To nye EU-forordninger stiller skrappere krav til installationer af anlæg til elproduktion, f.eks. solceller og vindmøller, og installationer til forbrug, f.eks. til opladning af el-biler. Nettilslutningen fra de mindre anlæg skal fremover kunne kommunikere med de lokale elnetselskaber, så de kan hjælpe elnettet.
Reglerne vil gælde fra april 2019, og Dansk Energi kommer derfor med et opråb til de anlægsejere, installatører og rådgivere, som skal være opmærksom på de nye tekniske krav:
- Nogle rådgivere kender ikke de eksisterende regler godt nok, men det kan blive dyrt for anlægsejerne, hvis installatører og rådgivere ikke har styr på, hvordan man tilslutter anlæg. I værste fald kan anlæggene, hvad enten det drejer sig om solceller, vindmølleparker eller ladestationer til elbiler, ikke blive koblet på nettet, siger civilingeniør fra Dansk Energi Morten Erlang til Dansk Energi.
Dansk Energi har anmeldt de nye krav fra EU, der skal fastsættes nationalt, til Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet har til den 17. november 2018 til at godkende dem. Samtidigt vil Fællesregulativet, der udgives af elnetselskaberne, opdateres.
Mere vedvarende energi kræver nye regler
Formålet med de nye krav fra EU-forordningerne er at sikre en høj el-kvalitet på baggrund af, at vedvarende energi bliver mere udbredt i de europæiske lande. Produktionsanlæggene skal f.eks. understøtte elnettet i tilfælde af, at der sker spændingsdyk. Også forbrugsanlæggene stilles der større installationskrav til for at sikre el-kvaliteten:
- Hvis de ikke er korrekt nettilsluttet, kan de forstyrre el-apparater og skabe lysblink. I værste fald kan det ødelægge lamper, computere og fjernsyn. Princippet er, at man ikke må være til gene for andre, siger Morten Erlang til Dansk Energi.
EU-forordningerne lægger også op til et mere standardiseret regelsæt mellem EU-landende, så kravene til installationerne vil være fælleseuropæisk. Det gælder f.eks. også for strammere krav til dokumentation af produktionsudstyret i forhold til overholdelse af de tekniske betingelser.
Bliv opdateret på de nye krav
Dansk Energi afholder i forbindelse med implementeringen af EU-forordningernes nye krav til installationer af produktions- og forbrugsanlæg to temamøder til efteråret. På temamøderne kan du blive orienteret om de nye tekniske betingelser enten den 19. september i Kolding eller den 8. oktober i Virum.
Kilde: Dansk Energi