Foto: Ulrik Jantzen 

Fire spørgsmål til ministeren

af: Dorte Nørregaard Larsen, Energiforum Danmark

Dan Jørgensen har nu haft posten som Klima, Energi- og Forsyningsminister i 150 dage. Skåltaler og valgsnak er overstået, og hverdagen er i gang. Energiforum Danmark har stillet ministeren fire spørgsmål om, hvad vi kan forvente af ham som minister.


70-procentsmålet er ambitiøst, men ikke umuligt. Kan du pege på de tre vigtigste initiativer, du vil tage, for at trække os nærmere målet?

”Vi har allerede lavet klimapartnerskaber med erhvervslivet, gjort den politiske infrastruktur langt grønnere og fordoblet den øremærkede støtte til grøn forskning og udvikling i 2020. Så jeg synes, vi er kommet godt fra start med en række vigtige initiativer, som jeg oplever, får opbakning fra mange dele af samfundet.  

Regeringens klimahandlingsplan vil indeholde en lang række yderligere initiativer, der skal bidrage til at sikre opfyldelsen af vores ambitiøse målsætninger. Udledningerne skal ned i alle sektorer, og det er naturligvis udfordrende, da mange af de lavthængende frugter er allerede plukket. Men der er selvfølgelig områder, hvor vi kunne gøre meget mere. I dag kører der fx. kun omkring 24.000 grønne biler rundt på vejene, og det er alt for få, hvis vi skal lave en gennemgribende omstilling af transportsektoren. Det er også helt afgørende at sikre de nødvendige klimaløsninger i landbruget. De løsninger kan jo også eksporteres til resten af verden - sammen med både vores klimavenlige landbrugsprodukter og Danmarks andre grønne varer og tjenester.”  

Debatten har i lang tid mest drejet sig om vindmøller og elbiler. Hvilken rolle skal energieffektivisering spille i den samlede indsats?

”På verdensplan går alt for meget energi tabt. Faktisk er potentialet for bedre udnyttelse af energien så stort, at vi ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) alene gennem energieffektivisering og med allerede kendte teknologier kan nå hele 40 pct. af de drivhusgasreduktioner, som er nødvendige for at nå målene i Parisaftalen. Derfor er Danmark blandt andet gået med i 3-procentsklubben, som er en koalition af lande og institutioner, der skal arbejde for at styrke den globale energieffektiviseringsindsats og udbrede allerede kendte teknologier, materialer og løsninger. Her skal vi blandt andet sørge for at dele ud af de gode danske erfaringer med energieffektivisering, som vi har bygget op gennem mange års aktiv energieffektiviseringsindsats herhjemme.

Selvom potentialet for energieffektivisering er noget mindre i Danmark end i de fleste andre lande, er det også vigtigt, at vi fortsætter den aktive energieffektiviseringsindsats herhjemme. Derfor kommer vi også til at se nærmere på energieffektiviseringer i regeringens klimahandlingsplan. Det vil både være til gavn for klimaet og de mange grønne arbejdspladser i Danmark.”

Kan du komme med nogle eksempler på, hvor regeringens koordinerende udvalg for grøn omstilling kommer til at gøre en forskel?

"Vi fik Økonomiudvalget i 1947, og jeg synes ærlig talt, det er mærkeligt, at det skulle tage 72 år, før vi også fik et grønt udvalg. Vi har nedsat det grønne udvalg, fordi hensynet til klima, miljø og natur skal tænkes ind i alt, hvad vi foretager os som regering. Udvalget har flere opgaver. Den første er at koordinere politikken på området bedre. Den anden er at screene regeringens lovforslag, og den sidste er at følge op på implementeringen af lovforslag.

Den grønne omstilling er ikke kun mit eller andre af de traditionelle grønne ministres ansvar. Det er noget, vi er fælles om. Nu har alle ministerierne ansvar for at vurdere klima- og miljømæssige konsekvenser af nye politiske tiltag. Med et grønt udvalg vil alt lige fra infrastrukturudspil over jordreformer til forsknings- og innovationsinitiativer blive vurderet på betydningen for vores klima, miljø og natur. Det er en helt ny måde at tænke politik på, og det sikrer, at regeringens ambitiøse mål om klima, miljø og natur ikke forbliver målsætninger, men også bliver til virkelighed. ”

Næste gang der er valg, hvilke tre resultater vil du så helst kunne fremhæve som opnåede?

”Jeg er overbevist om, at en milepæl i denne valgperiode bliver først klimaloven og derefter klimahandlingsplanen. Klimaloven sætter rammen for indsatsen. Og klimahandlingsplanen vil med konkrete initiativer bidrage til, at vi lever op til de ambitiøse målsætninger. Samtidig vil handlingsplanen lægge trædesten ud for de næste løsninger og politiske beslutninger, vi skal finde sammen om.

For at nå i mål i 2030 er det vigtigt at være ærlige om, at vi er nødt til at tage endnu ukendte virkemidler i brug. Men at vi ikke kender de præcise tiltag betyder ikke, at vi ikke har en idé om, i hvilken retning de kan findes. Hvis jeg kan være med til at udvikle nyskabende skalerbare projekter, der for alvor kan være en del af løsningen indenfor 10 år, vil jeg ikke bare være glad. Jeg vil være meget glad. Regeringen har allerede afsat 1 mia. kr. ekstra til grøn forskning og udvikling i 2020, så jeg synes, vi er kommet godt fra land.”