Foto: Colorbox 

Få bugt med fugt - 4 praktiske råd til forebyggelse af vandskader

af: Ulrik Hindsberger, Centerchef ved Rørcentret, Teknologisk Institut.

Med flere kraftige regnskyl og stormvarsler stiger antallet af vandskader med deraf følgende fugt og skimmel-problemer. Men det er faktisk ofte nemt og billigt at undgå langt de fleste vandskader. Rørcentret på Teknologisk Institut kommer her med fire praktiske råd til driftsfolk i store ejendomme.


Tjek om din ejendom er i farezonen

Det første skridt i forebyggelsen af fugtproblemer forårsaget af vandskader er at undersøge, hvorvidt de ejendomme, man drifter, ligger i et risikoområde. I takt med, at vi får flere skybrud i fremtiden grundet den globale opvarmning, kan ejendomme, som tidligere ikke har haft problemer med vandskader, godt få problemer.

Hjemmesiden www.dingeo.dk giver et godt overblik over, hvorvidt ens ejendomme er i farezonen for at få vandskader. Her kan man søge efter sine specifikke ejendomme og få en overordnet screening for oversvømmelsesrisiko i det specifikke område.

Kategorien ‘Oversvømmelse’ er inddelt i fire underkategorier under den specifikke ejendom - skybrud, grundvand, vandløb og stormflod. Ligger ejendommen i en lavning, der øger risikoen for at regnvand samler sig på adressen under skybrud? Har overfladevandet svært ved at sive ned i jorden på grund af, at jorden har en dårlig nedsivningsevne?

De spørgsmål kan dingeo.dk hjælpe med at give overordnede svar på og dermed hjælpe driftsfolkene til at danne sig et overblik over, hvor de eventuelt skal fokusere indsatsen på bekæmpelse af vandskader.

Gå afløbssystemet efter i sømmene

Det vigtigste værn mod skybrud og andre oversvømmelser er afløbssystemet. Hvis vandet ikke kan ledes ordentligt væk, når himlen åbner sig, stiger risikoen for vandskader betydeligt. Nogle afløbssystemer kan snildt holde i 100 år, mens andre har en betydelig kortere levetid. En god tommelfingerregel er dog at få udarbejdet en såkaldt TV-inspektion af ejendommens afløbssystem hvert 20. år med mindre der opstår pludselige problemer.

TV-inspektioner foretages af professionelle fagfolk som kloakmestre, TV-operatører og anlægsgartnere. Her undersøger de, hvorvidt rør og samlinger under jorden er i god nok stand til at modstå massive regnskyl. Det koster typisk nogle tusinde kroner for en mindre TV-inspektion, men de penge er godt givet ud, hvis det viser sig at afløbssystemet skal udskiftes for at ruste bygningen mod dyre vandskader i fremtiden.

For store boligejendomme er det en god idé at få ført en TV-inspektion til sin vedligeholdelsesplan af ejendommene omkring hvert 15-20. år. Så er man sikker på, at afløbssystemet ikke pludselig bukker under for vandmasserne og potentielt set fører skader for flere millioner kroner med sig.

En god huskeregel, hvad enten man er privat husejer eller står for driften af større ejendomme, er løbende at gå the ”Usual suspects” efter i sømmene. Er tagrenderne og eventuelle lyskasser renset ordentligt igennem, så vandet kan passere gennem riste mv. Og har du husket at tømme nedløbsbrøndene med sandfang? Disse “nemme stik” er de fleste selvfølgelig opmærksomme på, men vi oplever ofte, at særligt nedløbsbrønde ikke bliver tømt ofte nok. En nedløbsbrønd er en lille brønd med et sandfang og en vandlås, der har til formål at sørge for at sand, blade og andre urenheder opsamles, så det ikke ender videre i kloakken. Det anbefales, at man renser nedløbsbrønden minimum en gang om året, så den ikke stopper til og der føres partikler videre ud i kloaksystemet

Styrk dit afløbssystem med dræn, højvandslukker eller pumpebrønd

Ligger ens ejendomme et kritisk sted, hvor man risikerer opstuvning af kældre, når det regner, kan det være nødvendigt at lave løsninger, der tager noget af presset fra afløbssystemet. Det drejer sig typisk om tre løsninger: omfangsdræn, højvandslukker og pumpebrønde.

Et omfangsdræn vil typisk være en god løsning for ejendomme, hvor bygningskonstruktionen skal beskyttes mod fugt i jorden. Et omfangsdræn er et dræn, der lægges rundt om huset, og som leder overfladevand væk fra huset. I nogle tilfælde kan man kan også lave linjeafvanding, hvor afløbsrender leder vandet om på den anden side af huset eller et andet sted, hvor det ikke gør så meget skade.

Et højvandslukke er en anordning med 1-2 klapper indbygget. Klapperne fungerer som en slags sluse, der åbner, når spildevandet løber ud af huset, men lukker, hvis kloakvandet presses ind udefra. Et højvandslukke placeres normalt så tæt som muligt på det gulvafløb, som det skal beskytte mod oversvømmelse. Derved forhindrer det, at kloakvandet fra kloakken ude i vejen kan løbe baglæns i kloakrørene og op igennem afløbet i din kælder, når det regner kraftigt, og kloakken ude i vejen ikke kan nå at lede regnvandet væk hurtigt nok.

Den sidste løsning, der kan tage noget af presset fra afløbssystemet, er pumpebrønde. En pumpebrønd opsamler vand og pumper det ud i kloaksystemet. Dens funktion består i at pumpe vand fra installationer, der ligger under eller på niveau med kloaknettet og derfor har svært ved at blive ledt ud, fx afløb fra toiletter i kældre.

De her løsninger kan være ret omfattende, og det er vigtigt, at man gør sig klart, hvilke løsninger, der passer bedst til den specifikke ejendom. Drifter man større ejendomme anbefaler vi, at man tager fat i en rådgivende ingeniør, som kan lave en plan for sikringer af afløbet. De store rådgivende ingeniørfirmaer er specialiseret i disse løsninger og er derfor oplagte at hive fat i.

Skybrudssikring af facader mv. i ejendommen

I langt de fleste tilfælde vil det være nok at forbedre sit afløbssystem og lede vandmasserne væk med en eller flere af ovenstående løsninger. Men hvis ens ejendom ligger på en skråning og vender ud mod noget terræn, kan det være kritisk under skybrud, fordi regnvandet løber ned mod huset. Her kan det være nødvendigt også at skybrudssikre facader, døre, vinduer, sokler og vægge.

Næsten alle ejendomme bygges med standardiserede døre og vinduer, men der findes specielle døre og vinduer, som kan lukke helt tæt over for for større vandtryk . Ordentligt behandlede sokler kan godt modstå vandmasser i minutter eller timer, men bliver vandtrykket mere konstant, kan overfladen godt tage skade. Derfor kan det i nogle tilfælde være en god idé at beskytte soklen med en overfladebelægning i form af ekstra stærk puds eller andet, som er mere bestandigt over for et konstant vandtryk.

Er det nødvendigt at sikre facaderne af huset, kan man tage kontakt til firmaer, der sælger løsninger designet til at modstå massive mængder regnvand.

Du kan få et overblik over forskellige løsninger til forebyggelse af regnvand på hjemmesiden ‘Skybrudssikring af bygninger´.

Foto: Ulrik Hindsberger, Centerchef ved Rørcentret, Teknologisk Institut. (Privat foto)