Energikrisen blev konkret i den offentlige sektor med udmeldingen om, at alle offentlige bygninger skal sænke temperaturen til 19 grader i oktober. 

For mange virker 19 grader måske som en bagatel, set i sammenhæng med at tredoblede energiregninger kan ødelægge en ellers sund virksomhed og vælte et kommunalt eller regionalt budget.

Men det er ikke så simpelt, som det måske lyder. 

For hvor meget komfort vil man ofre og for hvem? Hvad sker der når man skruer store komplicerede indbyrdes forbundne systemer, der er indreguleret efter 22 grader, ned til 19? Husker man at få alle sammenhænge med, eller risikerer man at ventilationen kompenserer for den varme, som varmeanlægget ikke længere giver?

I Region Hovedstaden har vi mere end to mio. m2 primært hospitalsbyggeri. Disse var undtaget fra anbefalingen omkring 19 grader, men vi valgte at benytte lejligheden til at bidrage til fællesskabet og samtidig få noget læring. 

Vi har derfor iværksat en stor kampagne, som både indeholder retningslinjer, adfærds-anbefalinger og en række tiltag på driftsområdet. 

Kampagnen er blevet godt modtaget og åbner op for en mulighed, vi ikke tidligere har haft. 

Der er forståelse for, at vi nu tester vores styrende set-points med henblik på energioptimering. 

Energikrisen giver os en ny mulighed for at arbejde med energibesparelser og afprøve ting, som hidtil har være for følsomme eller måske har bygget på forkerte antagelser. Vi vil undersøge, om vi fx. kan nedsætte driftstider, temperaturer og luftmængder i bygningerne.

Jeg håber og tror, at kravet om temperatur-reduktionen kan give os en ny læring, som også kan styrke vores arbejde med den grønne omstilling på den lange bane. 

Og så håber jeg også, at vores medlemmer i Energiforum Danmark vil benytte denne mulighed og udvise mod nok til at teste systemer og nye indstillinger. For helt ærligt: hvad har vi egentlig at tabe?