Lars Thygesen åbner Energiforum 2020, Foto: Julie Malmstrøm 

Corona må ikke bremse kampen for klimaet

af: Lars Thygesen, Formand Energiforum Danmark, Silkeborg Kommune

Vi befinder os midt i den største pandemi i nyere tid. Hvordan det udvikler sig, hvordan det ender og ikke mindst hvad det kommer til at betyde i fremtiden for vores samfund og samvær med andre mennesker privat og professionelt, kan ingen vide. Men jeg tror, de færreste forventer, at alting bliver som før.


En ting er dog sikkert: De nødvendige tiltag, som er igangsat for at afbøde sundhedskrisen, kommer til at skabe en økonomisk krise af endnu ukendt størrelse. Om vi som samfund er bedre rustet til at modstå denne økonomiske krise, end da vi blev ramt af recessionen i 2008, vil kun tiden vise.

Personligt er jeg optimist. Regeringen og et samarbejdende Folketing har igangsat mange initiativer, som forhåbentligt har en positiv effekt.

Når jeg tager de grønne briller på, daler optimismen dog. Der fremrykkes store offentlige investeringer og stilles lånemuligheder til rådighed for kommunerne. Alt sammen for at understøtte bygge- og anlægssektoren og de beslægtede erhverv. Fornuftigt.

Men det er beskæmmende at den langt større udfordring – klimakrisen - fuldstændig negligeres i de drastiske tiltag, som nu gøres. Både Klimarådet og de 13 Klimapartnerskaber fra forskellige brancher har indenfor den seneste måned udgivet deres anbefalinger til, hvordan vi kommer i mål med Danmarks CO2-målsætning.

Under håndteringen af coronakrisen er regeringen blevet rost for et tæt samarbejde med opposition, myndigheder, brancheorganisationer og eksperter. Et lignende samarbejde så man omkring nedsættelsen af Klimapartnerskaberne og Klimarådet, hvor en bred inddragelse skulle sikre et godt grundlag for at føre Danmark i mål.

Men vi mangler handling bag den flotte start. Regeringen har under pandemien vist sig i stand til at træffe modige og nødvendige beslutninger. Det samme skal nu ske for at løse klimakrisen.

Det seneste folketingsvalg gav regeringen et massivt grønt mandat. Danskerne og danske virksomheder er klar til at samarbejde og bidrage. Anbefalinger og køreplan er klar. Det er nu, der skal træffes modige valg for at nå vores klimamålsætninger. Vi må ikke lade denne chance forpasse.

Før coronavirussen stak sit grimme ansigt frem, afviklede vi først i marts Energiforums årskonference, ’Energiforum 2020’. De to dage var fyldt med engagerede deltagere, og mange udstillere og deltagere har meldt tilbage, at dette var den bedste konference i en lang årrække.

Tak til deltagere, udstillere, indlægsholdere, sekretariatet samt alle andre, der var med til at skabe konferencen.

 


Video fra Energiforum Danmarks årskonference 2020

 

Årskonferencen bød også på foreningens årlige generalforsamling. Martin Dam Wied ønskede at forlade bestyrelsen efter en lang og ihærdig indsats. Til gengæld blev Mikkel Jungshoved valgt ind i bestyrelsen. En stor tak til Martin for hans indsats samt velkommen til Mikkel.

Jeg vil samtidig gerne takke medlemmerne for at genvælge mig som formand, og jeg glæder mig til fortsatte arbejdet sammen med den øvrige bestyrelse, sekretariatet og vores mange ihærdige medlemmer.

God læselyst med april udgaven af Energiforum Danmarks digitale magasin.

Foto: Fra venstre: Signe Sønderskov, prisvinder Thomas Rysgaard og Lars Thygesen
Foto: Fra venstre - Steen Hildebrandt, Christina Schultz og Lars Thygesen. Foto: Julie Malmstrøm

Stemningsbilleder fra Energiforum 2020 (foto: Julie Malmstrøm)