Politik og regler SKRIV UD

Overblik over 2025-planen set med energibriller

af: Kasper Elton Jensen, 31-08-2016
Foto: Colourbox

Regeringen, med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, fremlagde i går 2025-planen, hvor det blandt andet fremgik, hvordan regeringen vil takle justeringen af PSO-afgiften, som regeringen tidligere i år var blevet pålagt af EU-Kommissionen. Justeringen betyder at de grønne ambitioner i Danmark lider et knæk, men der er også enkelte positive aspekter ved regeringens udspil. Derfor har vi samlet et lille overblik over de energimæssige plusser og minusser ved regeringens 2025-plan.

De energimæssige minusser ved 2025-planen

Afskaffelsen af PSO-afgiften skal finansieres ved at skrotte kystnære havvindmøller og den grønne check. PSO-afgiften er i sin nuværende form blevet dømt af EU-Kommissionen til at være i strid med EU's retningslinjer, og derfor har den danske regering været nødsaget til at ændre på PSO-afgiften. Det var forventet at regeringen ville finansiere PSO’en ved generelle skattestigninger, men efter at dette forslag mødte massiv kritik fra især regeringens eget bagland, skal finansieringen nu i stedet findes ved nedskæringer på den vedvarende energi ved blandt andet at skrotte 350 MW kystnære vindmøller. Det fremgår af regeringens 2025-plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde på et pressemøde i går.

Udover at regeringen vil skrotte kystnære vindmøller, skal havvindmølleprojektet Kriegers Flak gøres billigere og flere forskellige puljer til vindmøller samt en pulje til virksomheder, der støtter virksomhedernes omlægning til vedvarende energi eller fjernvarme bliver helt afskaffet.

”Nedskæringerne på den vedvarende energi er et klart skridt tilbage i den grønne omstilling, fordi tilliden til den grønne omstilling som en god investering har lidt et knæk. Fremtidsudsigterne er blevet mere usikre”, mener Dorte Nørregaard Larsen, sekretariatschef hos Energiforum Danmark.

Derudover har regeringen fremlagt idéen om helt at afskaffe den grønne check, og regeringens 2025-plan bliver nu mødt af kritik fra flere af partierne på Christiansborg – heriblandt de Konservative og Socialdemokraterne.

De konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard siger i dag til DR Nyhederne, at regeringens udspil skaber usikkerhed i den grønne branche ved at afskaffe PSO-afgiften helt. Tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S) er heller ikke begejstret for regeringens 2025-plan.

”Det er simpelthen for fattigt, at vi står i en situation, hvor vi går tilbage og skruer ned for de grønne ambitioner”, udtaler Benny Engelbrecht til DR Nyhederne.

2025-planen giver plads til nye grønne initiativer

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, mener dog ikke at kritikken er berettiget. Overfor DR Nyhederne understreger Jacob Jensen, at 2025-planen giver plads til andre grønne initiativer, og at regeringen stadig har den samme grønne ambition som de hele tiden har haft. Regeringen skriver i deres rapport, at udbygningen af den vedvarende energi fremover skal finansieres over finansloven fremfor via PSO-afgiften.

Resultatet vil ifølge regeringen medføre en mere velfungerende og effektiv forsyningssektor for både privatpersoner og virksomheder, og som kan gøre priserne på el, varme og vand billigere uden at det påvirker forsyningssikkerheden.

Derudover er det regeringens mål, at gøre Danmark til en global supermagt når det gælder eksport af grøn energiteknologi. Det fremgår af regeringens finanslovforslag for 2017, hvori der indgår en eksportstrategi, som skal styrke eksporten af dansk energiteknologi.

”Eksportstrategien er en offensiv plan for at stille dansk erhvervsliv endnu stærkere i den globale konkurrence om at erobre markedsandele til gavn for eksport, vækst og danske arbejdspladser. Vi er europamestre i eksport af energiteknologi, og nu skal vi blive endnu bedre. Eksportstrategien skal hjælpe til med at gøre Danmark til en grøn eksportsupermagt og vores virksomheder til de foretrukne samarbejdspartnere ude i verden,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Du kan læse om hele regeringens eksportstrategi på Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside her.

Kilde: DR Nyheder, Altinget, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.