeklimaet i museer er man lidt mere ligeglad med CO2-indholdet, og om temperaturen er tilpasset til de besøgende. Her er der mere fokus på, at luftfugtigheden hverken er for høj eller for lav, og at temperaturen er stabil i forhold til kunsten.

Bodil Olsson, som er teknisk driftskoordinator på Statens Museum for Kunst, forklarer videre, at netop stabilitet er et nøgleord i forhold til at skabe et sundt indeklima på museer. Vel at mærke et sundt indeklima for kunsten.

- Værkernes bevaring er afhængig af et stabilt indeklima uden udsving. Man kan kort sige, at temperatur og luftfugtighed helst skal ligge på en rimelig lige linje, fortæller Bodil Olsson.

For at sikre det stabile indeklima, der er så afgørende for at bevare de mange skrøbelige kunstværker, er det afgørende at finde løsninger, der kan kompensere for de forhold, der påvirker indeklimaet. Altså, de mange besøgende med snevåde frakker i vinterhalvåret, solens unødige stråler i sommerhalvåret og mange andre lignende påvirkninger.   

Foto: Ansat på Statens Museum for Kunst læser højt for børnene i efterårsferie i rammer, som er tilpasset efter kunstens præmisser (Heine Pedersen).

260.000 værker sikret med nyt CTS-anlæg

Frem til 2016 skete dette ved dette ved at lagre damp fra HOFOR, som kunne udsendes via ventilationssystemet ved behov, og ved hjælp af kølesystemet Freon U22. Men da HOFOR ikke længere kunne tilbyde damp til lagring, og de øvrige systemer også skulle udfases, gav det også mulighed for at opgradere de tekniske installationer, som sikrer indeklimaet og dermed de mere end 260.000 værker på Statens Museum for Kunst. Valget faldt på et CTS-anlæg, som blev installeret af Jysk CTS, til både køl, varme, ventilation og befugtning.

- For at overvåge indeklimaet i vores udstillingsområder både permanente og særudstillinger, så er det et must at have et CTS-anlæg, mener Bodil Olsson, der bliver suppleret af Peter Sebelius:

- CTS-anlægget opretholder et stabilt indeklima med de rigtige temperatur-, fugt- og CO2-niveauer, som kræves for opbevaring af uerstattelig kunst, forklarer Peter Sebelius.

Renoveringen på Statens Museum for Kunst var så omfattende, at al CTS blev udskiftet med noget nyt. Det betyder også, at løsningerne stadig testes og tilpasses løbende for at sikre, at indeklimaet er optimalt ud fra kriterierne for temperatur og luftfugtighed.

Fakta:

Det er ikke kun temperatur og luftfugtighed, der er afgørende for at bevare kunst i mange år. Sollysets UV-stråler kan falme farver på uerstattelige malerier.

Maleriet ”Faun & Nymfe” fra 1948 er et eksempel på et værk, der har taget skade af sollys. Det skete, da det hang i ”den nye afdeling” på Statens Museum for Kunst, hvor arkitekturen er præget af store, åbne vinduer og masser af dagslys.

Problemet er i dag løst ved, at samtlige vinduer er blevet forsynet med lys-, UV- og varmereducerende solfilm.

Ingen tiltag, hverken i forhold til sollys eller indeklima generelt, kan dog forhindre, at kunst bliver påvirket over tid. Men den rette viden kan, sammen med de rette tekniske løsninger, give de bedste forudsætninger for at bevare kunsten.

Kilde: Danske Museer