Vinder af Aarhus Kommunes klimapris ‘Spireprisen’ blev sidste år uddelt til ‘Re-Zip’, der står bag et genanvendeligt emballagesystem til e-handlen. Credit Aarhus Kommune 

Aarhus kommune hylder lokale grønne ildsjæle med prisuddeling

af: Andreas Jensen

For sjette år i træk uddeles Spireprisen på den årlige klimakonference i Aarhus Kommune den 16. december. Spireprisen uddeles til grønne ildsjæle, der fortjener en hyldest, sparring og et økonomisk boost til at fortsætte den grønne omstilling.


Ambitionerne på klimaområdet er enorme hos Aarhus Kommune. Danmarks andenstørste by sigter mod at blive 100 procent CO2-neutral inden 2030. Lykkes det vil byen overhale regeringens målsætning om at være klimaneutral i 2050 indenom. 

Og arbejdet går godt. Siden klimaindsatsen blev skudt i gang i 2008 er det lykkes kommunalt ansatte, virksomheder, vidensinstitutioner og borgere at halvere byens CO2-​udledning.

De sidste, seje træk mod en fuldstændig CO2-fri by, bliver uden tvivl de hårdeste. Derfor er der også god grund til både at hylde og diskutere klimaindsatsen med de mange hundrede aktører, der er med til at skubbe Aarhus i en grønnere retning. 

Pris hylder lokale klimahelte

Det bliver der rig mulighed for på kommunens årlige klimakonference – den sjette af slagsen på lige så mange år – der afholdes i Aarhus Congress Center den 16. december. 

Her mødes de professionelle og organisatoriske aktører som har en særlig rolle i den grønne omstilling af Aarhus. 

”Meningen med årskonferencen er at samle alle os, der tilsammen løfter den lokale klimaindsats i Aarhus – medarbejdere i Aarhus Kommune, virksomheder, borgere, uddannelsesinstitutioner og vigtige beslutningstagere. Det er en statusdag, hvor vi fejrer, hvor langt vi er kommet med klimarbejdet i Aarhus Kommune, og sammen blive klogere på hvad vi skal arbejde med det kommende år,” siger klimachef i Aarhus Kommune, Henrik D. H. Müller.

Men konferencen kommer ikke kun til at bestå af debatter og oplæg. Klimakrisen kræver som bekendt tusinder små og store skridt fra alle borgerne i Aarhus Kommune. Og derfor skal klimakonferencen også bruges til at hylde dem, der går foran og viser vejen mod en grønnere fremtid. 

Det bliver der gjort med den såkaldte Spirepris, der er blevet uddelt seks gange i alt. Spireprisen er skabt af Aarhus Kommune og uddeles til organisationer, foreninger, ildsjæle, iværksættere eller fællesskaber i Aarhus Kommune, der satser på den grønne omstilling gennem klimavenlige produkter og grønne initiativer.

Vinderen af Spireprisen udvælges på baggrund af innovationsgrad, forretningspotentiale, samskabelse, formidlingseffekt og klimaeffekt. Ud over anerkendelsen modtager vinderen 10.000 kr. samt tilbuddet om en udviklingsworkshop med partnerne bag Spireprisen, som er COWI, Erhvervshus Midtjylland, Merkur Andelskasse, Sekretariat for Klima og Grøn Omstilling og Worldperfect.

“Spireprisen er en måde at hylde dem, der går foran i den grønne omstilling og derigennem inspirerer andre med deres klimavenlige og grønne initiativer. De gør en kæmpe indsats for at trække vores samfund i en mere bæredygtig retning”, siger

Lise Uhre Pless, Sekretariatschef for Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.

Grønne iværksættere gør en forskel

Sidste års vinder af Spireprisen var virksomheden Re-Zip, der står bag et genanvendeligt emballagesystem til e-handlen. Re-Zip er opfundet af Bo Bach Boddum, og han var glad for kommunens skulderklap i form af Spireprisen. 

“Det er altid dejligt, når man efter et travlt år, bliver set og anerkendt for sin idé og sit arbejde”, udtalte han Aarhus Stifttidende efter sejren. 

Hos Aarhus Kommune håber man, at Spireprisen kan inspirere andre til aktivt at gøre en indsats for klimaet.

“Selvfølgelig skal vi som kommune være med til at skabe rammerne om den grønne omstilling, men det er afgørende, at vi alle trækker i arbejdstøjet. Vores grønne iværksættere og foreninger er et rigtig godt eksempel på, hvordan man selv med relativt få ressourcer faktisk formår at gøre en reel og vigtig forskel”, siger Lise Uhre Pless.

Om spireprisen

For sjette år i træk uddeler Aarhus Kommune Spireprisen til grønne iværksættere, bæredygtige fællesskaber og klimavenlige ildsjæle.

Der er blevet indstillet i alt 19 kandidater. De tre finalister offentliggøres ultimo november på: https://www.facebook.com/AarhusOmstiller

Herefter bliver tre finalister udvalgt. Kåringen af årets Spirepris-vinder finder sted 16. december i Aarhus Congress Center. Vinderen modtager 10.000 kroner og en rådgivningssession.

Spireprisen er et samarbejde mellem COWI, Erhvervshus Midtjylland, Merkur Andelskasse, Worldperfect og Aarhus Kommune.

Tidligere vindere af Spireprisen:

  • Re-Zip (2020): Står bag et genanvendeligt emballagesystem til e-handlen.
  • Cellugy (2019): Arbejder med at udvikle plasticmaterialer baseret på planteaffald.
  • Grums (2018): Producerer bæredygtige hudprodukter af kaffegrums.
  • Webrush (2017): Producerer bæredygtige tandbørster.
  • Aarhus Katedralskole (2016): Modtog den første Spirepris for at kombinere den grønne dagsorden med skoleskemaet.

https://aarhus.lokalavisen.dk/kultur/byrummet/ECE13246743/aarhus-hylder-det-groenne-initiativ-stem-paa-din-favorit-blandt-de-nominerede/ 

https://www.danskenergi.dk/nyheder/unikt-samarbejde-skal-goere-aarhus-co2-neutral-2030 

https://gogreenwithaarhus.dk/aktuelt/nyheder/2021/2021/vidensdeling-og-samarbejde-paa-tvaers-af-kommuner-skaber-de-bedste-loesninger-i-den-groenne-omstilling/ 

De overordnede linjer

https://gogreenwithaarhus.dk/aktuelt/nyheder/2021/2021/bredt-flertal-vil-saette-turbo-paa-byens-groenne-omstilling/