Forsyning og VE SKRIV UD

Forbruget af energi og vedvarende energi steg i 2016

af: Ulrik Blaabjerg, 04-12-2017
Foto: Colourbox

En lavere elimport og mindre blæst til vindmøllerne medførte en stigning i energiforbruget og de faktiske CO2-udledninger i 2016. Da især kraftværkerne samtidig brugte mere biomasse, voksede forbruget af vedvarende energi, så andelen af vedvarende energi steg til 31,3 procent. Det fremgår af Energistatistik 2016, som Energistyrelsen offentliggjorde i fredags.

Danmarks faktiske energiforbrug steg med 3 procent i 2016 til 743 PJ i forhold til året før. Stigningen kan blandt andet forklares ved, at Danmarks nettoimport af elektricitet var 14,5 procent mindre end i 2015. Samtidig faldt produktionen af vindkraft med 9,6 procent, da det blæste mindre i 2016. Udviklingen betød, at forbruget af kul og naturgas til elproduktion i 2016 steg med henholdsvis 21,3 procent og 12,6 procent.

Selvom vindkraftproduktionen faldt med 5 PJ i 2016, så steg det samlede faktiske forbrug af vedvarende energi med 4,4 procent fra 2015 til 2016 til 217 PJ. Det skyldes især en stigning i forbruget af biomasse på 9 PJ - primært båret af en stigning i træpilleforbruget på 7 PJ, hvoraf værkerne står for 5,7 PJ af stigningen. 

Produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi udgjorde 53,9 procent af den indenlandske elforsyning i 2016. Det er et fald på 2,1 procentpoint i forhold til 2015. De største bidrag kom fra vindkraft med 37,5 procent, og biomasse med 12,7 procent.

Andelen af vedvarende energi sat i forhold til det samlede bruttoenergiforbrug er på 29,1 procent i 2016 i forhold til 28,6 procent i 2015. Opgjort efter EU’s beregningsmetode udgjorde vedvarende energi ca. 31,3 procent af energiforbruget i 2016 mod 30,8 procent i 2015.

Den danske produktion af råolie, naturgas og vedvarende energi m.m. faldt 5,6 procent i 2016 til 638 PJ. Produktionen af råolie faldt med 10 procent, mens produktionen af naturgas faldt 2,2 procent og produktionen af vedvarende energi faldt med 1,1 procent.

Stigningen i forbruget af kul og andre fossile brændsler i 2016 betød, at de faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget steg med 4,4 procent i 2016 til 36,7 mio. ton. Korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet steg CO2-udledningerne med 1,8 procent. Siden 1990 er de korrigerede CO2-udledninger faldet 34,6 procent.

En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser en stigning på 3,2 procent i 2016. De faktiske udledninger af drivhusgasser er reduceret med 29,1 procent siden 1990.

Kilde: Energistyrelsen

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.