Dansk Energi, iEnergi, Energinet og DI vil skabe bedre rammer for aktivering af fleksibelt forbrug med et nyt fælles oplæg.
Med stigende mængder fluktuerende vedvarende energi fra vind og sol i elsystemet kombineret med elektrificering, er der behov for at aktivere forbrugeren, så deres fleksible forbrug flyttes til tidspunkter, hvor der er tilstrækkelig kapacitet i elnettet, og hvor produktionen af vedvarende energi er stor. Det mener fire interesseorganisationer som er gået sammen om et nyt fælles oplæg for at aktivere og nyttiggøre det fleksible forbrug i elsystemet.
Det er en såkaldt "aggregator", der samler og puljer de forbrugsenheder, som i sig selv udgør et mindre volumen, der kan hjælpe med at aktivere og nyttiggøre det fleksible forbrug i elsystemet. Som et bidrag til at forbedre rammerne for aggregatorer i el-markedet anbefaler de fire interesseorganisationer at implementere og facilitere fire markedsmodeller for aktivering af fleksibel el og integrere aggregator som en ny aktør i elmarkedet.
Om baggrunden for det fælles forslag forklarer vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge: "Vi er nødt til at udvikle vores elmarked til at håndtere morgendagens produktion og forbrug. Derfor anbefaler vi fire modeller, som tilsammen skal skabe bedre rammer for at aktivere fleksibelt forbrug og produktion. Nu trækker vi – sammen med de øvrige aktører – i arbejdstøjet for at få indført de fire modeller i elmarkedet, så vi er klar til at servicere kunder, de ønsker at tilbyde deres fleksibilitet som ny, værdifuld ressource i elmarkedet", lyder det fra vicedirektøren.
Kilde: Dansk Energi