DEBATINDLÆG: Finanssektoren spiller en uundværlig rolle i vejen mod den grønne omstilling

af: Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark

Finanssektorens eget CO2-aftryk er meget lille, men sektoren kan via udlån og investeringer påvirke pengene i vores samfund i en grønnere retning. Og det arbejde er vi allerede godt i gang med.


Selv om vinden ikke altid er nem at få øje på, er den uundværlig for, at vingerne på en vindmølle drejer rundt og producerer grøn energi. Samme funktion har finanssektoren i den bæredygtige omstilling. 

Og der bliver brug for både en stærk og omfangsrig vind i samfundets omstilling mod en mere bæredygtig verden i de kommende år. 

For det kræver massive grønne investeringer, hvis Danmark sammen med verdenssamfundet skal bidrage til substantielle skridt mod FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling og den ambitiøse fælles EU-målsætning om reduktion af CO2-udledningen på 55 pct. fra 1990 til 2030. Både herhjemme og på globalt plan. 

Og når virksomhederne i Danmark i de kommende år skal igennem – den muligvis største – omstilling i deres historie, så får de brug for, at deres penge- og realkreditinstitutter er parate til at understøtte dem i deres rejse. 

Derfor nedsatte Finans Danmark allerede i januar 2019 det rådgivende Forum for Bæredygtig Finans, som skulle komme med anbefalinger til finanssektoren om, hvordan den kunne bidrage til, at vi alle leverer til en grønnere og mere bæredygtig verden i 2030. 

Forummet, som bestod af en række fremtrædende eksperter, NGO’er og repræsentanter fra erhvervslivet, afleverede året efter 20 konkrete forslag til, hvordan sektoren kunne accelerere deres bidrag til grøn omstilling.

Blandt de vigtigste anbefalinger var, at der skulle flere grønne produkter på hylderne. Og at kapitalforvaltere samt penge- og realkreditinstitutter skulle begynde at måle CO2-aftrykket af de aktiviteter, de låner til og investerer i – og efterfølgende sætte reduktionsmål for det.

For selv om finanssektorens eget CO2-aftryk er meget lille, kan sektoren påvirke den retning, pengene i vores samfund bevæger sig i. Både via udlån og investeringer. Og det er vi i finanssektoren allerede godt i gang med.

Grøn rådgivning og grønne lån

Den første bæredygtighedsredegørelse fra sektoren viser, at ni ud af ti penge- og realkreditinstitutter inddrager bæredygtighed, når kunderne – både private og erhvervslivet – får rådgivning i banken. Samtidig har otte ud af ti medlemmer i 2020 lanceret nye bæredygtige produkter.

Attraktive lån til grønnere biler og boliger, til privatkunder og virksomheder, der vil energirenovere, eller til virksomheder, der vil omstille sig til mere bæredygtig produktion. Det er nogle af de grønne kærlige skub, som finanssektoren kan give til gavn for hele samfundet. Finanssektoren kan sørge for, at det både er mere attraktivt og nemt at træffe de grønne valg. 

Bæredygtige investeringsmuligheder

Og tænk hvis det samtidig kan lykkes at flytte alle de milliarder, som over 785.000 danskere i dag har investeret via investeringsfonde, i en mere bæredygtig retning.

Investeringsbranchen har allerede taget det første spadestik. Investering Danmark, som er en del af Finans Danmark, gav som den første investeringsbranche i verden sidste år tilsagn om at reducere CO2-aftrykket for danske aktiefonde henvendt til private investorer med 75 procent frem mod 2030 i forhold til verdensaktieindekset i 2020. 

Et år senere er status, at CO2-aftrykket på danskernes investeringer 22 procent lavere end verdensaktieindeksets CO2-aftryk i 2020. Det svarer til, at alle danskere over 18 år har kørt 1.900 færre kilometer i benzinbil. Coronanedlukningerne har helt sikkert bidraget med masser af grøn medvind. Men det har det grønne fokus i branchen også. 

Investeringsbranchen har nemlig siden sommeren 2020 lanceret 12 nye grønne investeringsfonde, som giver danskerne flere muligheder for at investere mere bæredygtigt. Og danskernes interesse for bæredygtige investeringer er stigende – cirka 30 pct. af alle nye investeringskroner i 2021 er sat ind på en bæredygtig fond.

Målemetoder og reduktionsmål

For at vi kan sikre os, at samfundets fælles mål om en mere bæredygtig fremtid opnås i tide, skal vi have solide fælles målemetoder. Vi skal kunne måle, hvor vi er i dag – og om vi år for år bevæger os i den rigtige retning. Ellers kommer vi ikke videre end flotte erklæringer og gode intentioner.

Derfor har Finans Danmark i 2020 i samarbejde med Forsikring & Pension udviklet en fælles model til finanssektoren, som det enkelte pengeinstitut eller kapitalforvalter kan bruge til at udregne det CO2-aftryk, de er med til at finansiere gennem udlån og investeringer.

Næste skridt er at tage modellen i brug både i dialog med kunderne og til at sætte egne mål for reduktion af CO2-aftrykket. Nu skal finanssektoren måle på deres CO2-aftryk fra udlån og investeringer samt sætte ambitiøse reduktionsmål på det. Og så skal man løbende følge op på, hvor langt man er nået. 

Målemetoden blev anerkendt som et vigtigt værktøj både af regeringen og regeringens 13 klimapartnerskaber. Derfor bad regeringen Finanssektorens klimapartnerskab med Finans Danmark i spidsen om at udvikle en fælles model for at opgøre CO2-udledninger i et bredt samarbejde med myndigheder og andre organisationer på tværs af alle 13 klimapartnerskaber. Samarbejdsprojektet afleverede i foråret en rapport til Grønt Erhvervsforum med 11 anbefalinger.

Fælles opgave

Selv om vi i finanssektoren er godt i gang, er den bæredygtige omstilling en opgave, ingen kan løfte alene. Derfor er det afgørende, at både forbrugerne, investorerne, erhvervslivet, finanssektoren og samfundet skal bidrage. 

Finanssektoren skal løfte bæredygtighedskompetencer hos både kunderådgivere og ledelsen. Og vi skal fortsatte fokus på at have endnu flere grønne produkter på hylderne.

Forbrugerne skal i højere grad tænke grønt, når de renoverer deres bolig, eller når de vælger at investere deres opsparing. Virksomhederne skal fortsætte deres igangværende omstilling og samtidig sørge for at gøre data om deres CO2-aftryk mere tilgængelige for investorer og udlånere.

Og regeringen skal bidrage med, at regulering og love understøtter den bæredygtige omstilling med en mere fleksibel ramme for grønne investeringer og udlån. 

Finanssektoren er den helt afgørende vind, der får vingerne på den bæredygtige omstillings-vindmølle til at dreje rundt. Men i fællesskab kan vi udrette endnu mere – vi kan blive en grøn stormagt til inspiration for hele verden. 

Årstema: Veje til de 70% - forskellige organisationer og ildsjæles bud.

Der enighed om, at vi skal have reduceret CO2-udledningen med 70% i 2030, men så stopper enigheden også. For der er mange forskellige bud på vejen der hen. Hvor meget skal elektrificeringen fylde? Skal vi have afgifter på CO2 eller energiforbrug? Er det landbruget eller trafikken der skal holde for? Derfor stiller Energiforum Danmarks magasin i en artikelserie, henover året, skarpt på forskellige organisationer og ildsjæles bud på vejen til de 70%.