Energibesparelser SKRIV UD

De sidste energibesparelser nås kun gennem samarbejde

af: Kasper Elton Jensen, 06-04-2016
Foto: Colourbox

De mange fremtidige initiativer til energibesparelser sker kun, hvis byggebranchen samarbejder på tværs af faggrupper og landegrænser. CLIMA2016-konferencen i Aalborg med deltagelse af byggespecialister fra hele verden er en enestående mulighed for at booste det samarbejde.

Kravene til nye bygningers energiforbrug strammes markant i disse år i hele Europa. Målet fra EU er, at nye bygninger fra og med 2020 skal være ”Nearly Zero Energy Buildings (NZEB)”, som kort kan forklares som bygninger med et energiforbrug tæt på nul, og hvor restenergibehovet dækkes af vedvarende energi.

Byggebranchen har håndteret lignende stramninger i 2008, i 2010 og nu senest i 2015. Derfor er de lavthængende frugter for længst plukket. Nybyggeri har energiruder, bygningerne er rigeligt isolerede, og radiatorerne har termostatventiler. Alt sammen tiltag, som kan gøres relativt simpelt uden at involvere en samarbejdspartner.  

Men de sidste resultater henter vi ikke hjem så let. Og det giver store udfordringer, når vi skal opfylde de nuværende og fremtidige krav til byggeriet i 2020. Hvis vi skal nå i mål, er byggeriets parter nødt til at samarbejde. For kun hvis projekterende ingeniører, arkitekter og byggevareleverandører sætter sig ned og samarbejder fra første streg sættes i et byggeprojekt, kan vi opnå de resultater, der giver de ønskede besparelser, og som ikke går på kompromis med det gode indeklima og et flot bygningsdesign.

Ved at samarbejde på tværs af branchen og udveksle erfaringer fra gennemtænkte og gennemprøvede løsninger, undgår vi tidligere tiders fejltagelser, som f.eks. i 1980’erne, hvor vi oplevede ”glughulsarkitekturen” med ganske små vinduer mod nord. Disse bygninger havde godt nok et lille varmetab mod nord, men til gengæld et stort behov for elektrisk belysning.

Når verdenseliten af forskere, rådgivere og byggevareleverandører mødes i Aalborg den 23.-25. maj til den store internationale kongres om indeklima og energi i bygninger – CLIMA2016 - er det netop for at samarbejde og udveksle erfaringer på tværs af lande- og faggrænser. Og kan man ikke afsætte tre fulde dage, er der mulighed for at købe en dagsbillet.

Konferencen har et tæt pakket program i 11 parallelle spor, som appellerer til forskellige aktører i byggebranchen. Der er de videnskabeligt tunge indlæg, hvor de nyeste forskningsresultater fremlægges, som f.eks. ”Building Performance”, og der er de praktisk orienterede workshops, der er mere rettet mod beslutningstagere, rådgivere og udførende, som f.eks. ”Energy Efficient Heat Pump, from ”Standard” Performances to ”Seasonal” Performance.

På kongressen vil der være præsentation af flere EU-støttede projekter, der sigter mod at fremme samarbejdet på tværs af landegrænser og fagområder i byggebranchen. Man kan f.eks. høre om PROF/TRAC-projektet, som har til formål at efteruddanne arkitekter og ingeniører i disciplinen ”integreret energidesign (IED)”. Sammenfattet går IED ud på, at det arkitektoniske, formgivningsmæssige, funktionelle, energi- og klimatekniske og det konstruktionsmæssige går op i en højere enhed, og derfor kræver IED et samspil mellem flere aktører.

Samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører er vejen frem, og derfor er det vigtigt, at vi påtager os ansvaret for at tilbyde efteruddannelse i det nødvendige samarbejde. Aalborg Universitet, Arkitektskolen og foreningen Danvak deltager i PROF/TRAC-projektet, og til efteråret udbyder vi i fælleskab et kursus i IED i Danmark, som er baseret på erfaringerne fra flere europæiske lande. Men det er ikke nok med et enkelt kursus. Vi har brug for endnu flere tiltag, så vi sammen kan hente de sidste højthængende frugter ned. Alle kan blive en del af det samarbejde ved at tilmelde sig CLIMA2016 i Aalborg den 23.-25. maj.

Kilde: Danvak

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.