Klima og ressourcer SKRIV UD

Klimavejen sparer 57 millioner liter brændstof

af: Rebecca Holck Rosenberg, 18-10-2018
Kilde: Colourbox

Danskudviklet klimavenligt asfalt med blandt andet særlige brændstofbesparende egenskaber, kan spare klimaregnskabet for ca. 57 millioner liter brændstof og 0,6 tons CO2 i 2030.

Det skriver regeringen i deres klimaudspil for 2018. Ifølge udspillet skal den klimavenlige asfalt udrulles på alle statslige veje fra 2020. Statsvejnettet afvikler næsten halvdelen af al trafik i Danmark.

– Den specialblandede asfalt vil være en stor gevinst for borgere og virksomheder, som tilsammen forventes at spare ca. 40 mio. kr. i brændstof for hver million kroner, der investeres i den nye belægning, siger transport-, bygnings- og klimaminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Ved at skifte til klimavenlig asfalt ser vi altså ud til at kunne opnå en stor effekt med en relativ lille investering.

Jo mere trafik jo mindre CO2

Asfalten er udviklet af Vejdirektoratet under projektet ”Klimavejen” og har til formål at være modstandsdygtig over for klimaforandringer og nedbringe CO2-udslippet.

– Forsøget rummer betydelige miljømæssige perspektiver, fordi selv en beskeden formindskelse af CO2-udledningen fra vejtrafikken kan have meget stor indvirkning på klimaet. Det vil også være en gevinst for bilisterne, fordi det sparer brændstof at køre på den klimavenlige asfalt, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Christian Axelsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Foreløbig er vi dog i testfasen, og i den kommende tid skal vi blandt andet teste, hvorledes den klimavenlige asfalts holdbarhed viser sig ved fuldskala implementering.

Vejdirektoratet har i løbet af i år testet den klimavenlige asfalt på flere motorveje. Blandt andet har Helsingørmotorvejen i maj måned fået et lag klimaasfalt.

Ifølge en analyse fra Vejdirektoratet har klimaasfalten de største brændstofs-besparelser, der hvor der er mest trafik. Det gør sig for eksempel især gældende for Helsingørmotorvejen.

Det skal samtidigt ses i lyset af, at trafikken på statsvejene er steget med 33 procent mellem 2007 og 2017.

Innovative ’fler-i-én’-løsninger

De brændstofbesparende og heraf CO2-reducerende egenskaber ligger i asfaltens ’rullemodstand’, som er noget nyt inden for asfaltbelægning. Rullemodstanden er den modstand som bilernes dæk har mod vejbelægning.

Samtidigt har er asfalten også udviklet til at være modstandsdygtig over for klimaforandringer såsom store regnskyl, der de sidste år har medført oversvømmelser især i byområderne.

Klimaasfalten har derfor en større dræneffekt gennem ’hulrum’, der mere effektivt end traditionel vejbelægning kan viderelede regnvand.

Hulrummet i klimaasfalten giver også en støjreducerende effekt, som ifølge Vejdirektoratet også har været i et stort problem i byområderne og har kostet mange penge i facadeisolering og vinduer for at reducere.

Brændstoftypen betyder mere i klimaregnskabet

Ifølge seniorkonsulent i den grønne tænketank Concito Henrik Gudmundsson bør man hellere satse på, hvilken type brændstof bilerne kører med, når man vil trække fra i klimaregnskabet.

– Selvom det er positivt, er det ikke noget, der flytter meget i det store regnskab, siger han til Netavisen.

– Det er nogle få procent, man kan spare af bilernes CO2. Det er ikke det væsentligste bidrag i transportsektoren.

Asfaltbranchen er derimod mere begejstrede over for klimasfalten. Anders Hundahl, som er administrerende direktør i branche- og arbejdsgiverorganisationen Asfaltindustrien, er positiv over for de CO2-besparende egenskaber.

– Det vil kræve investeringer i nye processer og ekstra uddannelse, men det vil alle vores medlemmer sagtens kunne håndtere, siger han i Licitationen.

– Vi håber da, at kommunerne også kommer med. Særligt kommunernes hovedveje og omfartsveje vil egne sig til det, fortsætter han.

Kilder: Trafik-, Bygnings- og Boligministeriet, Vejdirektoratet, Licitationen, Netavisen

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.