Mandag blev EU's energiministre enige om at øge ambitionsniveauet for, hvor energieffektiv EU skal være i 2030. Et højere mål vil samtidig få direkte effekt i ordrebøgerne hos danske energivirksomheder, mener Dansk Energi.
EU's energiministre mødtes mandag i Luxembourg for at forsøge at nå frem til en fælles position i forhandlingerne om EU's nye direktiver for energieffektivitet og bygninger. Mandag aften kunne det maltesiske formandskab så fortælle, at ministrene var nået til enighed om at øge målet for energieffektivitet fra 27 til 30 procent i 2030.
Dermed skal Europa samlet set skal bruge 30 procent mindre energi i 2030 og i Dansk Energi er man da også tilfreds fortæller vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge: "30 procent-målet er et godt udgangspunkt. Det viser, at de mere progressive medlemslande – med Danmark i spidsen – har vundet en lille sejr i Rådet. Der var flere lande, der slet ikke ønskede noget mål, og på den baggrund må resultatet siges at være et godt kompromis for Danmark".
Anders Stouge forklarer ydermere, at beslutningen potentielt set også er en god nyhed fir de danske virksomheder, der hvert år eksporterer energiteknologi for milliarder til det indre marked: "I Danmark kommer vi til at levere en god portion af de løsninger, der kræves for at nå EU's energimål. Og det er klart, at en højere målsætning har direkte effekt i ordrebøgerne". Han understreger desuden, at EU's beslutningstagere i de kommende forhandlinger må sikre, at de to direktiver også skaber de bedste rammer for at nå målene billigst muligt: "Nu skal vi se på, hvordan vi når målet bedst muligt. Her handler det om både at spare på forbrug af den fossile energi og skifte fra fossil energi til grøn el", forklarer Anders Stouge.
På mødet blev EU's ministerråd også enige om en generel holdning til det nye bygningsdirektiv. Her støttede de blandt andet et krav om, at parkeringsanlæg i nye bygninger fra 2025 skal være ”elbil-parate”. I praksis skal nye pladser ved ikke-boligbyggerier have mindst én ladestander og en tredjedel af pladserne skal have lagt tomrør eller kabler, sådan et en ladestander kan installeres lettere. Ved boligbyggerier skal hver parkeringsplads desuden have tomrør eller kabler lagt ud, hvis det står til energiministrenes forslag.
Med ministerrådets mandat på plads kan forhandlingerne gå i gang, når Europa-Parlamentet har vedtaget en position på området ved udgangen af 2017. En endelig aftale ventes i starten af 2018.
Kilde: Dansk Energi