Med en app transporteres energiledelse ud til Coop's 40.000 medarbejdere. Foto: Coop 

Succesfuld energiledelse kræver engagement fra top til bund

af: Kira Toft Schmidt, Ansvarlig for energiledelse i Coop.

Coop har arbejdet med energiledelse i to et halvt år. Og resultaterne taler for sig selv. Koncernen har reduceret elforbruget med 13 procent og er netop blevet kåret til Danmarks mest bæredygtige virksomhed. Men der bliver ikke hvilet på laurbærrene. Implementeringen af energivenlige varmepumper og solcelleanlæg skal bane vejen for en samlet energibesparelse på hele 20 procent inden 2021.


Det er ikke hverdagskost, at jeg bliver sendt uden for døren. Men det var i en god sags tjeneste. Force Certification skulle nemlig auditere kædedirektørerne i Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Dagli’Brugsen i forbindelse med, at hele Coop koncernen skulle ISO 50.001-certificeres.

Force Certification ville gerne høre direktørernes umiddelbare mening og engagement i projektet uden at blive påvirket af mig. Så det blev til en time uden for døren med rigtig meget uro i maven.

Men efter en time gik døren op, og der blev uddelt krammere (fra nogle flere krammere). De VAR faktisk glade og engagerede. De er jo købmænd først og fremmest, og der er penge i at spare på energien.

Mit mantra var hele tiden at gøre det så enkelt som muligt for dem at komme med på vognen. Jeg skulle nok lave alt benarbejdet.

Det blev til 2-4 korte møder per kæde, hvor de på det første møde skulle sige: ”ja tak” – det her VIL vi – og dernæst korte infomøder, hvor jeg fortalte, hvad jeg gjorde for at få medarbejderne i butikkerne med.

Taktikken var, at direktørerne skulle informeres om det mest nødvendige, og så tog jeg resten med driftscheferne. Og det virkede. For de ER med på vognen, og det endte med at blive meget mere end økonomi for dem. At være en del af Danmarks største energiledelse-certificering viser, hvor meget vi i Coop gør for at tage del i klima-dagsordenen. Coop har fx lige modtaget prisen som Danmarks mest bæredygtige virksomhed.

Coop sigter efter 20 procent mindre energiforbrug i 2020

Det første Coop gjorde var at få lavet en analyse af potentialet for at spare på energien. Og det viste sig at være stort nok til, at direktion og bestyrelse afsatte ca. 300 mio. kr. til en lang række tiltag, der inden udgangen af 2020 skulle reducere energiforbruget med 20 procent.

På to et halvt år har Coop sparet 60GwH, hvilket svarer til ca. 13 procent af elforbruget målt i forhold til 2016. Det har vi gjort ved at:

  • Indføre ISO 50.001 i hele Coop koncernen
  • Skifte til LED lys i 700 butikker – færdigt i 2018
  • Opsætte 10.000 nye målere på el, vand og varme i 700 butikker med ekstern overvågning af spild og ineffektivitet – færdigt i 2019
  • Køleoptimere 700 anlæg – færdigt i 2019
  • Etablere ny CTS-platform i 700 butikker – færdig i 2020

Coop har sparet 13 procent af elforbruget i deres 1200 butikker fordelt over hele landet i forhold til 2016. Målet er at elforbruget i supermarkedskæden skal reduceres med 20 procent inden 2020. Foto: Coop

Energiledelse stopper aldrig

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad vi vil gøre for at nå de sidste syv procent og reducere Coop’s energiforbrug med 20 procent i alt.

I første omgang udfaser vi alle olie- og gasfyr og erstatter dem med varmepumper. Det projekt forventes at blive afsluttet allerede i år.

Inden vi skriver 2021, vil en lang række af vores butikker også have fået solceller på tagene.

Og så arbejder vi med at efterisolere alle varmecentraler og videreudbygge kølestrategien, så den bliver mere intelligent og energibesparende.

En lang række andre tekniske tiltag er yderligere i støbeskeen, men energiledelse handler ikke kun om at implementere. Det handler i lige så høj om hele tiden at være konstant på dupperne og bevare førertrøjen i den grønne omstilling.

Flere virksomheder har en tendens til at stoppe med at udnytte alle de muligheder, teknikken skaber, når de først er implementeret. Med ISO 50.001-certificeringen forpligter vi os til at blive ved med at fokusere på at spare på energien og konstant forbedre os, så vi hele tiden får udnyttet mulighederne.

Den nye teknik giver kun værdi, hvis der fokuseres på ansættelsen af ressourcer, som kan udnytte de tekniske systemer, når de er sat op. Derfor har Coop også ansat personer til dagligt at kigge på systemerne og finde besparelsespotentialer.

Samtidig er EnergiData hyret til hver dag at screene røde alarmer og reagere på dem ved først at ringe til butikken og spørge ind til problemet.

For nyligt reagerede Energidata på en butik, der havde en væsentlig stigning i vandforbruget. Butikken havde ingen forklaring på hvorfor og havde ikke set, hørt eller lugtet noget. Energidata kunne via målerne så lede butikschefen ned til et mindre rum i kælderen, hvor vandet faktisk stod og fossede ud.

Den type cases har vi haft mange af, og det har gjort, at vi har sparet rigtig mange penge og undgået ressourcespild og dyre reparationer. 

Energi-app holder dampen oppe hos medarbejderne

Når energiledelse er implementeret i toppen, skal den transporteres ned i bunden og ud til vores 40.000 medarbejdere.

Hos Coop udbreder vi bl.a. energiledelsen til medarbejderne via en nyudviklet app, der leverer informationer omkring alt i Coop, herunder også medarbejdernes egen kæde eller butik.

Energi fylder rigtig meget i newsfeedet på app’en, og der er løbende opslag med gode råd til at spare i løbet af dagen og om natten. Medarbejderne kan se små kortfilm med forslag til energibesparende adfærd, deltage i quizzer og konkurrencer og ikke mindst komme med idéer til, hvordan Coop kan spare mere på energien. 

Vi testede først app’en af i alle Irma-butikker i et år, hvilket resulterede i, at der var 100 % kendskab til Coops energiprogram.

Nu skal energiledelsen så ud og leve digitalt i alle kæder og ikke kun via ugebreve, mails mv. Så selvom vi har været i gang i to år og seks måneder med at gøre Coop grønnere, så er rejsen langt fra slut.

Hvordan reducerer Coop deres energiforbrug?

Har du lyst til at vide mere om Coops energirejse, så læs med her: