Vindmølleparken Horns Rev 3 har fået vinger, og installationen af den indtil videre største havmøllepark i Danmark begynder at tage fart. De nye vindmøller i Nordsøen, der forventes at være i drift i 2019, betyder, at vindmøllestrømmen bliver billigere.
– Vi får nu en markant større elproduktion fra vindmøller. Det er et stort skridt i udviklingen af offshorevind, som har bragt prisen på vindmøllestrøm ned, og de næste vindmølleparker bliver jo blot endnu billigere, siger Michael Simmelsgard, som er dansk landechef for Vattenfall, der står bag havmølleparken Horns Rev 3, til EnergiWatch.
Vindmøllestrømmen fra Horns Rev 3 får på grund af Vattenfalls aftale med staten en af de billigste priser i Europa. Elprisen vil ligge på 77 øre pr. kilowatt-time. Det skriver vindmøllefirmaet på deres hjemmeside. De hver 33 tons vinger på de i alt 49 nye havmøller generer nok energi til 425.000 danske hjems årlige strømforbrug.
Fremtidens vindenergi er offshore
Opførelsen af Horns Rev 3 er en del af en politisk aftale i 2012. I det nye energiforlig, der blev præsenteret sidst i juni måned, er der planer om tre havmølleparker frem til 2030. De politiske partier vil fremover gøre havvindmøller til den primære kilde til vindenergi. Derudover vil de gøre Nordsøen, hvor Horns Rev 3 er ved at blive bygget, til samlingssted for havvindenergi.
– Nordsøen skal udvikles til et globalt førende område for havvind, hvor nye parker opstilles uden støtte, skriver parterne i Energiaftalen.
De nye planlagte havmølleparker i energiforliget skal samlet have en kapacitet på 2.400 MW. Med flere vindmøller bliver prisen på vindmøllestrøm billigere.
Brancheorganisationen Dansk Industri ser også frem til mere dansk vindenergi til konkurrencedygtige priser.
– Vindproduktion udgør på de bedste dage allerede nu mere end det samlede danske elforbrug. Med det historiske energiforlig i år kan vi se frem til, at vi vil få 100 procent grøn strøm i kontakten over hele året i 2030, siger branchedirektør i DI Energi Troels Ranis til EnergiWatch.
Horns Rev 3 er opført to kilometer fra Horns Rev 2. Nordsøen anvendes også til at udvinde gas og olie til Danmarks energiforbrug.
Kilde: Vattenfall