Som led i regeringens helhedsplan præsenterede energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i går Danmarkshistoriens første samlede forsyningsstrategi, der vil give de danske husstande et øget rådighedsbeløb på 2.800 kr. årligt gennem billigere forsyningsydelser som vand, varme, affald, el og gas. Bedre styring, lofter over priserne og øget konkurrence skal effektivisere forsyningssektorerne for 5,9 mia. kr. i 2025.
En almindelig dansk husstand bruger i gennemsnit ca. 37.000 kr. på forsyningsydelser om året. Det er omtrent ligeså meget, som de bruger på fødevarer. Men på forsyningsområdet kan forbrugerne ikke altid skifte mellem Netto eller Fakta, hvis de vil jagte tilbud og have bedre og billigere varer. De er ofte bundet til deres forsyningsselskab. Hovedformålet med forsyningsstrategien er derfor at sikre en billig og sikker forsyning til forbrugerne.
Læs mere om regeringens planer her.
Reaktioner på planen
Dansk Fjernvarme og Dansk Energi roser ideen om en samlet forsyningstrategi, men vurderer at beregningerne bag planerne er for optimistiske (se evt. mere her og her). Også vandsektorens Brancheorganisation DANVA er meget skeptisk i forhold til om beregningerne holder stik (læs evt. mere her).
I Dansk Affaldsforening er man mere bekymret for de politiske perspektiver, som bl.a. indebærer det de kalder en tvangsprivatisering af håndteringen af genanvendeligt affald, hvilket vil medføre store samfundsøkonomiske tab (læs evt. mere her).