Fotokredit: Colourbox 

af: Andreas Ebbesen Jensen

Coronaudbruddet har med FN’s generalsekretær António Guterres’ ord kastet verden ud i den største krise siden Anden Verdenskrig. Og Danmark er ikke gået ram forbi. Den 11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned med ordene: “Jeg vil sige det, som det er. Det bliver hårdt. Situationen kommer til at stille kæmpe krav til os alle sammen”.


I skrivende stund er Danmark så småt ved at åbne op for landet igen, men der er ingen tvivl om, at det er en ny virkelighed, vi lukker dørene op til. Og det store spørgsmål er, hvor coronaudbruddet efterlader klimakampen, som var udset til at nå nye højder i 2020 med regeringens klimalov og et nyt klimatopmøde, som nu desværre er blevet aflyst.

I dette nummer har vi ikke aflyst kampen for et bedre klima. Tværtimod dykker vi i tre forskellige artikler ned i de både negative og positive konsekvenser, som coronaudbruddet har udsigt til at få for klimaet. 

I magasinets leder skriver Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen, at “regeringen allerede nu har vist sig i stand til at træffe modige og nødvendige beslutninger. Det samme skal nu ske for at løse klimakrisen”.

Den pointe bliver gentaget af Helene Hagel, miljø- og klimapolitisk leder hos Greenpeace, i vores store feature om kampen for klimaet under koronaens skygge, som følger efter lederen.

Vores minitema om klimakampen i coronaens tid afsluttes med et debatindlæg fra den unge klimaforkæmper Mathilde Johanne Cordua, der er medlem af ‘Ung-i-energi’ hos Energiforum Danmark. Hun håber, at de erfaringer, vi har gjort os under coronakrisen, kan bruges positivt i kampen for en grønnere planet.

"Coronakrisen viser os, hvor hurtigt vi faktisk kan ændre på konsekvenserne på klimaet og knække CO2-kurven - så længe vi løfter i samlet flok og gennemfører de nødvendige ændringer. Det giver mig på en mærkelig måde håb i en krisetid. Et håb på et bedre verdenssystem. Et system med respekt for mennesker og den planet vi lever på”, skriver hun.

Rigtig god læselyst.

 Andreas Ebbesen Jensen

Redaktør, Energiforum Danmark