Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser, at Venstre kommer til at være med til at indføre en afgift på brændeovne. Det er ellers selvom Skatteministeriet selv tidligere har påpeget, at brændeovne har miljø- og sundhedsmæssige følgeskader for op mod 800 mio. kr. om året.
Der er altså ikke udsigt til en beskatning af brændeovne, så længe Karsten Lauritzen er skatteminister. Det gjorde han klart over for Jyllands Posten, da han blev spurgt om emnet i slutningen af sidste uge. Lauritzen forklarede til avisen, at man skal være forsigtig med at indføre socialpolitik, sundhedspolitik eller miljøpolitik gennem skatter og afgifter.
Udmeldingen ærgrer Det Økologiske Råd, der tidligere har forslået, at man installerer en temperaturmåler i skorstenen ved brændeovnen. Når temperaturen når op over 60 grader, bør det udløse en afgift, der skal betales til staten, hvis det står til Det Økologiske Råd. Prisen på 2000 kr. som temperaturmåleren koster burde ligeledes være en pris som brændeovnsejerne selv skal betale.