Foto: Colourbox 

Ekspert: Fugtighedsmålere kan lulle boligejerne ind i en falsk tryghed

af: Andreas Ebbesen Jensen

Markedet bugner med fugtmålere, der kan advare boligejerne om skimmelsvamp og andre fugtskader. Men mange boligejere aner ikke, hvordan de skal betjene målerne korrekt. Og så kan værktøjet ende med at gøre mere skade end gavn. Det vurderer Erik Brandt, der er seniorforsker og ekspert i fugt i boliger i Statens Byggeforskningsinstitut.


Hygrometer. Temperaturmålepistoler. Indstiksmålere. Fugt-loggere.

Udbuddet af måleinstrumenter, der kan måle fugtniveauet i boligen, er stort. Og tanken om et værktøj, der kan advare boligejere om fugtdannelser er da også besnærende.

Der er bare et problem: mange boligejere aner ikke, hvordan de skal betjene målerne korrekt.

Det mener seniorforsker og ekspert i fugt i boliger i Statens Byggeforskningsinstitut, Erik Brandt.

“Man skal have et ret stort kendskab til bygningens fysik og indsigt i, hvordan fugtindholdet varierer i løbet af året i den konstruktion, man måler. Fru Jensen kan med andre ord ikke finde ud af at fortolke resultatet fra målerne. Du skal vide, hvad det er, du laver, før du kan bruge det her udstyr ordentligt”, siger han.

En god start er selvfølgelig at placere måleren der, hvor man vurderer, der er størst risiko for opfugtning. Men det varierer kraftigt med årstiderne – og det skal man være opmærksom på, hvis man vil blive i stand til at læse og fortolke målingerne korrekt.

“Om vinteren er fugten værst i tagkonstruktioner, mens den går hårdest ud over kælderen i løbet af sommeren, fordi den varme luft, der trænger ind udefra, bliver kølet af og derved skaber fugt”, forklarer Erik Brandt.

Mange boligejere er heller ikke klar over, at luftmålere jævnligt skal kalibreres og justeres efter de omgivelser, det står i, for at blive ved med at være retvisende.

“En hyppig fejl med en fugtmåler som hygrometeret fx., er, at den risikerer at give en forkert visning af fugtindholdet, hvis den ikke jævnligt bliver kalibreret. Og det samme gør sig egentlig gældende for de fleste andre fugtmålere. Hvis ikke man i ny og næ kalibrerer dem, så risikerer de at spytte forkerte tal ud”, forklarer Erik Brandt.

 

Foto: Colourbox 

Et hygrometer måler den relative luftfugtighed i boligen. Den relative luftfugtighed (RF) er et udtryk for den aktuelle mængde af vanddamp i luften divideret med den maksimale mængde vanddamp (den absolutte fugtighed), luften kan indeholde ved den pågældende temperatur.

Men der findes også udstyr, som måler fugtigheden direkte i byggematerialet. Nogle af de mest populære målere på markedet er de såkaldte indstiksmålere, der kan måle fugtigheden i træ. 

Indstiksmålere fungerer ved, at to elektroder presses ind i træet i bygningen og måler ledningsevnen i træet. Jo højere fugtindholdet er i træet, desto bedre er ledningsevnen. Resultatet angives som en procentdel af det tørre materiales vægt.

Desværre oplever Erik Brandt ofte, at mange fejlagtigt tror, at indstikmåleren også kan måle fugten i beton, mursten og andre byggematerialer, hvilket ikke er tilfældet.

“Der mangler generelt mere oplysning om, hvordan man bruger de her målere korrekt. Også fra leverandørernes side. De er ofte meget optimistiske i forhold til, hvad deres måleinstrumenter kan og klæder heller ikke brugerne godt nok på til at bruge dem. Derfor måler mange af brugerne bare løs. Men det giver misvisende tal, som i værste fald kan lulle boligejeren ind i en falsk form for tryghed”, siger Erik Brandt.

I stedet for at kaste mange penge efter dyrt måleudstyr, anbefaler han, at man bruger sine øjne og næse, hvis mistanken om fugt og skimmelsvamp opstår.

“Du kan mærke i luften, om der er fugtigt, lugte, om der er jordslået, og selv spotte skjolder eller mørke områder på væggen”, slutter han.

Hvad bør fugtigheden være i boliger?

Den relative fugtighed bør ligge på 25-65 procent.

Om sommeren bør den ligge under 60-65 procent.

Om vinteren under 40-45 procent.

Hvad er relativ luftfugtighed?

Luftfugtighed er et mål for, hvor meget vanddamp luften indeholder. Luftfugtigheden måles enten som absolut luftfugtighed eller relativ luftfugtighed.

Den relative luftfugtighed, som er det relevante parameter for kvaliteten af indeklima, er forholdet mellem den aktuelle mængde vanddamp i en luftmasse og den maksimale mængde vanddamp, som luftmassen kan indeholde, hvilket afhænger af luftmassens temperatur og tryk. Relativ luftfugtighed udtrykkes normalt i procent med værdier fra 0-100 procent.

Mængden af vanddamp, som luft kan indeholde, stiger ved stigende temperatur. Derfor vil en luftmasses relative fugtighed falde, hvis luftens opvarmes, og tilsvarende stige, hvis luften nedkøles.

Ved fortsat nedkøling vil den relative luftfugtighed på et tidspunkt nå 100 procent, og vanddampen vil begynde at kondensere. Der sker normalt dagligt, når duggen falder om aftenen

Du kan måle relativ luftfugtighed med et hygrometer, som koster fra 35 kr. og op.

Kilde: Wikipedia