Nyt fra Energiforum Danmark SKRIV UD

Godt håndværk og visionære valg nomineres til Energi- og miljøprisen 2019

af: Dorte Nørregaard Larsen, 12-02-2019

Boligselskabet DAB, Salling Group, PensionDanmark og partnerskabsorganisation Gate21 – det er fire meget forskellige virksomheder, der er nominerede til årets Energi- og miljøpris. Salling Group og DAB er nomineret for solide og gedigne indsatser for energistyring og energiledelse, PensionDanmark for visionære valg om bæredygtigt byggeri og Gate 21 for at skabe rammer for utraditionelle partnerskaber og nytænkende projekter på energi- og klimaområdet. 

Det er en tilfreds formand for Energiforum Danmark, Lars Thygesen, der kigger på listen over de fire nominerede til Energi- og miljøprisen 2019. Lars Thygesen konstaterer begejstret:

 - Vores valg af kandidater afspejler på den ene side lysten til at hylde det gode håndværk og den gedigne indsats for energiledelse. Det er ikke raket-videnskab eller epokegørende nyt, men godt og inspirerende arbejde. På den anden side står to kandidater, der gør ”noget anderledes”. PensionDanmark, som gør bæredygtigt byggeri til en god business-case og Gate 21, der nedbryder silo-tækningen i branchen og samler kommuner, leverandører, rådgivere og forskningsinstitutioner i samarbejder, som afprøver nye koncepter og ideer på energi- og klimaområdet – det bliver ikke nemt at udpege en vinder.


Inspiration og resultater

I DAB, der administrerer almene boliger, er resultaterne ikke skabt ’overnight’. Der er tale om et langt, sejt træk, hvor administrationsselskabet løbende introducerer nye initiativer og indsatser for at holde udviklingen på rette spor. Der er uddannet 150 grønne ambassadører blandt ejendomsfunktionærerne, som er med til at optimere boligafdelingernes energiforbrug og finde nye tiltag, der kommer miljøet og beboernes økonomi til gode. Der er ansat energirådgivere, som vejleder boligafdelingernes bestyrelser i, hvilke løsninger der er mest hensigtsmæssige. Og der tænkes automatisk energirigtige løsninger ind i renovering og nybyggeri. Med en vedholdende og varieret indsats er det lykkedes DAB at være et grønt skridt foran.

Lars Gissel, energichef i DAB, udtaler:

– En væsentlig del af boligudgifterne er el, vand og varme, og når vi alligevel kommunikerer med vores omkring 80.000 beboere, føler vi os forpligtet til at hjælpe med at reducere ressourceudgifterne, der samlet løber op i over 700 millioner kr. om året. DAB arbejder derfor tæt sammen med afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer om at optimere boligafdelingernes energianvendelse til gavn for beboerne og miljøet.

Listen over inspirerende tiltag og flotte resultater er lang.

 

Bæredygtighed er en god investering

PensionDanmarks vigtigste opgave er at forrente medlemmernes penge bedst muligt, og på ejendomsområdet har de taget det strategiske valg at investere i certificeret bæredygtigt byggeri. Alt nybyggeri – erhverv som bolig – bliver bæredygtighedscertificeret efter DGNB, eller såfremt kunden ønsker det efter BREEAM eller LEED. PensionDanmark investerer bæredygtigt, fordi det er godt for miljøet og forretningen, og den betragtning er tiltrængt og forfriskende.  

Marius Møller fra PensionDanmark Ejendomme udtaler:

– Bæredygtighedscertificering sker i et tæt samarbejde med byggeriets partnere ved at optimere byggeriets miljømæssige kvalitet i anlæg og drift. Alle vores investeringer bliver opført efter vores bæredygtighedsprogram, der sikrer en minimal belastning på miljø og klima, mens brugernes sundhed, trivsel og produktivitet er i top. Dette fokus er med til at øge værdien af vores investeringer og øge efterspørgslen på længere sigt.


Energiledelse er godt købmandskab

Også Salling Group kan være med, når talen falder på gode investeringer og godt købmandskab. Her har man inden for de sidste par år skabt imponerende resultater med energiledelse. Fx har Føtex sparet hele 3,4 pct. svarende til 3.545.287 kWh el på bare et år, alene på baggrund af en adfærdskampagne i Føtex-kæden. En kampagne baseret på et grundigt forarbejde med målinger, logninger og registreringer. Og ikke mindst stor opbakning fra samtlige medarbejdere, der har deltaget aktivt.

– Vi er meget glade og stolte over, at vi kan gøre en forskel, og vi har på tværs af en lang række initiativer og indsatser formået at energioptimere markant. Det er konkrete gevinster, vi kan mærke, men det gør kun glæden og motivationen endnu større, når vi samtidig ved, at det bidrager positivt til samfundet. Derfor oplever vi også kun en stor passion fra alle vores kolleger, der aktivt og dedikeret tager del i alle vores indsatser, fortæller Benjamin Glinvad, energiansvarlig i Salling Group.


Nedbryder silotækning med partnerskaber

Intelligent vejbelysning, indeklima i skoler og strategisk energiplanlægning i hovedstadsområdet. Listen over projekter og samarbejder, som Gate 21 har indgået i, er alenlang og vidner om, at de med deres partnerskabskoncept har formået at samle branchen på tværs om nytænkende projekter. Siloerne nedbrydes og nye løsninger og koncepter opstår og afprøves, og det giver branchen et inspirerende indspark til energi- og klimaindsatsen.

Poul Erik Lauridsen, Direktør i Gate 21 udtaler:

– Jeg er rigtig stolt over, at Gate 21 er nomineret i så stærkt et felt. Energi- og klimaudfordringer kender ingen administrative grænser – derfor forudsætter de grønne løsninger; at vi kan tænke på tværs og ikke mindst skabe stærke partnerskaber, der har modet og viljen til at gå nye og innovative veje. At samle kommuner, virksomheder, vidensinstitutioner og regioner er en grundsten i vores DNA – og det er vores bidrag til FN’s bæredygtighedsmål om ”partnerskab for handling”. Dét, glæder jeg mig meget over, bliver anerkendt.

 

Hvem vinder?
Der venter nu dommerkomiteen en hård beslutning om, hvem der skal vinde prisen. Vinderen afsløres på Energiforum 2019 den 5. marts kl. 16.00 på Hotel Nyborg Strand

 

Kontaktoplysninger:

Energiforum Danmark: Dorte N. Larsen, e-mail: info@energiforumdanmark.dk, tlf.: 4074 3040

DAB: Lars Gissel, e-mail: lag@dabbolig.dk; tlf. 77320193

Gate 21: Lene Ulsted Carlsen, e-mail: lene.ulsted.carlsen@gate21.dk; tlf. 40161526

PensionDanmark: Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, e-mail: uek@pension.dk, tlf.: 2019 9238

Salling Group: Benjamin Glinvad, e-mail: press@sallinggroup.com, tlf.: 8778 5002

 

For deltagelse i prisoverrækkelsen kontakt venligst Dorte N. Larsen fra Energiforum Danmark

 

Faktaboks

Energiforum Danmarks "Energi- & Miljøpris"

Formål                               
"Energi- og Miljøprisen" gives til personer/virksomheder som anerkendelse for et formål.

Grundlag
Ved udvælgelsen af modtageren af "Energi- og Miljøprisen" lægges der vægt på, at prisen gives til en person/virksomhed, der har opnået væsentlige resultater ved målrettet arbejde på energiområdet, og som har formået at udbrede kendskabet til resultater og metoder til en videre kreds uden for virksomheden.

Udvælgelse
Modtageren kan vælges såvel inden for private som offentlige virksomheder og institutioner. Kriteriet for modtagervalget kan eventuelt understøtte strømninger og ideer, som er aktuelle for Energiforum Danmark.

 

Tidligere modtagere af Energi- og miljøprisen

1984              Aalborg Stiftstidende

1985              Odense Kommune/Århus kommunale skolevæsen

1986              Byggestyrelsen

1987              Rockwool A/S

1988              Rynkeby Foods A/S

1989              Roskilde Amtskommune

1990              Irma

1991              Dronningborg Maskinfabrik

1992              Storstrøms Amtskommune

1993              City Vest Indkøbscenter

1994              Tulip International A/S

1995              Levnedsmiddelkontrollen, København

1996              Carlsberg A/S

1997              Arbejdernes Andelsboligforening, AAB

1998              Albertslund Kommune

1999              Færch Plast A/S

2000              Herning Kommune

2001              TIVOLI A/S

2002              Rosengårdcentret

2003              Aars Kommune

2004              Hedegaard Agro

2005              Vridsløselille Andelsboligforening VA

2006              Fyens Stiftstidende

2007              Skive Kommune

2008              Novo Nordisk

2009              Ernst & Young

2010              Fiberline Composites

2011              Kolding Kommune

2012              Region Sjælland – REEZE-projektet

2013              Jørgen Steen-Nielsen, Information

2014              Connie Hedegaard, Klimakommissær

2015              Coloplast

2016              Espergærde Gymnasium og HF

2017              Københavns Lufthavne A/S

2018              EnergyLab Nordhavn

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.