Foto: Colourbox 

Guide: Hvor bæredygtig er din pension?

af: Cecilie Holm Arentoft, studentermedhjælper, Energiforum Danmark

Vores pensionsmilliarder spiller en vigtig rolle i kampen mod klimakrisen. Men er det overhovedet muligt at investere sin pension bæredygtigt? Og hvilken betydning har bæredygtige investeringer for dine afkast? Vi har bedt en række eksperter svare på, hvordan du nemt og ansvarligt kan gøre dine pensionspenge grønne.


Afmagten kan til tider overmande os, når vi tænder for nyhederne og hører seneste nyt om klodens tilstand. Verden over har forskere og politikere erklæret nødsituation for klimaet, og forskerne siger, at vi har meget lidt tid tilbage at handle i.

Derfor vælger mange af os at skære ned på eller helt at droppe de røde, saftige bøffer, tage toget eller cyklen i stedet for bilen på arbejde og droppe de lange brusebade om morgenen.

 

Pensionskasser skal investere mere ansvarligt

Disse tiltag i kampen mod klimakrisen er bestemt væsentlige, men der er en anden effektiv måde at tackle klimaforandringerne på, som mange af os let ikke er klar over.

”Det betyder rigtig meget for klimaet og den retning, samfundet bevæger sig hen imod, hvad vores pensioner er investeret i. Er dine penge investeret i grønne, bæredygtige virksomheder – eller i kul og olie?”, siger Karsten Korreborg, chef for investering, pension og administration hos Merkur Andelskasse.

Niels Fibæk-Jensen, direktør og stifter af det unge fintech-firma Matter Pension, uddyber, hvorfor det batter at investere sin pension i grøn omstilling:

”I en gennemsnitlig dansk pensionsordning investeres der tusindvis af kroner i fossile brændstoffer. For en gennemsnitlig opsparing på 600.000 kr. er der investeret i olie, kul og gasselskaber i en grad, der resulterer i et ejerskab over kul-, olie, og gasreserver svarende til 37 tons CO2– eller hvad der svarer til CO2-udledningen fra 24 biler om året. Dét kan godt undgås”, fortæller han og fortsætter:

”Med så store summer på spil, kan pensionssektoren gøre en kæmpe forskel. Vi ved, at FN’s verdensmål har et investeringsgab på 2500 milliarder dollars årligt. Det er det beløb, vi årligt mangler i investeringer, donationer, udviklingsbistand, offentlige investeringer, hvis verdensmålene skal have en realistisk chance for at blive opfyldt. Et godt sted at starte er at investere vores pensionsopsparinger langt mere ansvarligt”, siger han.

I Danmark investerer vi stadig massivt i fossile brændsler med vores pensionsopsparing. Foto: Colourbox

 Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling – OECD – deler samme holdning som Matter Pension og Merkur Andelskasse.

I rapporten ‘Pensionsopsparingers rolle i finansiering af grøn vækst’ kommer OECD frem til, at pensionsfondene i organisationens 36 medlemslande råder over 185 billioner kroner. OECD konkluderer i rapporten, at dette enorme beløb er en afgørende brik til at få den grønne omstilling til at rulle.

Vi har altså brug for at investere vores pension i grønne, klimavenlige teknologier og firmaer, før vi for alvor kan få klimaet på ret kurs igen. Men hvad skal man helt konkret selv gøre, hvis man gerne vil investere sin pension i en grønnere fremtid?

Quick-guide til en grønnere pension

Step 1: Dan dig et nemt og hurtigt overblik over dine opsparede pensionspenge på Pensioninfo.dk.

Step 2: Find ud af hvor mange af pengene du reelt kan rykke rundt på.

Step 3: Find ud af hvor grønne pensionsselskaberne rent faktisk er. Verdensnaturfonden laver hvert år en liste over de 10 største selskaber i Danmark, og rangerer dem efter bæredygtighed.

Step 4: Pas på dine penge. Du skal ikke skade din økonomiske situation, når du vælger det sted, dine opsparede pension skal sættes. Her er det vigtigt, at du samler sine pensionspenge i én kasse – ellers bliver de ædt op af gebyrer. Det allerbilligste ville selvfølgelig være at styre sine penge selv. At købe og sælge aktier, men det koster både overskud og tid.

Dan dig et overblik

Det første skridt på vejen er så vidt muligt at samle dine pensions-penge ét sted, ellers bliver de bare ædt op af administrationsgebyrer. Inde på Pensionsinfo kan du logge ind med dit CPR-nummer og danne dig et overblik over, hvor mange af dine opsparede penge, du kan rykke rundt på.

Derefter skal du finde ud af, hvem der kan forvalte dine penge mest bæredygtigt og med størst fortjeneste.

At samle alle sine pensionsopsparinger ét sted er dog ikke altid ligetil, da pensionsaftalen for mange lønmodtagere er en del af arbejdspladsens overenskomst.

”Det er begrænset hvad du selv kan gøre, hvis du har en tvungen ordning i en arbejdsmarkedspensionskasse. Så er du afhængig af beslutninger, som bestyrelsen eller investeringsudvalget træffer” bekræfter Karsten Korrenborg fra Merkur Andelskasse.

”Det eneste du reelt set kan gøre i sådan en situation er at tage en snak med din arbejdsplads om, hvorvidt de er klar over, hvordan pensionsselskabet forvalter pengene”, fortæller Niels Fibæk-Jensen fra Matter Pension.

Hvem er grønnest i landet her?

Er det muligt for dig at skifte pensionsselskab, handler det dernæst om at finde ud af, hvilket pensionsselskab, der giver dig et godt afkast samtidig med, at de er klimavenlige. 

Men hvordan finder man ud af, hvor klimavenligt et pensionsselskab er? Det kan være svært som lægmand at finde ud af, hvad der er sandt og falskt i alle de løfter, som pensionsselskaberne giver.

Blandt andet viser et nyt studie fra det globale finansieringsfirma Morningstar, at mange pensionsselskaber skriver bæredygtighed ind i deres politikker, men at investeringerne reelt ikke ændrer sig.

”Desværre må det konstateres, at det på nuværende tidspunkt er lidt af en jungle at finde ud af, hvor ”bæredygtige” ens investeringer er”, bekræfter Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver fra CONCITO.

”Der er en hel del greenwashing. Klimabevidsthed taler til vores følelser, og debatten om klimaet, og hvad vi skal gøre, har det derfor med at blive ret populistisk. Dette udnytter pensionsselskaberne til at opnå en ”grøn profil”, også selvom deres tiltag måske egentlig slet ikke batter noget for klimaet”, siger han.

En mulig løsning på dette problem kan være selv at tage hånd om sine opsparede penge og investere dem i aktier, som man vurderer til at være mest bæredygtige.

”På den måde får du mulighed for at sætte dine penge steder, hvor de virkelig gør en forskel”, fortæller Torben Chrintz.

Man skal dog have is i maven og god tid til at sætte sig ind i investeringsverden, hvis man selv vil begynde at sælge og købe aktier. Hvis man er ukyndig, kan det hurtigt blive risikabelt.

 

Så hvad gør man så?

I øjeblikket arbejder Fair Finance på at lave en uafhængig guide til de personer, som ønsker grønnere pensionsordninger.

På nuværende tidspunkt findes guiden i ti andre lande, blandt andet Sverige og Norge. Her behøver man ikke selv at være detektiv, man slår blot sin bank og sit pensionsselskab op og ser, hvor de ligger i forhold til klimavenlig investering, men også en række andre etiske tiltag.

Guiden til Danmark er på vej, men arbejdet er endnu ikke færdigt. Fair Finance regner med, at den vil være færdig til næste år. Indtil da, er det bedste råd selv at danne sig et overblik.

Her kan research fra Verdensnaturfonden måske hjælpe. De har lavet en oversigt over de største danske pensionsselskabers bæredygtige – eller mindre bæredygtige – profil. Øverst på listen ligger pensionsselskabet PKA. Nederst finder man Topdanmark og AP Pension.

Problemet med Verdensnaturfondens oversigt er dog, at den kun lister de største pensionsselskaber herhjemme. Flere af de nye grønne spillere på banen som fx. Merkurs Andelskasse og Matter Pension, der står bag nogle af landets mest bæredygtige pensionsordninger, fremgår altså ikke på listen.

Ifølge en lang række studier behøver grøn idealisme ikke nødvendigvis at skade dine afkast - snarere tværtimod. Foto: Colourbox.

Grøn pension giver større afkast

Det er dog ikke kun klimaet, som får et løft, når du investerer dine penge i en grønnere pensionsordning.

Ifølge Gitte Gram fra SDG Invest viser en lang række studier, at inkorporering af bæredygtighedskriterier i investeringsbeslutningen ofte giver et bedre afkast. Samtidig har verdens største investor, det amerikanske Blackrock, lidt store tab på grund af deres fossile investeringer.

”Man kan aldrig forudsige investeringers afkast. Men research fra de seneste 15 år viser, at bæredygtige investeringer følger markedet og ofte faktisk klarer sig lidt bedre”, fortæller Niels Fibæk-Jensen fra Matter Pension.

 

Klimaet går amok – hvad kan jeg gøre?

Kampen for et sundere klima er måske det vigtigste slag i vor levetid. Men hvad kan du selv gøre for at bremse den globale opvarmning og sikre en grønnere fremtid for kommende generationer? Det spørgsmål forsøger Energiforum Danmark at besvare i en atikelserie, der hele året sætter fokus på meget konkrete – men også meget forskellige – måder at reagere på klimaudfordringen på.