Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, var i fredags i New York for, sammen med repræsentanter fra ca. 130 andre lande, at underskrive klimaaftalen fra COP21 i Paris, der er den første juridisk bindende globale klimaaftale i historien. Det skriver Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet på deres hjemmeside.
Parisaftalen, som klimaaftalen er blevet døbt, blev vedtaget i december 2015 på klimatopmødet, COP21. Aftalen forpligter alle de underskrivende lande til at udarbejde nationale planer for at nedbringe deres CO2-udledninger. Med aftalen sendes et vigtigt signal til private investorer om, at lavemission er fremtiden. Aftalen rummer dermed store erhvervsmæssige muligheder for Danmark, der er Europas førende land indenfor eksport af energiteknologi.
Jeg er stolt af at underskrive Parisaftalen på Danmarks vegne. Det er et historisk øjeblik og et vendepunkt for den globale omstilling til lavemission. Den signalerer et skift fra handling fra de få til handling fra alle. Nu gælder det om at sikre en ambitiøs global implementering af aftalen, hvor alle lande leverer, hvad de har lovet. Det gælder også EU. Vi skal have omsat EU’s 2030-klimamål til handling og resultater. Det betyder først og fremmest, at vi skal have den konkrete lovgivning for EU’s reduktionsindsats på plads. Og aftalen bør træde i kraft hurtigst muligt. Jeg vil derfor arbejde for at Danmark og EU ratificerer aftalen så hurtigt som muligt, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt til ministeriets hjemmeside.
Udover udarbejdelsen af de nationale planer forpligter landene sig til en ambitionsmekanisme, der indebærer at landene hvert femte år skal revurdere deres ambitioner, så reduktionsindsatsen løbende kan øges. Ellers er det ikke muligt at opnå det nuværende mål om at holde den globale temperaturstigning på under to grader.
Derudover genbekræftede ilandene i fredags, aftalen om at mobilisere 100 mia. USD om året fra 2020 i klimafinansiering til ulandenes klimaindsats.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet