Som opvarmning til Energiforum 2018 bringer vi over de kommende uger en artikelserie med nogle af årets oplægsholdere. Den første i rækken er Kira Toft Schmidt, Projektleder indenfor energiledelse hos Coop.
Kira har det seneste halvandet år har arbejdet med at ISO 50001 certificere Irma og i 2018 følger de øvrige kæder i koncernen. Fokus har været på at få kortlagt alt omkring energi i koncernen og samtidig rettet fokus hen på medarbejderengagement og involvering af topledelsen.
Kira har sin faglige baggrund indenfor marketing og kommunikation, og da ét af fundamenterne i ISO 50001 er ”engagement of the employees”, var det bl.a. her hun tog fat, da hun fik opgaven med at implementere energiledelse i Coop koncernen. Medarbejderne i Coops butikker har som det primære formål at sælge varer, så hvis det skal give mening at få fokus på energi ude i butikkerne, uden at det skal fylde for meget, skal det ifølge Kira give økonomisk værdi, større ansvarlighedsfølelse og samtidig være sjovt.
Det er direktionen og bestyrelsen i Coop koncernen der har besluttet at indføre ISO 50001, men for Kira er det vigtigt, at det ikke føles som noget, der bliver trukket ned over hovedet på kollegerne i butikkerne. Ledelse og medarbejdere i butikkerne skal nemlig tage det som et aktivt tilvalg og ikke et krav og det er faktisk hvad der er sket, hvilket gør casen meget bedre.
Kiras mål med sit oplæg på Energiforum 2018 er, at publikum får masser af inspiration med hjem til, hvordan man også kan anskue indførsel af energiledelse, og hvordan fokus på involvering, oplysning og engagement fremadrettet skal danne paraply over de tekniske løsninger og dét at spare på energien. Flere af de kerneleverandører hun har arbejdet sammen med, vil fortælle om deres syn på, hvordan Coop har grebet tingene anderledes an, både i forhold til medarbejderengagement, men også involveringen af topledelsen – og fået succes med det.
Selv fortæller Kira om baggrunden for sit oplæg: "Energi bliver ofte præsenteret af nogle meget tekniske løsninger, som vi almindelig dødelige ikke har forstand på eller forstår ret meget af. Mange synes, energi er kedeligt - men området er jo uhyre vigtigt, og hvis vi skal forandre denne verden til et bedre sted at være for vores efterkommere, så er vi nødt til at gøre noget. Og hvilket bedre sted er der at starte end med én selv? Så vi skal tale ind til modtageren og ”det kedelige”, gøre det interessant og vedkommende uden for mange floskler. Så kan vi måske gøre dén lille forskel, som bliver til den store forskel", forklarer hun.
I forhold til at fastholde udviklingen i fremtiden fortæller Kira at man skal anvende de teknologier som folk gør brug af og anvender i sin dagligdag: "Vi skal være på de sociale medier. Om det så er Instagram, Facebook, på en app eller andet – så er det dér, vi skal være. De fleste af os har efterhånden en telefon i lommen, og det er den, vi skal bruge til at komme ud med vores budskaber. Hvilket socialt medie, den enkelte virksomhed så vælger, er ikke afgørende. Det afgørende er, at det skal være nemt, tilgængeligt og også gerne lidt sjovt", lyder det afsluttende fra Kira.