Regeringen bør analysere CO2-udledningen og effekterne ved en afgift på biomasse til fjernvarme, det mener Enhedslisten. Dansk Fjernvarme advarer, og mener at det vil bremse den grønne omstilling.
Hos Enhedslisten vil man altså have undersøgt effekterne ved at pålægge en afgift på biomasse til fjernvarme. Desuden ønsker partiet svar på, hvor meget CO2 der udledes brug af biomasse. Partiet ønsker at regeringen udarbejder nye analyser af effekterne ved en afgiftspålæggelse på biomasse, fremgår det af to beslutningsforslag, som partiet har fremsat i Folketinget.
Baggrunden for ønsket til regeringen er diskussionen om, hvorvidt biomasse er CO2-neutralt eller ej. I Enhedslisten lufter man i forslaget desuden også en bekymring for den manglende udbredelse af varmepumper i fjernvarmen. Og mens man hos Dansk Fjernvarme er uenig med partiet i effekterne ved en afgiftspålæggelse på biomasse, deler man omvendt denne bekymring, og har derfor sat sig i spidsen for et omfattende projekt, der skal få 500 MW varmepumper ind i fjernvarmesystemet i 2020.