Forsyning og VE SKRIV UD

Flere varmeværker investerer i solvarmeanlæg

af: Soffi Hildebrand, 11-06-2018
Af: Colourbox

Solvarmeanlæg er blevet mere udbredt i Danmark blandt varmeværker, hvilket både skyldes en række miljømæssige- og økonomiske fordele. Dette gør sig også gældende hos den lokale fjernevarme i Aabybro i Nordjylland, som lige nu er ved at opføre et stort solvarmeanlæg. 

Der satses i højere grad på solvarmeanlæg på varmeværker og heriblandt er den lokale fjernvarme i Aabybro, som lige nu er ved at bygge et stort solvarmeanlæg. Anlægget vil med sin størrelse på 26.000 kvadratmeter udgøre en fjerdedel af fjernvarmen. 

Bestyrelsesmedlem i Aabybro Fjernvarme, Jan Præstegaard, har forklaret til TV 2, hvorfor der investeres i et solvarmeanlæg: "Det er jo ikke mindst fordi, vi gerne vil være grønnere i Aabybro, men også fordi der er noget økonomisk gevinst i det. Økonomisk gevinst vil sige, at vores forbrugere får billigere varme ved det. Det er jo det, det drejer sig om i den sidste ende". 

Stigende udvikling
Dansk Fjernvarme forudser, hvordan solvarme inden for de næste år, vil udgøre 10 procent af det danske fjernvarmeforbrug. Kim Behnke vicedirektør i Dansk Fjernvarme forklarer, hvordan danskerne har fået øjnene op for solvarme: "Det var der ingen, der troede på bare for 10 til 12 år siden. Der troede man, at solvarmen kun var noget i Sydeuropa, men det er også noget, der har store perspektiver i Danmark - og det er godt for miljøet".

Hele 107 varmeværker landet over har valgt at opføre solvarmeanlæg, og i år og næste år, er der planlagt at opføre yderligere 26 anlæg. Disse solvarmeanlæg vil tilføje leverancen inden for solenergi med omkring 20 procent. 

Kim Behnke forklarer, hvordan den stigende interesse for solvarme både skyldes miljømæssige- og økonomiske fordele: "Lige nu er der et kæmpe boom rundt omkring i landet. Der bliver bygget rigtig mange solvarmeanlæg for at kunne levere miljøvenlig fjernvarme. Det er ikke kun, fordi solen skinner. Det er simpelthen, fordi det er en god idé". 

Solrig maj
På Sejling Hede i Silkeborg Kommune står verdens største solvarmeanlæg med hele 12.500 solfangere. Jan Gorridsen, formand i Silkeborg Forsyning forklarer til TV2 Østjylland, hvordan maj måned har været ekstra god: "Siden fjerde maj har vi overhovedet ikke brugt fossilbrændstof til glæde for os og Silkeborgs borgere". 

Solvarmeanlægget forsyner mellem 50.000 og 60.000 borgere i Silkeborg Kommune med varmt vand. 

Energiproduktionen har i maj måned været dobbelt så stor, sammenlignet med maj måned sidste år. Jan Gorridsen forklarer, hvordan den positive udvikling har skabt nogle lagringsproblemer: "Vi har nogle lagringstanke, hvor vi kan oplagre noget af energien som buffer, men dem har vi også for få af. Så meget skinner solen".

Kilde: TV 2 og TV2 Østjylland.

 

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.