Der er brug for et gearskifte i energirenoveringer, når forhandlingerne om energieffektivitet og energirenoveringer indledes i Europa-Parlamentet. Sådan lyder udmeldingen fra EU-parlamentarikeren Bendt Bendtsen (K), der dermed bakker Dansk Byggeri op i håbet om et politisk fokus på området i 2017.
Tre ud af fire europæiske bygninger er energimæssigt ineffektive, og 40 procent af EU’s energiforbrug går til bygninger. Af hensyn til både miljøet, energiregningen og Europas forsyningssikkerhed er anvendelsen af energien i bygninger derfor et godt sted at sætte ind, da det kan gøres meget mere effektivt, ifølge Bendt Bendtsen.
Der er derfor brug for et gearskifte i energirenoveringer af bygninger, hvis medlemslandene skal nå det fælles mål om, at øge energieffektiviteten i EU med 30 procent i 2030 og dermed bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser, lyder det fra Bendt Bendtsen.
Mens måltallet for energieffektivitet ikke er møntet på hvert enkelt land i EU, men skal opfyldes på et overordnet EU plan, sender målet alligevel et vigtigt og nødvendigt budskab i forhold til at motivere både regeringer, virksomheder og borgere til at gøre en indsats, forklarer Bendt Bendtsen.
Mens der kan være mange årsager til ineffektivitet i energiforbruget som fx mangel på isolering, energirigtige vinduer, ingen brug af termostater, varmepumper eller andet, fastslår Bendt Bendtsen dog, at det ikke er op til politikerne at beslutte, hvilke teknologier der er bedst og mest fremtidssikre, da det er noget som markedet nok skal regulere.
Kilde: Altinget