Grøn energi er langt fremme i Assens Kommune, hvor hele 15 % af det årlige strømforbrug til kommunens bygninger kommer fra 33 solcelleanlæg. Som noget nyt anvender Assens Kommune eviShine systemet, som synliggøre forbruget af den grønne energi, vand og varme samt den endelige CO2-reduktion.
Assens Kommune har nu, via realtime data fra eviShine systemet, mulighed for at skabe et overblik over forbruget af strøm, vand og varme, samt følge med i den strøm, der produceres på kommunens 33 solcelleanlæg.
Hurtigt overblik
Torben With Lohmann, energikonsulent ved Assens Kommune, forklarer fordelene ved systemet: ”eviShine systemet giver et godt overblik og er enkelt og overskueligt at bruge. Vi bruger det primært til at se, om solcellerne og varmepumperne kører, og om der er et overforbrug af energi på en bygning. På sigt vil vi benchmarke imellem skolerne og institutionerne.”
Derudover forklarer Torben With Lohmann, hvordan systemet gør den årlige indberetning til Energitilsynet nemmere: ”Vi sparer en del tid på vores årlige indberetning til Energitilsynet med eviShine. Før skulle vi aflæse hver inverter på de fysiske lokationer, men nu kan vi trække alle data ud af systemet. Vores grønne regnskab er også blevet nemmere med de data, vi kan trække ud af systemet.”
Forbrug visualiseres for flere
Assens Kommune har som noget nyt koblet systemet op på alle 33 solcelleanlæg, men nogle af kommunens skoler bruger allerede systemet i undervisningen. Elever og ansatte kan følge med i forbruget på storskærme. Det er ligeledes intentionen, at skærmene på Borgerservice skal være tilkoblet systemet, således borgerne kan følge med i forbruget og produktionen af grøn energi.
Kilde: Simonsen co