Mere end seks ud af ti husstande i Danmark har LED belysning, og ser man på udbredelsen af LED over de seneste år, er udviklingen eksponentiel. Hvor 13 pct. havde købt LED belysning for to år siden, har 74 pct. købt LED inden for det seneste år, og blandt dem har mere end seks ud af ti husstande købt belysningen inden for de senest 6 måneder.
Det fremgår af en ny undersøgelse af Energistyrelsen, hvor et repræsentativt udsnit af danske borgere er blevet stillet en række spørgsmål om husstandens belysning – type, omfang, tilfredshed, anvendelsesområde, købssteder, informationssøgning mm. – og hvorfor danskerne vælger LED fremfor traditionelle lyskilder.
Lavere priser, bedre kvalitet og skærpede EU-krav har især siden 2013 modnet markedet for LED-belysning og medført en eksponentiel udvikling i udbredelsen af LED i private husstande. I dag er 3 ud af 4 husstande tilfredse med kvaliteten af deres LED-belysning, hvilket i høj grad udfordrer tidligere tiders fordomme over for LED-lyskilder om dårlig lyskvalitet og kolde farver.
(Kilde: Energistyrelsen)
Klik her for at læse mere om undersøgelsen