Credit: Kenneth Christensen 

Datamedarbejder i Hillerød Kommune skaber nyt IT-modul og deler erfaringer på YouTube

af: Kenneth Christensen, Digital vedligeholdelsesplanlægger hos Hillerød Kommune

I Hillerød Kommunes ejendomsafdeling har vi for tiden fokus på, at indhente data fra vores fagsystemer og gemme dem i et centralt data warehouse, hvilket normalt er forbundet med stor kompleksitet. Men håbet er at gøre det nemt at opsætte og vedligeholde og at vi kan dele erfaringerne med alle via open source.


I mit job som digital vedligeholdelsesplanlægger ved ejendomsafdelingen i Hillerød Kommune, har jeg længe talt om fordelene ved at kunne sammenstille data fra vores fagsystemer, som traditionelt er svære at tilgå. 

Sidste år fik jeg ansvaret for at sammenstille data fra Hillerød Kommunes Facility Management System med ejendomsafdelingens el-forbrug. Derfor  byggede jeg et såkaldt data warehouse-miljø i skyløsningen Microsoft Azure. Det er i stand til at rumme store mængder data, som diverse brugere kan tildeles adgang til.

Da det nye digitale miljø var på plads, byggede jeg moduler oven på grundmiljøet – et modul til hvert fagsystem. Det tog lang tid og en del fritid at få på plads, og de to første moduler blev endelig frigivet i februar 2022.

Missionen med de nye moduler var at vise elforbruget pr kvadratmeter pr bygningskategori.

Det ene modul henter dagligt informationer fra DaluxFM, hvor de kommer i en særlig hierakisk form i XML, så de skal vaskes og omdannes til en standard.

Det andet modul henter og vasker dagligt data fra den fælles danske el-hub, kaldet Eloverblik, som leverer det samlede elforbrug for kommunens ejendomme.  

Dataen lagres efterfølgende i en Microsoft Azure SQL Database, hvorfra brugeren simpelt kan tilgå data med programmer som fx Excel og Microsoft Power BI. Dette giver mulighed for at udstille live data som interaktive ledelsesrapporter på hjemmeside, på Microsoft Teams eller som app på en telefon.

Deling af viden med alle via open source

Når integrationerne endelig er på plads, kommer det sjove arbejde med at analysere data og opsætte faste nøgletal. Nøgletallene kan vise, hvordan man performer i forhold til forrige års forbrug og giver samtidig mulighed for at indlægge visioner for fremtidige nøgletal. 

Jeg ser flere steder, at brugere hopper over opbygningen af et data warehouse og manuelt udtrækker rapporter og linker ind i Power BI. Det er også en mulighed, men det giver ekstra arbejde, fordi man så selv skal udtrække rapporter og vaske data.

Det er ikke ligetil at designe en løsning til dataindsamling, som er nem at installere og betjene. 

Programmeringen kræver i sig selv meget arbejde, ligesom at det også tager tid at sikre en god dokumentation af den leverede data, der skal være så personuafhængig, at IT-afdelingen også trygt tør opsætte den. 

Så i stedet for at lave alt dette arbejde og kun lade det komme vores egen kommune til gode, besluttede vi at lægge det hele ud som open source. 

Det betyder, at andre virksomheder kan opsætte samme løsning i deres Microsoft Azure miljø og at andre udviklere og IT-afdelingen kan læse kode og dokumentation, fremfor at vi holder det for os selv. 

Illustrationen viser, at der udvikles et modul til at hente og vaske data fra hvert fagsystem. Andre systemer kan så hente data direkte fra databasen eller gennem et formaliseret Application Programming Interface, forkortet API. API er en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software. Credit: Kenneth Christensen.


I kommuner er vi dygtige til at netværke, fordi vi ikke har konkurrence som i private virksomheder.

Vi kunne dog godt blive endnu bedre til at dele viden for at hjælpe andre, skabe standarder, få feedback, fejle hurtigt og arbejde på samme viden. 

Når det handler om programmering, er GitHub en ideel platform. Jeg leder leder dog stadig efter en god platform til open source knowledge, som fx kan bruges til deling af vores IKT-aftale og tekniske specifikationer, vejledninger osv, som andre kommuner også vedligeholder og gerne vil dele.

Vores behov for et data warehouse bunder i ambitionen om at binde data fra vores fagsystemer sammen. Hvert system har gerne deres egne indbyggede dashboards. Indsigterne forbliver dog amputerede, fordi de ikke kan sammenstilles med data udenfor systemet.

Mit opfordring til leverandørerne er derfor, at de bruger flere kræfter på at skabe nem adgang til vores data, fremfor at lave interne dashboards, som vi selv ville kunne eftergøre med eget Power BI. I stedet bør data ligge placeret et centralt sted – fx i Microsoft Teams – hvor cheferne nemt kan få et overblik over tallene. 

Den data man kan tilgå i dag er ofte af svingende kvalitet og stiller krav om meget datavask før det nemt kan importeres i Power BI. Andre gange kan det være en bekosteligt affære at få adgang til data.

Derfor har vi i Hillerød Kommune lært at medtage krav om adgang til data, inden vi underskriver kontrakter.

Nu kommer det sjove arbejde

For at forklare andre hvad jeg arbejder med, har jeg lavet YouTube-videoer til to typer brugere: 

Dem som kort vil have konceptet præsenteret på engelsk, så det når bredt ud. Og dem, som overvejer at opsætte systemet hos dem selv og vil forstå det reelle setup. Disse videoer foregår på dansk, så jeg har nemmere ved at forklare mig. 

Modulerne blev udgivet for et par måneder siden, og jeg har talt med adskillige nysgerrige som ville teste det af, men ingen endnu som agter at sætte det op i deres driftsmiljø. 

De vil sikkert gerne se endelige resultater af vores anstrengelser, inden de selv overvejer at gå samme vej. 

Vi skal i forhold til GPDR have afklaret hvor anonymiseret vores data skal gøres, før vi må åbne vores Power BI op for alle interesserede.

Kenneth Bo Christensen har lavet nye IT-moduller, der viser elforbruget pr. kvadratmeter pr. bygningskategori i Hillerød Kommune. Det er ikke ligetil at designe en løsning til dataindsamling, som er nem at installere og betjene. Derfor har Kenneth Christensen lagt vejledninger til opsætningen af modullerne ud på YouTube i håb om, at det vil inspirere andre til at følge trop.

 

Grundmodulet har taget lang tid at udvikle og det er nu det sjove arbejde er kommet med dels at lave rapporter, og dels at skrive nye moduler. 

Vi har netop fået adgang til vores varmedata fra Hillerød Forsyning. Vi laver snart et modul til at indsamle IoT-data. Og så skal vi til at hive data fra vores parkeringssystemer i Hillerød så vi kan få en finger på byens puls.

Til vores data fra Eloverblik, får vi nu kyndig hjælp fra Transition med vejledning til visualiseringer, og vi har fundet ud af, at jeg skal have data tilkoblet et API, så jeg kan omsætte el-forbruget til CO2. 

Jeg håber at vi med en gennemsigtighed i vores data, vil blive mere bevidste om vores historiske og nuværende forbrug. At vi bliver bedre til at opdage anormaliteter og til at sætte ambitiøse mål. 

Mit ønske er, at vi kan få data ud til vores brugere, så de kan blive bevidste om at fx deres børnehave er den som klarer sig bedst – og at vi hjælper til den efterfølgende sunde undren om “hvorfor”.

Faktaboks: Hvad er Eloverblik?

Eloverblik er din adgang til dine data på tværs af elleverandører. Energinet tilbyder elkunder i Danmark adgang til deres egne data fra DataHub via Eloverblik. 

Det er en kundeportal for både private og virksomheder, uanset valgt elleverandør, hvor man kan logge på med NemID/medarbejderID.

Læs her om modulet til Eloverblik: https://github.com/hillerod/Warehouse.Modules.Eloverblik