En ny støtteordning skal give private boligejere mulighed for at få installeret en varmepumpe på en abonnementsordning, hvor der kun skal betales for den forbrugte varme og eventuelt et engangsbeløb i forbindelse med tilslutningen. Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i dag.
Over de næste tre år er der blevet afsat 25 mio. kr. til en støtteordning, der skal give boligejere mulighed for at få installeret en varmepumpe med rabat. Den nye ordning skal nemlig støtte en række virksomheder til indkøb af varmepumper, som skal installeres hos boligejere. Dermed bliver finansieringen, køb og installationen af varmepumperne leverandørernes ansvar, hvilket ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt er godt nyt for boligejere i landdistrikterne, hvor udskiftning af olie- og naturgasfyr kan være en udfordring.
”Varmepumper spiller en afgørende rolle i omstillingen af vores energisystem. Derfor støtter vi nu helt konkret udbredelsen, så virksomhederne får et afsæt til at udvikle både bære- og levedygtige forretningskoncepter for fremtidens energiforsyning,” siger Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.
Indtil videre kan op til fem virksomheder få støtte frem til udgangen af 2019 til at installere 350 varmepumper hver. Formålet med ordningen er udover at sætte skub i den grønne omstilling i landdistrikterne, også at skabe et konkurrencepræget marked for varmepumper på abonnement, der er med til at fremme udbredelsen af varmepumper på det private marked i Danmark.
Det er Energistyrelsen, der varetager støtteordningen, og virksomhederne kan søge om støtte frem til 3. oktober 2016. Op til fem virksomheder kan få tildelt støtte. Støtteordningen er et element i aftalen om udmøntningen af energireserven for 2016-2018, som blev indgået i december 2015.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet