Fotokredit: RoomAlyzer  

Trådløse IoT-sensorer overvåger indeklimaet hos mennesker – og 4000 år gammelt træ

af: Katja Kafling, IoT-fabrikken

Ny teknologi vinder indpas på indeklima-området. IoT Fabrikkens sensor måler trådløst på syv indeklimaværdier, samt om der er nogen i lokalet. Væk er ledninger, wifi og gateways. Løsningen er helt ny, men har fundet vej til alt fra museer og kommuner til zoo og boligselskaber.


Hvad har levende mennesker i lejligheder til fælles med stenaldertræ i montrer? Forhåbentligt ikke så meget, har man lyst til at svare. Men der er faktisk en ting: Hvis man holder styr på indeklimaet, får både mennesker og træ-artefakter de bedste betingelser. 

Derfor har så forskellige virksomheder som Boligselskabet Sjælland og Museum Lolland-Falster meldt sig som købere af en helt ny type indeklima-sensor. RoomAlyzer hedder den, og den sender via NB-IoT (se faktaboks, red.), og kræver derfor hverken ledninger eller wifi. Producenten er start-uppen IoT Fabrikken, der i forvejen har skabt sensorer til overvågning af rottefælder og tælling af mennesker.

“Vi har forsøgt at gøre måling af indeklima helt enkelt ved at bruge ny IoT-teknologi”, siger partner Jon Wichmann og forklarer: “Du sætter et klæbesøm på væggen, hænger sensoren på det, stryger en magnet langs siden, og så blinker og sender den. Og så skal du ikke gøre mere. Sensoren finder selv telemasterne, og data får du på computer og telefon”.

RoomAlyzer overvåger blandt andet luftfugtigheden i en af Museum Lolland-Falsters montrer. Før måtte museet skille montrerne ad for at få data om klimaet. Fotokredit: RoomAlyzer

Museum får målt luftfugtighed og sparer tid

En af brugerne er Museum Lolland-Falster, som har ledt efter en trådløs løsning et stykke tid. Udgravningerne til tunnelen ved Fehmarn har nemlig afdækket en stor samling af stenalder-ting, som skal vises frem denne sommer under overskriften ’Lollands Stenalder’. 

Blandt andet skal 16 montrer vise nogle af de flere tusind år gamle stykker træ frem. Det er træ, der pinedød skal opbevares i en optimal luftfugtighed, ellers kan det forvitre. Indtil for nylig ville det have krævet, at Museum Lolland-Falsters tekniker Lars Meldgaard skulle skille alle montrer ad for at fiske en datalogger ud fra hver af dem, bære loggerne hen til sin pc, overføre data og derefter gentage hele processen med at anbringe dataloggerne i montrerne og lukke dem igen. I stedet har han nu fået de trådløse sensorer, der selv afleverer data til ham: 

“Genstandene skal generelt opbevares ved en luftfugtighed tættest muligt på 50 % RH (Relative humidity/relative fugtighed, red.). Med så små udsving som overhovedet muligt. Der kan vi sætte RoomAlyzer ind i montrerne og overvåge de organiske genstande, som bliver udstillet. Der behøver vi ikke skille montrerne ad. Vi aflæser udefra. Den sender mig jo data i realtime til min telefon eller til min pc hjemme på kontoret. Det sparer os rigtigt meget tid”, fortæller Lars Meldgaard. 

Det er ikke kun i montrerne, at Lars Meldgaard og kollegerne bruger sensoren. 

"Vi bruger den til at overvåge vores samling både her i udstillingerne og på magasinerne. På den måde får vi et overblik over, hvordan klimaet er de steder, og slipper for at køre rundt til de forskellige lokationer for at aflæse målerne", siger Lars Meldgaard og fortsætter:   

"Der er ingen tvivl om, at når jeg kan sidde på kontoret og se, hvad der foregår, vil vi hurtigere kunne fange vandskader eller andre ting, som kan ske på magasiner, hvor vi ikke har vores daglige gang".

Tekniker hos Museum Lolland-Falster Lars Meldgaard tjekker hurtigt på mobilen, at klimaet i museets montrer og magasiner er i orden. Fotokredit: RoomAlyzer

Boligselskab tjekker CO2, fugt og temperatur – før renovering

En anden bruger af den nye IoT-sensor er Boligselskabet Sjælland. Selskabet driver omkring 12.500 boliger forskellige steder på Sjælland. Det kræver løbende vedligeholdelse af lejligheder og ejendomme. 

"Det er vigtigt for os at holde vores bygninger ved lige. På den måde kan vi holde udgiften til opvarmning nede på et minimum og sikre en fornuftig komfort i lejemålene", siger energirådgiver hos Boligselskabet Sjælland, Martin Mortensen. 

Han er en af de involverede parter, når boligselskabet skal renovere en eller flere af sine afdelinger. For nylig har han taget den nye IoT-sensor i brug: 

"Forud for en helhedsplan i Vognmandsparken har vi været ude og hænge RoomAlyzere op i nogle udvalgte lejemål. Det gør vi for at finde en baseline på indeklimaet. Vi ved reelt ikke, hvordan indeklimaet er, når vi starter denne her renovering. Så det er vigtigt for os at få data hjem, så vi ved, hvordan indeklimaet egentlig er, når vi starter. I særdeleshed er det jo fugt, CO2 og temperaturen, som er vigtige for os, men vi ser på det som en helhed", fortæller Martin Mortensen.

For Boligselskabet Sjælland handler det om at få data til at afdække: Hvad er der brug for af renovering, og hvor godt virker det bagefter? 

"I denne her renovering er vi ude og teste noget teknik af, og vi vil rigtigt gerne se virkningen af den teknik, vi implementerer", siger Martin Mortensen og fortsætter:

"Vi kan sagtens have et fornuftigt indeklima, men det er på bekostning af en forhøjet varmeregning. Så vi vil gerne se, at de her forbedringer, vi laver i ombygningen, blandt andet med nye vinduer, der skal gøre bygningen mere tæt, virker. Men også, at vi fortsat opretholder et fornuftigt indeklima hos lejerne", siger han.

Sådan fungerer RoomAlyzer og IoT-teknologi

RoomAlyzer måler på temperatur, luftfugtighed, reel CO2, VoC (fx afgasning), lyd, lysfarve (Kelvin), lysstyrke (lux) og tilstedeværelse i rummet (PIR). Den sender via NB-IoT (Narrow Band Internet of Things), som er teleselskabernes IoT-standard. Sensoren finder selv masterne og skal ikke bruge wifi. Den har dyb indendørs dækning og langtidsholdbare batterier. Data bliver sendt videre til en MQTT-server og lander hos brugerne i en webapp og som en rapport i en e-mail. RoomAlyzer har åbent API og kan skyde data over i andre systemer som for eksempel Azure og ventilationsanlæg.

Videoer

Museum Lolland-Falster bruger RoomAlyzer i montrer og på magasiner.


Boligselskabet Sjælland bruger RoomAlyzer før og efter renovering.