Foto: Julie Malmstrøm 

Reportage fra Energiforum Danmark 2020’s workshops: Holistisk renovering, sund lysregulering og effektiv energistyring

af: Anna Middelboe og Mathilde Johanne Cordua, medlemmer af Ung i Energi, og Cecilie Holm Arentoft, studentermedhjælper hos Energiforum Danmark

Energiforum Danmarks årskonference 2020 blev afholdt 3-4. marts og bød på to intensive dage med højt humør, god energi og stærke faglige inputs. Vi bringer dig tre korte reportager fra konferencens workshops.


Workshop 1: Holistisk renovering giver bedre indeklima

Foto: Julie Malmstrøm

Af Anna Middelboe

Mange skoler rundt om i landet er gamle og nedslidte, og en betydelig del af dem er bygget før 1995, hvor der kom krav om ventilation. Det betyder, at børn og lærere ofte udsættes for CO2-niveauer, der overskrider myndighedernes anbefalinger, og som skader indlæring og trivsel.

Problemet kan dog ikke løses ved blot at opsætte ventilationssystemer. Der skal en mere holistisk tilgang til. Det fortæller oplægsholderen Lene Vestervang Olsen til de fremmødte på Workshop 1. Hun er konsulent ved RasmusRasmus og tidligere medarbejder i Århus Kommune, hvor hun analyserede, hvilken effekt skolernes fysiske miljø har på elevernes indlæring.

Nøglestrategien til at opnå det bedste resultat er en holistisk tænkning af indeklimaet i skolerne. For eksempel bør lys og lyd tænkes ind i indretningen af børnenes fysiske rammer. Der skal være rum til både læring og leg i skolerne, og lokalernes indretning bør også reflektere, hvilket niveau børnene er på, lyder Lene Vestervang Olsens anbefalinger.

Efter oplægget bliver vi fordelt ud i grupper for at diskutere egne erfaringer fra renoveringsprojekter på et stramt budget. I min gruppe sidder repræsentanter fra Vejen Kommune, Siemens, RasmusRasmus og København Kommunes Ejendomme og Indkøb.

Vi snakker om, at energioptimering kan betale sig, da det i sidste ende kan spare penge. Dertil bliver vi enige om, at det er vigtigt at fange fejlene tidligt i processen – for det bliver dyrt senere at skulle rette fejl.

Til slut bliver workshoppen rundet af med en paneldebat, hvor det bliver pointeret, at samarbejde og partnerskabet er vejen frem. Der er brug for samarbejde på tværs af magistrater, hvis man vil renovere kommunale bygninger holistisk.

Flere af panelets deltagere påpeger desuden, at kommuners arealer kan bruges mere fornuftigt, både ved sammenlægning eller omlægning, så de vil kunne bruges bedre og udnyttes holistisk. På den måde ville potentialet kunne frigøres og optimeres i højere grad.

Workshop 2: Effektiv energilagring er et must

Foto: Julie Malmstrøm

Af Mathilde Cordua

Omstillingen til vedvarende energi buldrer allerede derudaf. Men skal vi få det mest optimale ud af den grønne energi, kræver det, at vi alle i højere grad tænker i løsninger for øget energifleksibilitet.

Det fortæller Tommy Olsen fra Gate21, da han indtager talerstolen ved Workshop 2 under Energiforum Danmarks årskonference 2020.

Med afsæt i REEL projektet, som er et samarbejde mellem Lolland Kommune, HOFOR, Københavns Kommune og for nyligt også SEAS-NVE, belyser Tommy Olsen de erfaringer med lagring og styring af energi, som er gjort gennem projektet.

Lolland produceres store mængder af vedvarende energi fra havvind. Problemet er bare, at de producerer tre gange så meget energi, som de kan nå at bruge. Lolland har med andre ord svært ved at komme af med strømmen. Derfor skal der flere intelligente systemer og kollektive løsninger på banen!

Den største udfordring er at få flyttet energiforbruget væk fra de tidspunkter, hvor energiforsyningerne har deres spidsbelastning. Det kan løses ved i højere grad at fokusere på lagring i individuelle bygninger, øge anvendelsen af energien gennem udrulning af flere varmepumper og ikke mindst at øge fleksibiliteten, fortæller han.

Næste taler på scenen er Lisbet Styhn Rasmussen. Hun er energirådgiver og adfærdsdesigner ved Horizon 2020, som arbejder på et EU-projekt kaldet RESPOND, hvis formål er at blive klogere på, hvordan man kan flytte forbruget til, hvornår det produceres.

RESPOND tester familiers energiforbrugsvaner samt opsætning af specialudstyr i familiernes hjem. I den efterfølgende periode skal familierne føre logbog og svare på spørgeskemaer, og det hele afrundes i et afsluttende interview.

De to oplæg giver god grobund for den efterfølgende diskussion blandt deltagerne om, hvilke rammebetingelser der skal til for at kunne bruge mere intelligente og fleksible systemer. For hvordan bliver energifleksibiliteten aktiv i en tid, hvor bygninger kommer til at spille en større rolle ift. at levere energifleksibilitet til energistyring?

Et flertal af deltagerne svarer, at det skal ske gennem en kombination af intelligent styring og adfærdsændringer tilvejebragt af fx. apps og kampagner, som klæder brugerne på til smart appliances som varmepumper, der snakker med elnettet og indregulerer ift. el-belastningen på nettet.

Workshop 3: Naturlig lysregulering er en skjult guldgrube

Foto: Julie Malmstrøm

Af Cecilie Holm Arentoft

Det er passende, at Workshop 3 finder sted i et stort lyst lokale med et væg-til-loft vinduesparti, hvor den spæde forårssol kigger ind. Emnet er nemlig lys, og nærmere bestemt, hvordan den rette belysning ikke blot påvirker vores humør og følelser positivt, men også får os til at arbejde mere effektivt.

Det fortæller oplægsholder Lars Elmvang fra Fischer Lighting, der er dagens første taler. Lys er nemlig ikke blot en forudsætning for, at vi kan se. Det er også en væsentlig faktor for reguleringen af vores biologiske rytmer og vores velbefindende. Derfor skal lyset også følge vores naturlige døgnrytme, fastslår Lars Elmvang.

Alt for mange af os bliver bombarderet med kunstig lys fra vores skærme om aftenen, som snyder vores hjerne til at tro, at det er dag og dermed forringer vores søvnkvalitet. Studier viser, at dårlig søvnkvalitet øger risikoen for at udvikle hjertesygdomme, type 2 diabetes, depression, fortæller Lars Elmvang.

LED-lys har gjort det muligt at efterligne variationen i dagslyset ved løbende at regulere lysets forskellige bølgelængder og intensitet på forskellige tidspunkter af døgnet. Det øger beviseligt medarbejdernes produktivitet, og derfor er investeringen hurtigt tjent hjem igen for de virksomheder, der vælger at investere i disse løsninger.

I næste oplæg med Steen Maibom fra Niko, der bl.a. udvikler lysstyring. Han fortæller om nye løsninger til styring af kunstigt lys med fokus på dagslysstyring gennem såkaldte tilstedeværelsessensorer. Udover at man sparer på energiforbruget, sørger sensorerne også for at dæmpe lyset i forhold til det indkomne dagslys.

Efter oplægget sætter vi os i grupper og diskuterer egne erfaringer med drift og køb af belysning i bygninger. Steen Maibom og Lars Elmvang kommer forbi og svarer på konkrete spørgsmål. Et af de emner, der bliver vendt, er belysningens evne til at højne indlæringen hos skoleeleverne.

I et undervisningslokale er det f.eks. en matematiktime, der kræver koncentration fra elever og lærere. Derfor vil et koldere lys med ca. 6.500 Kelvin og en lysintensitet på 400 lux være optimalt. I en anden situation, hvor det f.eks. er læsning vil en farvetemperatur på 2.700 Kelvin og 300 lux være det bedste.