Forsyning og VE SKRIV UD

Grøn tænketank giver anbefalinger til energiminister til ny klimaplan

af: Rebecca Holck Rosenberg, 18-09-2018
Kilde: Nils Rosenvold, Dansk Fjernvarme

Tænketanken Grøn Energi, som fokuserer på fjernvarmens rolle i et bæredygtigt energisystem, afleverede i mandags seks anbefalinger til Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). 

De håber, at anbefalingerne kan indgå i regeringens kommende klimaplan. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Anbefalingerne handler om, hvordan man kan udbrede store varmepumper i fjernvarmesystemet, som kan skabe en mere grøn varmeforsyning.

Ifølge minister Lars Chr. Lilleholt er det vigtigt at få fjernet de barrierer, der forhindrer de store varmepumper, og her kan anbefalingerne fra Grøn Energi være en hjælp.

– Jeg er meget optaget af, at vi får et gennembrud på de store varmepumper, siger han under overrækkelsen af anbefalingerne og fortsætter:

– Det er vigtigt, at vi får kigget på, hvilke barrierer der er, og jeg er indstillet på, at få fjernet så mange af dem som muligt.

Anbefalinger lagt på to dage

De seks anbefalinger blev udarbejdet Grøn Energi, Dansk Fjernvarmes Projektselskab (DFP) og PlanEnergis varmepumpecamp, der blev afholdt den 23. og 24. august.

I alt deltog 48 personer fra 41 forskellige virksomheder, organisationer, forsyningsselskaber og forskningsinstitutter, som er del af energisektoren.

Ifølge Grøn Energi er det vigtigt med en samlet branche for at opnå en løsning. Samtidigt handler en af anbefalingerne også om at skabe en integreret el, gas og fjernvarme.

– Det er ikke realistisk at nå 2050-målene uden både en elektrificering af energisektoren og en intelligent integration mellem el, gas og fjernvarme. Kun sådan sikrer vi balance mellem vindmøllers og solcellers svingende produktion og energiforbrugernes krav til stabil, grøn energi, siger chef for Grøn Energi Jesper Koch i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

– De store varmepumper i fjernvarmen bliver bindeleddet til den intelligente integration. Skal det lykkes, kræver det både stærkere samarbejder på tværs af sektorerne og politisk medspil.

Taskforce skal indføre varmepumper

En anden af de seks anbefalinger går på at oprette en taskforce finansieret af energiaftalen til at undersøge, hvordan man kan bruge overskudsvarme fra de store datacentre såsom Apple, Google og Facebook, som planlægger at etablere sig i Danmark.

Overskudsvarmen skal ifølge ekspertgruppen fra varmepumpecampen indgå i at styrke en bæredygtig udvikling.

– Der er store muligheder forbundet med at der kommer nye datacentre til Danmark. Desværre mangler branchen fortsat rammerne til at kunne træffe de nødvendige investeringer, der sikrer at overskudsvarmen ikke går til spilde. Der er brug for, at myndighederne går sammen med branchen i en task-force som målrettet arbejder på at finde løsninger, fortæller projektchef Jørgen Risom fra DFP på vegne af ekspertgruppen.

Andre anbefalinger fra rapporten, der i mandags blev overdraget til minister Lars Chr. Lilleholt, går blandt andet på at modernisere el-tarifferne og oprette en pulje til etablering af havvandspumper.

Kilde: Grøn Energi

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.