Foto: Unsplash 

Digitale værktøjer hjælper flere og flere med at skræddersy personlige klimaaftaler

af: Cecilie Holm Arentoft, studentermedhjælper hos Energiforum Danmark

At lægge personlige klimaaftaler for at imødekomme en grønnere tilværelse er blevet det nye sort. Tusindvis af danskere benytter sig af digitale værktøjer for at lægge livsstilen om og leve mere bæredygtigt. ”Klimaaftalen giver mig en følelse af handlekraftighed, fordi den giver mig nogle konkrete mål, som jeg kan følge uden at være afhængig af min families beslutninger,” fortæller 15-årige Sarah Fuglsang-Fog, der har skræddersyet sin egen klimaaftale.


6700 danskere har lavet deres egen personlige klimaaftale på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside, siden lanceringen af det digitale værktøj i september i år.

Min klimaaftale’ er det seneste værktøj, der giver konkrete muligheder for at gribe til handling for klimaet.

En lang række apps, som du kan læse mere om i vores store guide efter denne artikel, gør det samme ved at guide dig til, hvordan du bl.a. kan undgå madspild, investere dine sparekroner i grønne løsninger og fylde klædeskabet op med genbrugstøj.

Danmarks Naturfredningsforenings klimaaftale-værktøj opstiller 10 klimamål, der reelt gør en forskel og som relativt nemt kan indføres i hverdagen. Som mål kan man blandt andet vælge, at man vil skubbe aktivt på for en ambitiøs klimapolitik, cykle på arbejde i et år og arbejde for at gøre sin bolig grønnere.

Når den personlige klima-aftale er på plads, tilsender Danmarks Naturfredningsforening guides og nyhedsbreve til at hjælpe én i gang.

”Vi vil gerne hjælpe danskerne til at leve mere klimaklogt. Vi oplever, at de fleste godt ved, det står skidt til med klimaet og at rigtig mange gerne vil gøre noget ved det. Men mange er ikke klar over, hvad de præcist kan handle på. Det forsøger vi at konkretisere med ‘Min klimaaftale’, så flere danskere kommer i gang med at handle klimaklogt” fortæller Michael Ohmsen, der er digital chef hos Danmarks Naturfredningsforening.

Udover at kampagnen giver gode råd og vejledning, har den i lige så høj grad til formål at inspirere og udbrede budskabet om, at vi hver især kan og skal handle for at få klimaet på ret kurs, fortæller Michael Ohmsen:

”Vi kan som mennesker ikke sætte ind på alle punkter fra dag ét. Derfor er de fleste klimamål forbrugerorienterede og nogen som relativt nemt kan indføres i den enkelte persons hverdag uden alt for drastiske ændringer”.

Sarah Fuglsang-Fog, privatbillede. 

“Klimaaftalen gør mig handlekraftig”

Én af de i alt 6700 danskere, som har underskrevet sin egen klimaaftale på Danmark Naturfredningsforenings hjemmeside er 15-årige Sarah Fuglsang-Fog.

Hun har blandt andet valgt at halvere sit dataforbrug og har sat sig selv målene om at reducere sit kødforbrug med 50 procent og droppe flyveturene i 2020.

Sarah Fuglsang-Fog startede på klimamålene for blot to uger siden, og det er derfor for tidligt at svare på, hvordan de nye klimafortsæt kommer til at gå. Men hun er håbefuld:

”Målene med kød- og dataforbrug kan jeg relativt nemt nå uden at omlægge min hverdagsrutine for meget. Men målet om at droppe flyet i et år inddrager også min familie, hvilket er fedt. Det er en styrke for mig at kunne fortælle mine forældre om mit mål, og på den måde kan det blive til et mål for hele familien,” siger Sarah Fuglsang-Fog og slår fast, at for hende handler klimakampen om meget mere end tørre tal og CO2-reduktion:

”Klimaaftalen giver mig en følelse af handlekraftighed, fordi den giver mig konkrete mål, som jeg kan følge uden at være afhængig af min families beslutninger. Det er en fed følelse at opnå målene selvstændigt på egen hånd”.

Det kan virke overvældende, når man bliver bombarderet med et utal af muligheder for at leve grønnere, og som ung kan det være særligt svært at finde sit ståsted i hele klimaproblematikken, forklarer Sarah Fuglsang-Fog. Derfor kommer ‘Min Klimaaftale’ også som sendt fra himlen.

“Den her kampagne viser os unge, at vi rent faktisk godt kan gøre en forskel, og endnu vigtigere, så viser den også hvordan, at vi gør det,” siger hun.

Klimaapps kan blive en sovepude

Det store spørgsmål er selvfølgelig om apps og hjemmesider, som sælger sig selv på at hjælpe os med at skære ned på madspildet, reducere energiforbruget og droppe bilen og flyveturene, rent faktisk har en effekt.

Steffen Dalsgaard forsker i teknologiens rolle og betydning for vores forståelse af klimaproblematikken ved Københavns IT-universitet, ITU. Han mener, at de digitale værktøjer kan være med til give en større forståelse af verdens globale CO2-regnskab og anskueliggøre, hvordan vores adfærd bidrager til klimaforandringerne.

Men han advarer også om, at de personlige klimaplaner hurtigt kan komme til at virke som en sovepude, der får os til at lukke øjnene for de store og besværlige adfærdsændringer, der skal til, hvis klodens klima skal reddes.

Individuelle adfærdsændringer gør kun en lille forskel i det store regnskab, og de digitale klimaværktøjer kan medvirke til, at vi hurtigt vælger de nemme løsninger, frem for at tage det store seje træk. I Steffen Dalgaards øjne skal der mere end apps og hjemmesider til, før vi for alvor kan få hul på klima-bylden:

”Forandringen, som den grønne omstilling reelt kræver, ligger uden for individets formåen. Forskning tyder på, at forbrugsorienterede initiativer som klimaapps og hjemmesider primært får folk til at plukke ’lavthængende frugter’ ved fx. at droppe sugerøret i drinken og spise vegetarisk i ny og næ, mens de fortsat flyver på charterferie”, siger han.

Den forbrugerorienterede tilgang til klimaforandringer risikerer med andre ord at lulle os ind i en falsk overbevisning om, at vi som enkeltindivider er magtfulde nok til selv at vende den grønne omstilling, når vi i virkeligheden burde bruge vores kræfter på at gå sammen og kræve politisk handling:

”Apps er ok til hver deres ting, men de fanger ikke det store billede, og de kan derfor ikke stå alene. Men selv hvis en relativt stor mængde danskere omlægger til mere klimavenligt forbrug, så er det usandsynligt, at nok af os vil gøre det frivilligt – selv i et oplyst land som Danmark, hvor der kun findes få hårdnakkede klimaforandringsbenægtere”, fortæller han.

Vi har med andre ord designet vores forbrugssamfund på en måde, der ikke gør det særlig nemt for os at leve klimavenligt. Dermed ikke sagt, at forbrugsrettede initiativer som digitale klima-apps ikke kan være til gavn.

”Når flere forbrugere bliver glade for bestemte apps, som fordrer et bæredygtigt forbrug, hvad end det er klimakompensation ved flyrejser eller om det er mindre madspild, så sender dette et signal til producenterne og politikerne om, at mange forbrugere tager problemet seriøst og ønsker handling”, siger Steffen Dalsgaard og fortsætter:

”Hvis du gerne vil gøre en grøn forskel, er det vigtigt, at du støtter op om de firmaer, der har en reel grøn profil og stemmer på partier der er ambitiøse. Hvis du skal rette et kritisk blik mod dit eget forbrug, så er det eneste effektive ganske enkelt at forbrugere og producere mindre. Overvej, hvad der er er ”nice to have” og “need to have”.

Foto: Unsplash

Digitale værktøjer giver plads til refleksion

Michael Ohmsen fra Danmarks Naturfredningsforening er enig med Steffen Dalsgaard i, at det er nødvendigt, at vi også går sammen og forsøger at råbe politikerne og virksomhederne op:

”De fleste klimamål i vores kampagne er ganske rigtigt forbrugerorienterede. Men vi har valgt at brede valgene ud, så kampagnen også giver mulighed for at investere grønnere og være klimaaktivistisk. For det er rigtigt, at du som forbruger jo kun kan komme et stykke af vejen, før du møder strukturelle udfordringer, der gør det svært eller umuligt at handle klimaklogt”.

Michael Ohmsen holder dog fast i, at digitale platforme, som fokuserer på individets kamp for et sundere klima, er vigtige.

”Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende klimakrisen, skal vi alle sammen gøre noget: Politikerne, virksomhederne og dig og mig. Klima-aftalen hjælper danskerne til at ændre deres klimabelastende vaner til det grønnere. Fx har hver fjerde lovet, at de ikke vil flyve det næste år, og over halvdelen vil halvere deres kødforbrug. Det har en reel indflydelse på den samlede klimabelastning, det inspirerer andre til at gøre en forskel og sender et signal til beslutningstagerne”, siger han.

7 apps der gør det nemmere for dig at leve bæredygtigt

’Atmosfair’ – kompenser CO2-udledningen fra din flyrejse

Det kan være noget af en jungle at finde de bedste steder, hvis man gerne vil kompensere for den CO2, ens flyrejse udleder. Atmosfair tager hele klimabelastningen fra flyene med og ikke bare CO2-udslippet, som dannes under forbrændingen af flybrændstof under selve flyveturen.

Foto: Unsplash 

Når man klimakompenserer hos Atmosfair, går pengene til at udbrede effektive komfurer i lande som Indien, Rwanda og Nigeria, hvor befolkningen hver dag bruger bål med enorme mængder brænde til madlavning. Atmosfair støtter også miljøvenlig biogas i Nepal, hvor træ lige nu er den vigtigste energikilde i husholdningen, som gør, at skovene mindskes hvert år.

Endelig er de projekter, som Atmosfair støtter, certificeret af eksterne certificeringsorganisationer. Dette er vigtigt, da det giver dig en garanti for, at pengene rent faktisk går til projekterne, at projekterne bliver gennemført og at de rent faktisk resulterer i de CO2-reduktioner, der loves fra Atmosfairs side.

Læs mere om Atmosfair her.

’Too Good to Go’ – køb lækker overskudsmad og bekæmp madspild

’Too Good to Go’ er en dansk app, som giver dig mulighed for at spise lækker mad fra restauranter, caféer og bagere, samtidig med at du bekæmper madspild. Ved hjælp af GPS lokaliserer app’en de spisesteder i nærheden af dig, der tilbyder overskudsmad til billige priser. Det kræver dog, at du er fleksibel, da tiderne, hvor du kan hente maden, oftest er meget korte.

Download appen til iPhone  og Android   

’For resten’ – inspiration til restemad

’For resten’ hjælper dig til at bekæmpe madspild i dagligdagen ved at sætte fokus den mad, der er til overs i dit eget køleskab. Mangler du inspiration til at bruge kartoflerne fra dagen før eller resterne fra kødsovsen, kan du hente tips og tricks her. Ved at søge på en eller flere ingredienser, som er til overs i dit køkken, giver app’en dig inspiration på opskrifter, som dine rester kan indgå i. På den måde undgår du at skulle spise den samme ret flere gange i træk. ’For resten’ er udviklet af Forbrugerrådet Tænk og mange af opskrifterne kommer fra læserne selv.

Download appen til iPhone og Android 

Freemi – et hav af gratis ting

Freemi er udviklet af tre studerende fra DTU med det formål at få folk til at smide færre ting ud ved at gøre det lettere at give tingene væk. Appen består af forskellige kategorier som fx. ’bolig’, ’elektronik’, ’hende’, ’ham’ og ’børn’. Hvis du ser en ting, du godt kunne tænke dig, bliver du stillet i kø til varen, og med over 160.000 brugere i Danmark, skal du være hurtig på tasterne for at komme først til mølle. Appen mest egnet til at finde legetøj eller møbler, og der er langt imellem de gode fund. Men det er et fint alternativ til de lokale Facebook-grupper med gratis-ting, der ofte drukner i mængden.

Læs mere om Freemi og download app’en her. 

’Make Impact’ – invester dine penge meningsfuldt

Der er en stigende tendens til, at vi ikke længere kun går op i, om vi får et godt afkast, når vi investerer. Vi vil også gerne være med til at skubbe verden i en grønnere og mere social retfærdig retning med vores pengepung. De krav forsøger appen ”Make Impact” at indfri. Den giver et nemt og hurtigt overblik over, hvor du med fordel kan investere dine penge for at gøre verden grønnere – og måske ovenikøbet få et godt afkast. Appen lister en række virksomheder fra UN Global Compact ud fra, hvilke af de 17 FN verdensmål, virksomhederne arbejder med. På den måde kan du prioritere, hvilke verdensmål du gerne vil støtte op omkring og investere i. Du køber ikke aktierne direkte gennem appen, men appen sørger for at sende dine ønsker videre til din bank, der så kan hjælpe dig.

Læs mere om ‘Make Impact’ og hent app’en her

Foto: Unsplash 

Good on You – find bæredygtigt produceret tøjmærker

Tøjindustrien står for omkring 10% af verdens samlede CO2-udslip, og industrien har desværre nogle dystre skeletter i skabet i form af forurening, affald og overtrædelser af menneskerettighederne. En del virksomheder ved udmærket godt, at forbrugerne er blevet mere klimabevidste i vores valg, og mange forsøger skjule deres sorte sandhed ved hjælp af greenwashing. Som forbrugere står vi derfor på herrens mark, hvis vi selv skal finde hoved og hale i, hvilke tøjmærker tøj, der rent faktisk har en bæredygtig produktion i hele værdikæden. Her kommer appen ”Good on You” til undsætning. Appen har lavet analyserne for dig og vurderet tøjmærker på kriterierne miljø, arbejdstagerrettigheder og dyrevelfærd.

Læs mere om Good on You her

Kampen for et sundere klima er måske det vigtigste slag i vor levetid. Men hvad kan du selv gøre for at bremse den globale opvarmning og sikre en grønnere fremtid for kommende generationer? Det spørgsmål forsøger Energiforum Danmark at besvare i en atikelserie, der hele året sætter fokus på meget konkrete – men også meget forskellige – måder at reagere på klimaudfordringen på.