Energibesparelser SKRIV UD

GIVSKUD ZOO energirenoverer parken

af: Kasper Elton Jensen, 24-05-2017
Foto: GIVSKUD ZOO

Gorillaerne kan godt lide varme, og løverne skal heller ikke fryse om poterne inde i stalden. Samtidig skal man kunne se noget, når man er inde i nogle af parkens bygninger. Alt dette kræver lamper, lys og ventilation, som ofte er forbundet med tunge økonomiske udgifter. Derfor har GIVSKUD ZOO nu iværksat et omfattende energiprojekt, som skal skabe store besparelser - både på CO2-udledning og rent økonomisk. Det skriver GIVSKUD ZOO i en pressemeddelelse.

GIVSKUD ZOO bruger rigtig meget energi på mange områder. Fremover skal det forbrug moderniseres og forbedres, så det bliver både mere miljøvenligt og billigere.

”Et zoologisk anlæg, der som GIVSKUD ZOO har til formål at formidle om natur og være med til at bevare dyr og natur, er selvfølgelig forpligtiget til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at have en bæredygtig og miljøvenlig drift. Vi har således allerede for mange år siden skiftet til kun at anvende vandkraftstrøm og har dermed ikke nogen CO2-udledning på strømforbruget”, fortæller direktør Richard Østerballe i pressemeddelelsen.

Ny teknologi giver massive besparelser
Alt lige fra lyskilder, ventilationsanlæg og oliefyr skal udskiftes i GIVSKUD ZOO og erstattes med mere miljøvenlig teknologi. Desuden skal der installeres et solcelleanlæg samt et styringsværkstøj, der skaber overblik over forbruget.

Ifølge planen vil GIVSKUD ZOO med de foranstaltninger kunne spare op mod 140 ton CO2 årligt - eller det der svarer til strømforbruget hos familier i 88 parcelhuse.

”Vi er særligt glade for at vinke farvel til oliefyrene og være med til at spare miljøet for et unødvendigt CO2-udslip”, siger Richard Østerballe.

Aftale med erfaren leverandør
GIVSKUD ZOO har søgt om professionel hjælp til energirenoveringerne hos firmaet SustainSolutions, der skal stå for leveringen af de grønne energibesparelser og finansieringsløsninger på projektet. SustainSolutions har bred erfaring med lignende projekter, og har blandt andet også lavet energioptimering i Aalborg Zoo, hvilket vil resultere i en årlig besparelse på cirka 110.000 kWh samt yderligere besparelser som følge af styringsværkstøjet.

Prisen for projektet i GIVSKUD ZOO forventes at løbe op i 4,5 millioner kroner. Dertil forventer man hos GIVSKUD ZOO, at det vil give en årlig besparelse på 430.000 kwh, samt at styringssystemet også vil skabe besparelser. De penge, parken fremover sparer, på energien, kan tilbagebetale projektinvesteringen over en periode på otte og et halvt år. Det vil sige, at GIVSKUD ZOO faktisk ikke bruger egne midler på at gennemføre de omfattende grønne tiltag.

”Samarbejdet med SustainSolutions og finansieringsløsningen har været afgørende for at realisere vores ønske om at gøre noget godt for miljøet og samtidig spare penge på energiregningen”, siger Richard Østerballe.

Arbejdet er allerede gået i gang, og henover de kommende måneder arbejdes der på at udskifte energikilder og installere et solcelleanlæg i parken.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.