I 1990 advarede verdens førende forskere og klimaautoriteter for første gang verdens regeringer og statsoverhoveder om, at vores accelererende udledninger af drivhusgasser truede selve menneskehedens fremtid.

De advarede mod stigende globale temperaturer. Smeltende iskapper. Havniveaustigninger. Orkaner og tørke. Kollaps af fødevareproduktioner. Ødelæggelse af menneskets livsgrundlag og enorme mængder klimaflygtninge. HVIS ikke vi ændrede retning. Hvis ikke vi handlede.

I den bedste af alle verdener burde IPCC’s første vurderingsrapport fra 1990, have været nok til at ændre alt. Videnskabens advarsel var ganske unik i sin klarhed og enstemmighed. Truslen var for stor til at ignorere. Og prisen for passivitet for ødelæggende.

Men vi må bare sande, at vi ikke lever i den bedste af alle verdener.

I 1990 udledte verdenssamfundet samlet ca. 20,5 Gt CO2. I 2019, ca. 30 år efter IPCC’s første vurderingsrapport fra 1990, rundede de globale udledninger 33Gt Co2. Vi reagerede altså på videnskabens advarsler ved at øge vores udledninger med et sted mellem 1,5 til 2% om året.

Vi fik med andre ord at vide, at der forude lå en afgrund, der truede ikke bare os selv, men vores børn, deres børnebørn og selve menneskeheden fremtid - og valgte simpelthen at holde os for ørerne, lukke øjnene og sætte farten op.

Dette afgrundsdybe skisma mellem videnskabens advarsler og en helt ufattelig kollektiv indifferens er hårrejsende. Det værste er dog næsten, at vi tilsyneladende stadig intet har lært.

Efter 30 år, hvor videnskaben blot er blevet mere dyster og alvoren klarere, hvor klimaet igen og igen har vist os tegn på alt for tidlig forandring, viser vi stadig kun sporadiske tegn på at være villige til at gøre det, der rent faktisk skal til.

Vi går i selvsving over to kødfrie måltider, fordi kød er vanen. Vi flyver på påskeferie til New York, fordi det føles som frihed. Vi køber lysestager, smartphones og tøj, vi godt kunne have undværet, fordi luksus er materielt. Vi river gamle velfungerende bygninger ned og bygger nyt, fordi vi kan. Vi tager benzinhakkeren til bageren af ren og skær dovenhed. Og vi stemmer stadig efter kortsigtede egeninteresser, fordi vores horisont kun rækker til omtrent sidste flise i indkørslen.

Misforstå mig ikke. Løsningen er i den grad systemisk. Vi løser ikke løser klimakrisen hver for sig. Vi løser den kun sammen. Men vi bliver nødt til at sande, at forandring starter og slutter hos os selv. Også den systemiske.

Når en klimaminister bliver spurgt om ”hvornår den almindelige dansker vil kunne mærke den grønne omstilling” og dertil svarer: ”Hvis vi (Regeringen) er rigtig dygtige, så aldrig”, så går den personlige vilje til forandring stille og roligt tabt.

Og når en minister fremlægger forslag om to kødfrie dage, og de sociale såvel som nationale medier herefter flyder over med fornærmede kommentarer om frihedsberøvelse, grønsagsfascisme og persilletyranni, fremfor at sætte fokus på alvor og nødvendighed, så dør det systemiske mod langsomt men sikkert.

Tingene hænger uløseligt sammen.

Lars Køhler, Energi- og Klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.

Når den personlige vilje går tabt, ender vi med folkeoprør over to dage med sundere mad i de offentlige kantiner. Og når det systemiske mod dør ud, så ender vi med en finansminister, der, på samme dag hvor ny international forskning fortæller os, at vi selv med Parisaftalens to grader binder de kommende generationer til 2,5 meters havstigning, stiller sig op og advarer mod, at den grønne omstilling kan blive ”utrolig dyr”, hvis ikke vi tager det med ro og lader hockeystaven klare ærterne.

Altså den totale afkobling.

Kløften er afgrundsdyb, fordi den er produktet af et gensidigt selvforstærkende spil, hvor den personlige modvilje forstærker den politiske og omvendt. Og hvor medierne, lader både system og borgere slippe afsted med denne accelererende ansvarsfralæggelse.

Det er en ond trekantet cirkel, der død og pine skal brydes i dag, hvis vi skal have en chance, for at afværge det værste af det kaos vi står overfor i morgen.

Vi har bare ikke længere tid til, at hønen og ægget holder endnu en rundbordssnak, og diskuterer hvem der skal tage teten. Den nødvendige omkalfatring af vores samfund skal nu ske så tænderskærende hurtigt, at ingen længere kan nøjes med at pege på de andre.

Alle parter bliver nødt til at indse deres respektive ansvar, droppe deres frygt for tab af stemmer, abonnenter og trygge vante rammer og gøre hver deres, til sammen at bryde den onde cirkel vi sidder i.

Ellers så tør jeg godt garantere for, at vi også om 10 år står med en finansminister for vores yndige land, meget nær 8.750 km salten østerstrand, der ikke umiddelbart kan se det økonomisk ”fordelagtige” i at afværge 2,5 meters havstigninger.