Klodens tilstand er kritisk. Det blev slået fast, da FN’s Klimapanel, IPCC, i sidste måned udgav sin sjette rapport. Og det var dyster læsning. 

Rapporten beskrev en verden, der i høj grad er præget af en stadig stigende udledning af drivhusgasser til atmosfæren, hvilket forstærker effekten af klimaforandringer, som igen fører til ekstreme vejrfænomener. 

Særligt i Afrika og Asien – i områder, der allerede er presset af en række andre udfordringer - opleves flere og større ekstreme vejrfænomener såsom øget ørkendannelse og stigende nedbørsmængder, som bliver mere uforudsigelige og intense. Samtidig er det i disse områder, hvor en stor andel af verdens fordrevne befinder sig – en befolkningsgruppe, der hører til de mest udsatte.

Rapporten stadfæstede på højeste niveau, at klimaforandringer rammer de mest sårbare, der befinder sig i de mest udsatte dele af verden, hårdest. Det gælder ikke mindst flygtninge og internt fordrevne.

Som en humanitær organisation, der arbejder i 40 lande og i nogle af verdens største brændpunkter, kom den konklusion ikke som en overraskelse.

DRC rohingya-frivillig i Cox’s Bazar, fotokredit: DRC/Nazmus Sakib

I vores arbejde ser vi, hvordan klimaforandringerne udgør den ultimative "trusselmultiplikator". De forværrer allerede skrøbelige situationer og bidrager til yderligere sociale spændinger og konflikt.

12 ud af verdens 20 mest klimasårbare lande er også påvirkede af konflikt, og er derfor dårligere rustet til at tilpasse sig klimaforandringerne. Dermed bør klimaforandringer – i kombination med forværring af naturressourcerne i samme regioner - forstås som faktorer, der forværrer og forstørrer allerede eksisterende kriser og forøger de risici, som mennesker i udsatte områder lever med.

Ændringer i klima- og vejrforhold såsom længere tørkeperioder og flere og større oversvømmelser kan i værste fald efterlade områder ubeboelige og skabe helt nye og meget komplekse fordrivelses- og migrationsmønstre. Samtidig kan knaphed på vand, land og andre naturressourcer bringe brænde til bålet for fremtidige konflikter.

Klimaforandringer forværrer sårbare menneskers livsgrundlag

IPCC’s seneste rapport viser med al sin tydelighed, at humanitære organisationer er nødt til at tænke i nye baner og arbejde endnu mere målrettet med at forstå, hvordan klimaforandringer forværrer de mest sårbare menneskers livsgrundlag. 

Det kræver ikke mindst et stærkt fokus på, hvordan man kan opbygge langsigtet modstandsdygtighed og tilpasningsevne overfor disse forandringer. 

Den globale klimakrise forværrer og ændrer dynamikkerne i verdens ​​humanitære kriser på et tidspunkt, hvor nødhjælpsorganisationer allerede kæmper med at imødekomme de store – og eksponentielt voksende - behov.

I DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder vi strategisk med klimatilpasning. Vi stiller krav til os selv og samarbejdspartnere om reduktion af CO2-forbrug og bruger så vidt muligt bæredygtige, lokale materialer i vores indsatser. 

I Cox’s Bazar, der huser verdens største flygtningelejr, bruger flygtninge eksempelvis lokalt produceret bambus til at bygge deres huse. Derudover arbejder vi flere steder med at reetablere naturlige økosystemer, så nedbør kan udnyttes positivt i for eksempel landbruget, fremfor at udgøre en risikofaktor, som det er tilfældet mange steder i dag.

Yemen 2019, fotokredit DRC/Nazmus Sakib

Det er tydeligere end nogensinde før, at vores vision om at skabe et værdigt liv og adgang til bæredygtige løsninger for mennesker på flugt kun kan opnås på bæredygtig vis. Det kræver, at vi aktivt og systematisk overvejer og integrerer hensyn til klima-, natur- og biodiversitet i vores programmer og operationer. 

Derfor repræsenterer vores seneste strategi ambitiøs nytænkning indenfor arbejdet med flygtninge og internt fordrevne. 

Det indebærer blandt andet at sammentænke indsatser, således at vi både arbejder med akut nødhjælp, udvikling og fredsopbygning, og at vi samtidig har øje for at styrke og investere i lokalsamfunds og nationale myndigheders evne til at modstå og tilpasse sig klimaforandringer. 

Men vi og den humanitære sektor kan ikke gøre det alene. Det kræver en fælles international indsats og investeringer at reetablere naturlige økosystemer i de områder, som er hårdest ramt af klimaforandringer. Det er ikke nødvendigvis så svært. 

Men det kræver bred opbakning og risikovillighed fra det internationale samfund - både den private og den offentlige sektor.