Fotokredit: Julie Malmstrøm 

Leder: Indeklima, klima og coronavirus

af: Dorte Nørregaard Larsen, Energiforum Danmark


Coronakrisen er på mange måder en katastrofe for verdenssamfundet, og de mange skrækindjagende billeder af syge og døde, kan få klimakrisen til at virke mindre vigtigt og knap så presserende som for blot seks måneder siden.

Det har skabt bekymring hos mange. Bekymring for, at klimakrisen er gået i glemmebogen, at vi ikke har råd til at investere i den grønne omstilling i kølvandet på den økonomiske krise, der følger coronakrisen. Og bekymring for, at vi som befolkning ikke orker mere krisehåndtering.

Andre mere optimistiske stemmer pointerer, at coronakrisen netop har lært os at udvise det samfundssind og den beslutsomhed, der skal til for at løse klimakrisen.

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har langt grundstenen til nye vaner med f.eks. hjemmearbejde og on-line-møder. Og landet over har børnene oplevet, hvordan det er at have god plads i klasseværelset eller på stuen i daginstitutionen og nydt fordelene ved at være meget ude.

Coronakrisen har med andre ord sat vores hidtidige hverdag i perspektiv – og måske giver det smag for bedre indeklima og mere effektive og energieffektive møde- og arbejdsvaner? Kan og vil vi gå tilbage til overfyldte rum med haltende indeklima og halve og hele arbejdsdage spildt på landevejen eller i toget? Det har vi bl.a. spurgt et par af vores medlemmer om, som i artiklen "Hvad kan vi lære af coronakrisen?" giver et bud på, hvordan coronavanerne måske hænger ved i fremtiden.

Samtidig har coronakrisen også demonstreret, hvor stor en udfordring klimakrisen stiller os overfor. Den 30. april udtalte professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet til DR Nyheder, at to måneders massiv corona-lock-down kun vil reducere CO2-udslippet i Danmark i 2020 med ca. 5%. Så nedlukning af samfundet er ikke en løsning på klima-krisen. Der skal andre mere aktive midler til for at nå reduktionsmålet på de 70%.

Klimarådet er på samme bølgelængde og pointerer samtidig, at det haster med at komme i gang. Derfor opfordrer de til, at den økonomiske genopretning efter coronakrisen bliver grøn. Som rådet udtaler i et notat fra 7. maj:

Det er omkostningseffektivt at forsøge at løse økonomisk genopretning og grøn omstilling samtidigt, så man ikke udskyder den grønne omstilling og skubber regningen og drivhusgasudledningerne foran sig”

Klimarådet kommer også med en række meget konkrete anbefalinger, som skal stimulere udbud og efterspørgsel efter grønne varer, fx energirenovering, udbygning af ladeinfrastruktur til elbiler, lavere afgift på elvarme, afskaffelse af afgift på certificeret overskudsvarme, fremme af grønne offentlige indkøb m.v..

Klimakrisen står måske lige nu i skyggen af coronakrisen, men det behøver ikke at betyde at coronakrisen bremser for løsningen af klimakrisen, det er et valg, vi som samfund selv tager. Men det kræver, at vi kommer i gang nu og lader den økonomiske genopretning og den grønne omstilling gå hånd i hånd.